Ole Sohn står til at få en magtfuld økonomisk ministerpost, hvis et nyt rødt kabinet kan dannes efter næste folketingsvalg. Det vil i givet fald være første gang i nyere tid, at en så højt rangerende tidligere kommunist '“ endda en formand for DKP '“ bliver minister. (Her ses bort fra Befrielsesregeringen 1945 og der er også et andet fortilfælde – se kommentarerne). For mange borgerlige vil det være uacceptabelt, mens andre '“ formentlig et stort flertal '“ vil ikke se et problem i det. Hverken juridiske eller politiske. Sohn er flere gange af vælgerne blevet valgt til Folketinget. DKP var et lovligt politisk parti, og Sohn har delvist so(h)net sin fortid både som forfatter og udgiver af bøger om Josef Stalins store udrensninger i 1930'erne og blandt andet om den kranke skæbne, der overgik det tidl. folketingsmedlem for DKP Arne Munch-Petersen (1904-1940), der endte sine dage i et sovjetisk fængsel. Sohn er altså ingen benægter af grusomhederne i Sovjetunionen, men i lang tid '“ næsten 20 år '“ var han samtidig forsvarer af det politiske system, der havde udført dem. Sohn, der er født i 1954, var altså en voksen mand, da han stadigvæk i 1980'erne anbefalede denne samfundsmodel til de danske vælgere.
Sohn har længe undveget at tale om sin DKP-fortid, men er nu ved at lukke op for posen ved at stille op til interviews, hvor han kan forklarer sig. For et par måneder siden var SFs gruppeformand gæst hos Niels Krause-Kjær i dennes udmærkede radioprogram, og han har også i efteråret (12.09.09) været under kærlig behandling i Clement Kjersgaards fredags program på DR1. Det var måske i bygen af Kjersgaards herligt uforskammede spørgsmål, at Sohn indså, at han ikke kan trylle sin fortid væk, men må forholde sig til den i offentligheden.
Sohn forsvarer sig grundlæggende med, at han blev kommunist på grund af modstanden mod Vietnam-krigen. Det var ikke på grund af en hang til at indføre proletariatets diktatur eller begejstring for DDR og Sovjetunionen. Og i 'Krause på Tværs' får Sohn det til at lyde som om, at det nærmest kun var fordi, at der ikke var noget VS eller SF i hjembyen, at han sammen med nogle kammerater dannede en lokalafdeling af DKU i Horsens.
Krause får i radioprogrammet stillet den tidligere DKP-formand alle de hårde spørgsmål på en ret elegant måde, men Sohn glider stille af, når der lægges op til, at han skal beklage sin fortid eller ligefrem undskylde den. Det nægter han. Han gik med i DKP på grund af Vietnam. Punktum. Sohn fremhæver selv at han blev formand for 'Centralkomitéen for Danmarks Kommunistiske Parti', som det hed, i lyset af Mikhail Gorbatjovs reformkurs. Sohn og 'Gorba' var altså på fælles linje, hvilket man også kunne se af, at de begge havde en opposition af reformmodstandere i form af gamle hardlinere, hvor mange af dem i dag i øvrigt overvintrer i sektpartiet KPiD. Da DKP var slidt ned af magtkampe og manglende vælgeropbakning gik resterne herunder Sohn med i Enhedslisten. Men allerede i 1992 meldte han sig ind i SF. Det var også i starten af 90'erne, at han genopfandt sig selv som amatørhistoriker med speciale i danske kommunister, der omkom i Sovjetunionens fængsler efter at de paradoksalt nok havde brugt deres liv på at hjælpe med at opbygge deres verdslige paradis.
Sohn har som SF-politiker et blødt image. Bærer fuldskæg og briller og talesætter en uideologisk jordbunden socialisme med blød, lun jysk stemme. Der mangler bare hjemmestrikket sweater, sandaler og hønsestrik, så fuldender han billedet af den bløde mand. Det er dog næppe hele historien. Sohn var lokal fagforeningsboss i Horsens, og som gruppeformand er han også god til at skære igennem i diskussionerne. Det er formentlig især hans skyld, at SF ikke for længst er brækket over, efter at Søvndal har lagt kursen om mod midten, magten og ministerbilerne.
Bliver det et problem for SF, at vælgerne formentlig igen bliver præsenteret for de mere end 20 år gamle TV-billeder af Ole Sohn fra DDRs 40-årsjubilæum i Østberlin, hvor han er i selskab med Gorbatjov, Erich Honecker, Nicolae Ceausescu og alle de andre kommunistiske diktatorer? Sohn frygter formentlig – og med god grund – at de borgerlige kan udnytte det til at nogle få, men ret afgørende midtervælgere, derfor vælger den røde blok fra.
Hvad gør man så for at imødegå 'skræmmekampagnen'? Et gæt er, at SFs kommunikationsfolk, som de har for vane, søger inspiration i Venstres valgkampagne i 2001. Forud for valget frygtede Venstre, at Anders Fogh Rasmussens ideologiske kampskrift fra 1993 'Fra Socialstat til Minimalstat' ville blive udnyttet som skræmmebillede af socialdemokraterne. Det kom i øvrigt til at holde stik. Hvad gjorde Foghs spindoktor Michael Kristiansen? Han lagde en klog strategi, der skulle mætte mediernes interesse for bogen. Konkret blev den lagt ud på Internettet og så blev aviserne inviteret til interviews med Fogh, hvor han fik talt ud om '“ og fik lagt afstand '“ til bogen. Da valget kom var socialdemokraterne så frustrerede over mediernes manglende interesse for Foghs kampskrift, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen kastede sig ud i en desperat aktion, hvor han i en haldebat med Fogh og fra talerstolen rev siderne ud af bogen. Måske det billede, der står tilbage af 2001-valgkampen både om 20 og 30 år.
At Ole Sohn nu så småt er gået i gang med at turnere rundt i medierne '“ også for at tale om sin DKP-fortid '“ tyder måske på, at SF er i gang med en lignende aktion. Mediernes sult efter at beskrive Sohns kommunistiske fortid skal derfor mættes i god tid inden valget. Så næste skridt bliver sikkert store interviews i søndagsaviserne flere gæsteoptrædener i talkshows osv. Når de borgerlige spindoktorer under den næste valgkamp så kommer rendende med de gamle Sohn-historier, da vil journalisterne blot slå ud med armene og afvise dem som uaktuel fortid, og som et emne de for længst har vendt og beskrevet. Der er ikke mere at komme efter, så at sige.
Så måske har Michael Kristiansens rettidige omhu, hvad angår håndteringen af Foghs kontroversielle bog, ligefrem dannet skole for SF og Ole Sohn. Jeg tror det.