Kategorier

Endnu et område, hvor SF skifter politik

Den største højredrejning i dansk politik har ikke fundet sted på højrefløj. Den foregår i disse år på venstrefløjen. Hos SF. Det er en gammel nyhed på den økonomiske politik og indvandrerpolitikken, men nu også på integrationsområdet.

Der er åbenbart ikke grænser for, hvad Villy Søvndal og hans unge talentfulde flok af SF-folketingsmedlemmer nu vil mene for at komme til magten. Det er på sin vis også nødvendigt, hvis Villy Søvndal skal nå at blive minister. Men på den anden side så virker det forbløffende så hurtigt at de gamle bløde hippie-holdninger bliver skiftet ud med den kontante politik, som man ser i S-SFs nys fremlagte Ghetto-plan med fokus på mere politi, konsekvens og hurtigere domme for kriminalitet. En plan som Københavns Politis chef Johan Reimann kritiserer og beskriver som en 'hård hånd'. . Bedre anbefaling fås vel ikke, hvis man vil fremstå hård og kontant overfor vælgerne. Der er ikke noget at sige til, at den gamle SF-retsordfører Leif Hermann studst konstaterede i går i en af nyhedsudsendelserne, at 'det kunne vi ikke have fundet på for 20 år siden'.

Men hvor skal de gamle hippier i øvrigt gå hen? Enhedslisten? De utilfredse vælgere vil jo i sidste ende alligevel stemme på rød blok. Til gengæld så kan knaldhårde holdninger på ghetto-fronten lokke nogle DF-vælgere tilbage henover midten. Det er den kolde kyniske kalkyle i SF-butikken. Når S-SF kommer til magten, så kan man finde de gamle bløde holdninger frem. NU gælder det magten über alles.

Selv statsminister Lars Løkke Rasmussen var forbløffet på sit pressemøde i går over, at han og regeringen var blevet overhalet indenom. Nu bliver regeringen, som er internt uenige, nødt til at finde på noget endnu hårdere sammen med DF. Formentlig låner de et par af S-SFs forslag for at gøre regeringens plan mere spiselig, men det er dog svært at se, hvorfor S-SF skulle gå med i en aftale så tæt på et valg. De kan få langt mere indflydelse på den anden side af et valg, hvor de sidder i regeringskontorerne. Jeg gætter på at forhandlinger løber ud i sandet ved, at S-SF finder en eller anden undskyldning for ikke at gå med.

Under alle omstændigheder så er bare det faktum, at S-SF kommer med en ghettoplan, før regeringen er blevet enig med sig selv, endnu et glimrende signal til tvivlende vælgere om, at man er regeringsduelige med egen konkret og forholdsvist moderat politik på hylderne. Nu mangler vi bare at se, at det også sker på det økonomiske område, hvor S-SF stadig klamrer sig til hokuspokus-politik, som stort set ingen økonomer (bortset fra fagbevægelsens) tager alvorligt

Imens er de igangværende finanslovsforhandlingerne i gang med at tage fokus fra 'mailgate'-sagen, som stille og roligt for mindre og mindre omtale. Nu handler det politiske slagsmål på højreside af banehalvdelen, hvor meget tyder på, at DF i samarbejde med den tidl. konservative spritbilist nu genfødte kristendemokrat er i fuld gang med at udmanøvrere Liberal Alliance i finanslovsspillet.

Tilsyneladende har LAs Anders Samuelsen allerede erkendt nederlaget, da han til Politiken nedtonede forventningerne til LAs muligheder for at få store fingeraftryk på finansloven med henvisning til, at partiet ikke har de afgørende mandater.

Og de konservative? Ja det er frygteligt. En ulykke kommer jo sjældent alene. Først bliver udenrigsministeren taget i for en måneds tid siden i Berlingske for at have citeret den amerikanske general og øverstkommanderende for NATOs styrker i Afghanistan Petraeus for noget, som han aldrig har sagt. Lene Espersen sagde:

“Vi hører fra øverstkommanderende general Petraeus, at Taliban bliver mere og mere presset og derfor mere og mere desperat for som en sidste krampetrækning at forsøge at skabe mest mulig tab på den allierede side”.

Spørgsmålet, mange sikkert stiller sig selv, er: Var det mon Udenrigsministeriets topfolk og rådgivere, som har givet Lene Espersen forkerte oplysninger eller er det snarere noget, som hun selv har fundet på? Under alle omstændigheder er sagen særdeles pinlig. Både for Espersen, Udenrigsministeriet, regeringen – og ja landet. Man spørger sig selv, hvornår en udenrigsminister sidst er blevet taget i den slags? Jeg erindrer det ikke. Heller ikke at jeg skulle have læst om det i historiebøgerne. Eneste lyspunkt er vel at udtalelsen i det mindste ikke kom fra Folketingets talerstol under spørgetiden. Det havde jo været helt godnat. Jeg tror faktisk, at Espersen går over i historien som den ringeste udenrigsminister siden enevælden.

Spørgsmålet er derfor, om regeringens troværdighed ikke alt i alt ville få det bedre, hvis udenrigsministerposten inden valget blev besat med en kompetent person? Også selvom at det ville gå ud over Lene Espersens prestige. Hvad har hun snart sagt at miste på den front?

Og i mellemtiden bemærker andre konservative topfolk sig som partiets 1. næstformand Finn Poulsen fra tøjkoncernen Bestseller sig ved i en mindre sag at være blevet meldt af Finanstilsynet til bagmandspolitiet, mens gruppeformand og politisk ordfører Henriette Kjær endnu engang skal se sin mand – den tidl. konservative spindoktor Erik Skov Petersen – blive omtalt i forbindelse med hans omdiskuterede kuldsejlede forretningseventyr.

Rød blok kan holde en velfortjent efterårsferie. Det S-SF ikke kan ødelægge for regeringen, det klarer den såmænd fint selv.

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.

Kategorier

Han vil ikke blive savnet

Mens Christiansborg frem til januar 1993 ventede på, at højesteretsdommer Mogens Hornslet kom med sin længe ventede dommerundersøgelse 'Tamil-rapporten' henlå det politiske miljø i et slags magtvacuum. Formelt havde VK-regeringen magten, men den var på lange stræk fastlåst '“ og dets politiske støtteparti de radikale var allerede i gang med at indgå flere alliancer med Socialdemokratiet. Det havde blandt andet ført til det berømte/berygtede kongemord i april 1992, hvor Poul Nyrup Rasmussen væltede Svend Auken. Da rapporten kom, gik statsminister Poul Schlüter af uden at udskrive valg. Nyrup tog over med radikal støtte og dannede 'Rødkløveret' en flertalsregering med RV, CD og de kristelige.

Pia Kjærsgaard og mange med hende kan godt huske tiden under Tamil-sagen. Derfor vil DF naturligvis forsøge at undgå en sådan situation igen. Til gengæld har oppositionen naturligvis en stor interesse i at få en dommerundersøgelse besluttet. Jo længere sådan en kører, jo længere varer sagen. Jo mere handlingslammede fremstår regeringen, i det den ikke kender konklusionen på sådan en undersøgelse. For oppositionen er det selvfølgelig en ren win-win-situation uanset, hvad sagen måtte ende med.

Kan man sammenligne de to sager? Tamil-sagens konklusion blev, at regeringen havde fortiet at justitsministeriet under ministeren Erik Ninn Hansen i en periode ulovligt havde suspenderet en gruppe tamileres retskrav på familiesammenføring. Ninn Hansen blev i øvrigt stillet for en Rigsret, der idømte ham en betinget fængselsstraf.

Hvad handler 'mailgate' om?

1. At Rigsrevisionen ikke fik de papirer på det tidspunkt, hvor den bad om dem. Det har regeringen indrømmet og står ikke til diskussion.

2. At Lene Espersen ikke har svaret 'præcist og fyldestgørende' på SFs Jonas Dahls spørgsmål i folketingssalen. Det er heller ikke til diskussion efter at Espersen både mundtligt og skriftligt har indrømmet sin fejl.

3. At Lars Løkke har fastsat en “merpris” for privathospitalers betaling for ydelser i sundhedsvæsenet i en bestemt periode, som Rigsrevisor sidste år mente, var i overkanten. Prisen, og hvem der havde ansvaret, er ikke til diskussion. Det er dog politisk og fagligt omstridt, hvor vidt der er tale om 'en overbetaling' i forhold til, hvad regionerne kunne have forhandlet sig til med privathospitalerne.

4. At Jacob Axel Nielsen har talt usandt om, hvorvidt at en intern rapport eksisterede (eller var i gang med at blive udarbejdet på det pågældende tidspunkt) Det er lidt omstridt. Rapporten var ikke færdig, men alligevel brugte man beregninger derfra i et konservativt notat om overbetaling af sygehusene til at genere Løkke med.

5. At en spindoktor har beordret mails slettet. Påstanden er ikke bevist, og de nævnte mails eksisterer, og er kommet til offentlighedens kendskab. Sagen lever kun som del af oppositionens bugnende våbenarsenal mod regeringen.

6. At der er tale om en bevidst konspiration i regeringen om at holde vigtige oplysninger tilbage for Rigsrevisor, folketinget og offentligheden. Det er den påstand oppositionen '“ naturligvis '“ rejser rundt med og som medierne forsøger at efterprøve ved at grave videre i sagen. Indtil videre forelægger der intet bevis.
Til gengæld kan oppositionen pege på 'indicierne', der forelægger. Spørgsmålet er, om en dommerundersøgelse vil nå frem til den konklusion. Det vil den næppe, men det er heller ikke så afgørende i den verserende politiske strid.

Konklusionen må for DF blive, at partiet ingen interesse har i at sagen i resten af valgperioden og måske endda under valget overdøver alt andet i dansk politik. Derfor bliver der ingen dommerundersøgelse. Omvendt må DF lade tiden gå en stund for at være sikker på at ingen pludselige bilag mv. dukker op senere, som kan genoplive hele sagen. For det vil udhule DFs troværdighed blandt partiets vælgere og måske endda give rød blok en chance for at fedte dem ind i sagen.

Som borger må man imidlertid tage sig til hovedet over, at regeringen klumrer rundt, som den gør.

Kan man bebrejde oppositionen, at den rent faktisk opfører sig som en opposition og derfor kræver alt endevendt? Svar: Nej. En opposition skal opponere. Det er dens job. Et job den for tiden gør yderst effektivt.

Kan man bebrejde, at pressen søger aktindsigt og beskriver alle forhold op og ned ad stolpe og stiller alle mulige spørgsmål om, hvad der KAN have foregået? Svar: Nej. Det er dens job.

Hvor længe vil sagen køre? Det afhænger alene om, der er mere i sagen. Men måske lukker den stille og roligt ned i medierne dagen efter, at det sidste samråd har været afholdt. Hos regeringen er holdningen klar. Lad os hellere få den sag ud af verden i en vis herres fart. For indtil da kan de ikke sætte en ny politisk dagsorden. Alt drukner lige nu i mailgate.

Den positive nyhed er, at befolkningens mæthedspunkt mht interesse for sagen for længst er nået. Men det er ikke det samme som, at den ikke kan få politiske konsekvenser. Tamil-sagen blev heller aldrig en sag af stor folkelig interesse, hvor imod udfaldet fik dramatiske politiske konsekvenser.

Lene Espersens politiske karriere er formentlig knust for altid. Til gengæld må man nu kreditere hende for at have set rigtigt, da hun i februar fyrede Jakob Axel Nielsen som sundhedsminister. I går kunne man læse i Politiken, hvordan han frejdigt indrømmede, at han skam kun læste resuméer og konklusioner på ministersager, men aldrig rapporter og andre vigtige papirer. Dernæst talte han i et interview på TV2 mulighederne for en dommerundersøgelse op med en bemærkning om, at han ikke vil begynde at konkludere på, om han svarede korrekt i Folketinget. 'Det kan være, at det her kommer til en dommerundersøgelse.' Det er ellers udsigten til det som resten af blå blok har brugt dagevis på at nedtone og afvise. Var man en flue på væggen i regeringskontorerne rundt omkring ville man sikkert kunne have observeret regeringsmedlemmer mfl. være hovedrystende eller taktfast slå en hånd eller finger ind i hovedet på dem selv i frustration over den konservative politiker.
Desuden er hele sagen efter fleres vurdering formentlig startet bl.a. fordi en forsmået Jakob Axel Nielsen igen havde så travlt med at retfærdiggøre sig selv og bortforklare, hvorfor han blev fyret som sundhedsminister.

Denne uge har klargjort den hovedanke, man hørte mod Jakob Axel Nielsens fortsatte virke på ministerbænkene: Han var for styret af embedsmændene. Og det var han måske, fordi han ikke læste tilstrækkeligt på sine ting. Det nogle ville kalde dovenskab. At Jakob Axel oven i hatten har demonstreret en politisk tonedøvhed af pænt omfang, foruden at han tilsyneladende også selv er snublet i sin egen intrige, gør, at han ikke bliver savnet blandt hverken Venstrefolk eller konservative. Måske Jakob Axel Nielsen skulle gøre blå blok den tjeneste og tage hjem til Aalborg så hurtigt som muligt. For at blive direktør på et privathospital.

Helt off-topic:
I går aftes så jeg “Clement-show” på DR2 med ingen ringere end Tor Nørretranders. Det var ham, der takket være den daværende socialdemokratiske kulturminister Jytte Hilden i 1996 brændte 10 mill. skattekr. af på restaurant “Mindship Canteena” på Christianshavn sammen med kokken Henrik Boserup og som gik konkurs på rekordtid efter en heftig fest, som man sikkert stadigvæk taler om i det venstreintellektuelle københavnske medie-og kunstnermiljø, der deltog i den. I går kunne man så se Nørretranders på TV dele ud af sine gode råd om, hvordan Danmark kommer sikkert ud af krisen med mere vækst osv – og han glædede sig til en ny rød regering… 🙂

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.

Kategorier

Fortsat behov for oprydning i Københavns økonomi

På Københavns Rådhus har der siden budgetforliget blev indgået for tre uger siden åndet ro og fred. I denne uge vedtager politikerne så budgettet for 2011, hvor det en sidste gang vil blive angrebet både fra højre af VO og af Enhedslisten fra venstresiden.
Med budgetforliget er rammerne nu lagt for resten af valgperiodens investeringer især på børne- og ungeområdet med byggeri af børnehaver, daginstitutioner og skoler. Spørgsmålet er om overborgmester Frank Jensens politik med etablering af klyngeledelse i daginstitutionerne vil skabe de besparelser, som kommunens embedsmænd hævder. Det bliver også interessant at se om børne- og ungebudgettet vil holde, eller om politikerne pludselig igen bliver præsenteret for løbske millionunderskud, hvor det bliver nødvendigt at finde penge frem fra gemmerne for at lukke hullet-

Læs min analyse af københavnsk politik netop nu, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.