Lørdag bragte Politiken et længere interview med justitsminister Lars Barfoed, hvor han legede med den (skøre) idé, at de konservative forlader regeringen efter næste valg selv hvis blå blok vinder flertallet. Den konservative partileder udenrigsminister Lene Espersen har tidligere skudt den idé ned, så derfor blev det af nogle iagttagere udlagt som, at Barfoed med sin udmelding nu udfordrer den historisk svage K-leder.
Samme dag fik en anden konservativ topfigur, nemlig økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen fortalt altinget.dk '“ i et interview, der var lavet for et par uger siden '“ at han ikke var sikker på, at han fortsætter som politiker, hvis de konservative mister regeringsmagten. I medier blev det udlagt som om, at Mikkelsen ikke længere tror på den endelige sejr og nu var på vej ud af politik, hvilket ministeren i øvrigt selv yderligere understregede ved lørdag at stille op til et tv-interview om sagen. Med andre ord: Selv topkonservative tror ikke længere på “den endelige sejr”.
Eller også er Barfoed og Mikkelsen ude i en fælles raffineret aktion, hvor billedet af de konservatives fremtidsscenario skal males sortere end sort for dermed at lægge pres på Lene Espersen, så hun hurtigt selv træffer beslutning om at trække sig som partileder? Altså en magtkamp, hvor Barfoed og Mikkelsen spiller det kort, hvor de udstiller, at de heller ikke længere tror på en fremtid med Lene Espersen som leder. For dermed også at signalere til de frustrerede kernetropper i partiet, som vil af med Espersen, at de er enige med dem. (Rygter har i den seneste tid gået, at Barfoed, Mikkelsen og Per Stig Møller har aftalt, at Barfoed bliver partiets nye leder, når Espersen er væk)
Søndag '“ et halvt døgn efter de første pressehistorier efter altinget.dk-interviewet – slår Brian Mikkelsen imidlertid pludselig fast, at han skam bliver i politik også i den næste valgperiode uanset valgresultatet. Dermed drejer det sig nu om, at Brian Mikkelsen åbenbart ikke rigtig aner, hvad det er, at han ønsker at kommunikere. I grunden ufatteligt taget i betragtnig af, at manden har været med på topplan i dansk politik i 16 år heraf 9 år som minister.
Teorien om, at et internt oprør er undervejs finder dog støtte i, at et par folketingskandidater mandag kritiserer 'ledelsen' i Berlingske, men altså ikke Lene Espersen direkte. Alligevel fremstår K-ledelsen som blottet for autoritet og åbenbart også med vigende tillid i baglandet.
Barfoeds synspunkt om, at K skulle overveje at træde ud af regeringen, bliver søndag i Politiken bakket op af et par folketingsmedlemer og en lokalforeningsformand. Hvilket også kan tolkes som en slags stille oprør mod Espersens ledelse.
Ifølge den konservative gruppeformand Henriette Kjær så er det kommentatorernes skyld, fordi de er så sygeligt optagede af K. Tjah. Mon ikke den noget klynkende Kjær selv vurderer, at Barfoeds og Mikkelsens udmeldinger er årsagen til “den sygelige optagethed”?
Hvad foregår der så hos K? Ja, det er ikke til at sige 100 pct., men at partiets ledelse har fortsat kolosale problemer med at kommunikere, hvad den vil rent politisk – og i øvrigt er uden autoritet i forhold til sine folkevalgte og tillidsfolk – ja det står fortsat lysende klart.
Min tolkning af weekendens udmeldinger er, at Brian Mikkelsen, Lars Barfoed mfl. ønsker, at få Lene Espersen til at gå af nu som partileder, men at de ikke aner, hvordan det kan ske, uden at de selv kommer til at fremstå som “dronningemordere”. Især fordi et flertal i folketingsgruppen tilsyneladende stadigvæk vurderer, at det ikke er umagen værd – eller muligt – at skifte Lene Espersen ud så tæt på et valg.
Læs også Mette Østergaards analyse i Politiken mandag.
Læs også Niels Krause-Kjærs analyse.
15 kommentarer til “Opgør i K undervejs eller blot uduelig kommunikation?”
Fin analyse, men spørgsmålet er bare, om det ville gøre nogen forskel, hvis De Konservative fik en ny formand og gik frem til Bendt Bendtsen-niveau, altså ca, 10% opbakning, for det ville formentlig kun gå ud over Liberal Alliance, og måske i mindre omfang Dansk Folkeparti, og dermed ville der blot være tale om “kannibalisme” inden for den borgerlige/blå blok.
Det, der er brug for, er som bekendt at trække vælgere hen over midten, og dermed er det største problem i øjeblikket altså Venstre i almindelighed og Lars Løkke som person i særdeleshed. Hvis den borgerlige regering skal kunne fortsætte, skal Venstre pinedød op på en tilslutning omkring 25%.
“Dermed drejer det sig nu om, at Brian Mikkelsen åbenbart ikke rigtig aner, hvad det er, at han ønsker at kommunikere. I grunden ufatteligt taget i betragtnig af, at manden har været med på topplan i dansk politik i 16 år heraf 9 år som minister.”
Njah – eller også er det Billy Shatterhand….
Kunne der tænkes at være en mere politisk grund til Barfoeds udtalelser ?
C kan jo godt se at der skal en gamechanger til for at VK skal fortsætte.
Pointsystemet har ikke givet momentum og da LA forlod finanslovsforhandlingerne fremstår de blå lige så splittede som de røde.
Folkeskoledebatten har ikke givet regeringen nogen medvind.
Tilbage er måske at gå all in på et reformspor og opsige velfærdsforliget.
Naturligvis er der mange ulemper ved det men hvis VKO taber alligevel hvis ikke der gøres noget dramatisk må risikoen være til at overse.
Hvis VK taber valget vil det være gavnligt for C ift LA at man står mere frit.
Hvis det er hypotesen at C overvejer at opsige velfærdsforliget kunne Barfoed udtalelser tjene to formål.
1.At presse V til at gøre det samme så regeringen i det mindste står sammen om reformsporet.
2. At vænne vælgerne og måske baglandet til at C ikke skal i regering hvis der er blåt flertal efter valget for det vil være en naturlig konsekvens hvis V siger nej.
Barfoed har måske læst Megafonsmåling fra i fredags og har lige ville minde borgerlige vælgere om at hvis de fordeler stemmerne sådan ( hvis V trækker en % fra S er der tæt på at være 90 mandater bag Løkke ) vil det være næsten umuligt at danne en regering.
Med en blodtud på 5-6% og et stort LA kan C ikke gå i regering og blive yderligere klemt.
LA vil ikke og V med sine godt 20% kan ikke danne regering alene.
Derfor er alternativet egentlig en VO regering hvis vælgerne vil fordele stemmerne nogenlunde mellem LA og C som Megafon antyder og det kunne måske nok skræmme en og anden liberal.
Brian Mikkelsen mener tilsyneladende at det er hans egen elendige kommunikation, der er baggrunden for spekulationerne:
http://jp.dk/indland/indland_politik/article2282490.ece
3. At gå “all in” på reformsporet er det eneste rigtige at gøre for både V og K.
a) Det er i overensstemmelse med deres faktiske holdninger (må man antage).
b) Det er en offensiv strategi der måske kan fjerne det altdominerende indtryk af metaltræthed.
c) Befolkningen er muligvis ved at være klar til det (jævnfør meningsmålinger omkring efterlønnen).
d) Man vil placere Det Radikale Venstre i et ganske alvorligt dilemma.
e) Man har reelt ikke noget at tabe.
f) Det er rent faktisk “det rigtige” at gøre.
@Michael Poulsen> Helt enig i at der nok ikke nødvendigvis skal tolkes oprør ind i Barfoeds udmelding.
Jeg tror snarere at Barfoed er kommet til den samme konklusion som så mange andre; K har ikke en eneste sejr efter ni års ørkenvandring med Fogh og Pia.
Indtil BB forlod roret, var standardsvaret til baglandet, at man “havde fået gennemført masser af konservativ skolepolitik,” men i dagens politiske klima er det ikke ligefrem en vindersag. Nu har man så en offentlig sektor som er boomet i størrelse og forbrug, og en grundskyld på himmelflugt.
Morten & Morten (Bangsgaard og Langager) har begge forladt Lene, så hun er nu rimelig ensom på toppen. Før hun blev formand var hun allerede utrolig svær at komme igennem til, så hvis det ikke har ændret sig, kan Barfoeds udmelding være et forsøg på et wake up call.
Skal den slags gøres i pressen? Det kan diskuteres, men nogle gange er det den eneste mulighed.
@Kasper Lauest, 5
“c) Befolkningen er muligvis ved at være klar til det (jævnfør meningsmålinger omkring efterlønnen).”
Så vidt jeg husker, så er der ingen meningsmålinger der viser overvældende opbakning til ændringer af efterlønnen. Der er til nød omkring 40 procent, der erklærer sig parate til ændringer, hvis spørgsmålet om efterlønnen stilles på en måde, så de skal vælge mellem efterløn og enten andre sociale overførsler eller velfærdsservice.
Regeringens såkaldte “Genopretningsplan”, og diskussionen om den, efterlader desuden det indtryk, at regeringen reelt er ude af stand til at sætte sig på dagsordenen med det synspunkt, at der skal reduceres i de offentlige udgifter og deres vækst. Så kan du og andre mene det synspunkt er nok så rigtigt, offensivt, strategisk smart og i samklang med ideologi – erfaringen må tale for, at det til gengæld ikke er vejen til at skabe opbakning fra et flertal af vælgerne.
Hvis man ikke er i stand til at løfte den pædagogiske opgave med at tale “krise ind i danskerne” for en “Genopretningsplan”, så er det svært at have tiltro til at man skulle lykkes med at gøde jorden for det, du kalder “reformsporet”, som vil være en langt mere omfattende proces end “Genopretningsplanen”.
Sagen for Konservative er vel efterhånden ikke så meget at genvinde regeringsmagten (den kamp er tabt), men at neutralisere Liberal Alliance, og det peger også på, at det er på tide at prøve reformvejen.
7
Du har meget ret i at der ikke er meget der tyder på at regeringen har held til at tale “krise ind i danskerne”
Det kunne måske ( og det er et stort måske men det kunne være Løkkes chance at det var rigtigt ) være fordi vælgerne hellere vil have trygheden hos S/SF når man ikke kan få et reelt favntag med strukturproblemerne.
VKs økonomiske plan holder jo (heller) ikke.
Som 5 er inde på, hvad har VK at miste ?
@Peter Løhmann: Megafon har haft 63 pct. for at reducere /afskaffe efterlønnen: http://politiken.dk/politik/ECE991138/historisk-skred-danskerne-er-klar-til-efterloensreformer/
Jf. mit tidligere indlæg går Torben Rechendorff nu ud med samme budskab: http://politiken.dk/politik/ECE1147539/tidligere-k-formand-vi-er-i-lommen-paa-df/
@Michael Poulsen, 9
Det er vel fordi at “reformvejen” 1) er én stor indrømmelse til Liberal Alliance, at regeringen gennem 9 år ikke har bevæget sig på denne vej, 2) udstiller at regeringen (også) har en naturlig interesse i at tale den økonomiske udvikling op for at forbedre sine chancer for genvalg – det gør det alt andet lige meget sværere at skabe krisebevidsthed.
Mon det er disse risici ved “at gå reformvejen”, der får regeringen til at holde igen, eller kunne man forestille sig fremlæggelsen af 2020-planen i januar (?) som et muligt tidspunkt for at slå ind på en “reformkurs”?
Det kunne måske have været en mulighed, da Lars Løkke trådte til som statsminister midtvejs i en valgperiode. På det tidspunkt kunne man måske bedre have klaret en tilbagegang på kort sigt, mens man med en ny kurs kunne have argumenteret med, at vælgerne ville omfavne den på længere sigt.
På nuværende tidspunkt er regeringen røget ind i en ond spiral, som den tilsyneladende har svært ved at komme ud af. En yderligere nedgang i meningsmålingerne til Venstre fra de nuværende 17-20 procent, og for de Konservative fra 5,5-6,5 procent, tror jeg ville sætte nogle ødelæggende bevægelser i gang i de to partier. Hos de konservative synes de dårlige nerver allerede at være ved at bevæge sig fra under huden og op til overfladen (ikke just hjulpet af deres tidligere formand og minister Hans Engell), og hos Venstre har bl.a. Jarl skrevet om, hvordan der meget i det skjulte blev smedet rænker under Løkkes personlige krise ifm. bilagssagen i 2009.
@Rasmus, 10
Så huskede jeg ikke helt rigtigt. Jeg synes dog denne artikel meget fint opsummerer usikkerheden ved den slags undersøgelser af politiske emner (se bort fra tallene, som er fra 2005, men se kommentaren fra Kasper Møller Hansen):
http://www.dknyt.dk/sider/artikel.php?id=14930
De kommentarer understreges egentlig meget elegant af den undersøgelse, som du har linket til, og så af andre undersøgelser af emnet:
Juni 2010: 63 procent enig i “udgifterne til efterlønnen bør reduceres i løbet af de næste 10 år, fordi pengene kan bruges bedre på andre områder” (artiklen viser desværre ikke den præcise spørgsmålsformulering).
Januar 2010: 16 procent er klar til “at hæve efterlønsalderen tidligere end planlagt”.
http://epn.dk/samfund/arbmarked/article1949686.ece
Som jeg nævnte før, så tror jeg godt selv ministre i regeringen vil medgive, at den pædagogiske opgave med at gøre det man oplever som nødvendigheden af “Genopretningsplanen” klart for befolkningen, ikke er blevet løst på prangende vis. Så er det spørgsmålet, om man i regeringen tror, at de pædagogiske evner er tilstrækkelige til at argumentere for en hurtigere indfasning af efterlønsændringen eller evt. andre ændringer (efterlønsalder på 63 fremfor 62, som regeringen i 2006 oprindeligt foreslog).
7. Det er jeg fundamentalt uenig i. Der er nemlig en meget god grund til at man ikke kan overbevise danskerne om det fantastiske ved genopretningsplanen og det er at det er en fuldkommen idiotisk plan, der om noget vil hæmme væksten (og iøvrigt i praksis er uigennemførlig) fremfor at skabe ny vækst. Planen er da også blevet gennemheglet af økonomstanden. Så er S/SF’s plan næsten bedre, selvom den formentlig også er uigennemførlig.
I den nuværende situation står der to parter overfor hinanden der begge søger at agere økonomisk ansvarlige med helt utilstrækkelige planer.
Valgte VK reformsporet ville man for alvor kunne se forskel på den økonomisk ansvarlige part og den mindre økonomisk ansvarlige part. Man ville muligvis endda kunne tvinge DRV til at støtte sig – eller i hvert fald selve den økonomiske plan. Endvidere indebærer reformløsninger ikke nødvendigvis samtidig nulvækst i den offentlige sektor og det er jo det der er upopulært.
Faktisk skulle det ikke undre mig meget om man reelt ville tvinge S/SF til at være med på reformer, da det vil være usædvanlig penibelt for S/SF hvis DRV støtter VK’s økonomiske politik.
@Kasper Lauest, 13
Din præmis er tilsyneladende, at politik kun handler om substans. Det tror jeg er en forkert præmis, bl.a. fordi de flestes holdning til “Genopretningsplanen” nok ikke har så meget at gøre med, om den er væksthæmmende, fuldkommen idiotisk og gennemheglet af økonomstanden.
Både “Genopretningsplanen” og “reformsporet” rummer grundlæggende en stor pædagogisk opgave med at forklare befolkningen, at der bliver mindre af noget de godt kan lide.
Hvordan skulle man kunne tvinge de Radikale til at støtte planerne? Eller rettere: Hvorfor skulle de Radikale gå med til det, hvis regeringen ikke samtidig vil give de Radikale indflydelse på andre dele af regeringens politik? Det giver heller ikke politisk mening at bytte støtten fra Dansk Folkepartis 24 mandater ud med støtten fra de Radikales 9 mandater.
Endelig kan regeringen og de Radikale kun samle 73 mandater i den nuværende folketingssamling (75 hvis man tæller LA med). Står de seneste meningsmålinger til troende vil Venstre, Konservative, de Radikale og Liberal Alliance efter et valg kunne samle 70 mandater på en god dag. Hvis vi stemmer i samme omfang som vi plejer, så bliver der afgivet 3,5 mio. stemmer ved næste valg. Så skal V, K, RV og LA på allerhøjest 325 dage få overbevist 400.000 danskere for at få flertal for et “reformspor” efter næste valg. Med de evner til at være dagsordenssættende, som såvel regeringen som de Radikale udviser pt., ser det endog meget svært ud.
14. Jeg lider bestemt ikke under nogen illusioner hvad angår befolkningens indsigt i politisk substans og da slet ikke økonomi. Til gengæld er befolkningen sensitiv overfor pressedagsordenen og den har generelt været negativ overfor begge planer.
Det Radikale Venstre har råbt op om reformer, herunder en afskaffelse af efterlønnen, i adskillige år efterhånden. I en lang periode under Fogh var DRV de ENESTE der havde reformer på dagsordenen. Skulle VK spille ud med en reformplan der læner sig tæt op af DRV’s egne reformplaner, så kan DRV under ingen omstændigheder holde til ikke at støtte det. Jeg siger ikke dermed at DRV ville støtte en ny VK-regering, men man ville få en særdeles problematisk parlamentarisk situation (også efter et eventuelt valg) der ikke ville være behagelig for hverken DRV eller for S/SF.
Jeg har længe set reformdagsordenen som en slags pokerspil. Reelt ved alle parter at virkelig store velfærdsreformer kun kan foretages af et bredt flertal, ingen vil sidde med aben alene. Omvendt vil hverken S eller V spille først ud af frygt for at se ud som dem der vil gøre det onde ved borgerne. Men står vi først i en situation hvor enten S eller V lægger kortene på bordet og lægger op til velfærdsreformer, så mener jeg tingene taler for at modparten også er med.