Man hører det alle steder: VK-regeringen er fortid. Den er slidt. Det er slut. It’s all over man! Vælgerne vil have noget andet. De vil noget nyt uanset hvad. Erkendelsen af, at et valgnederlag er forestående breder sig dag for dag og nået langt ind i de borgerliges rækker og lever utvivlsom også i regeringskontorerne, hvor man også læser meningsmålinger. Der går i øvrigt rygter om VK-folketingspolitikere som sidder på marginale mandater som for tiden bestormer københavnske PA-konsulentbureauer med forespørgsler om jobmuligheder efter et valg, hvor flere af dem forventer at blive hældt ned ad brættet af vælgerne.
Trods den håbløse situation så tyder alt på, at i det mindste statsminister Lars Løkke Rasmussen alligevel kæmper sin chance for at vende udviklingen til “en endelig sejr” om end, at den lige nu fremstår som uendelig lille.
Regeringen satser tilsyneladende hele butikken på en reform af folkeskolen og velfærdsområdet med reformer af SU, førtidspension og måske også på efterlønnen. Kombineret med en vækstplan. Lige nu ligger det til at oppositionen siger nej til det hele.
Regeringen vil dermed kunne få held til at fremstå som de forandringsparate, mens S-SF stort set ingenting vil. (og i øvrigt er uenige med radikale i stort set alt) Hvis oppositionen ikke vil reformer, så KAN regeringen måske få held med at trænge igennem til de forandringsparate vælgere, der er enige i synspunktet, at fremtidens velfærd ikke kan sikres uden reformer. Spørgsmålet er dog om disse vælgere udgør et flertal, som også samtidigt er enige i, at blå blok er bedst til at bære disse reformer igennem.
Hvad er så de mest åbenlyse problemer lige nu for blå blok, som VK SELV kan gøre noget ved?
Ja den kan komme befolkningen i møde og fjerne de mest upopulære ministre, som helt tydeligt for længst er dømt ude af vælgerne. Og måske Løkke skulle fyre et par dovne ministre oven i hatten, som ikke leverer til og slås nok for kollektivet.
Løkke bør omdanne sin regering. Det betyder et farvel til minimum Karen Ellemann, Lene Espersen og Birthe Rønn Hornbech på integrationsministerposten.
Ved at sætte en rimelig driftssikker Eva Kjer Hansen ind på posten som miljøminister vinder han lidt tid og får samtidig kommunikeret til omverdenen, at et folketingsvalg ikke er forestående. Kjer er i øvrigt også spiseligt både for folketingsgruppen og V-baglandet.
Lene Espersen er uden for enhver diskussion helt færdig i dansk politik. Det ved alle undtagen hende selv. Hvis hun derfor vil gøre sig selv, sit parti, VK-regeringen ja hele det borgerlige Danmark en stor tjeneste, så gik hun nu som udenrigsminister og partileder. Det ville være et stort offer, men uden tvivl genskabe noget af tilliden ikke mindst i det hårdt prøvede konservative vælgerkorps.
Rygterne på Christiansborg vil vide, at justitsminister Lars Barfoed bliver kørt i stilling som ny partileder i samme sekund, at Espersen trækker sig. Han vil både have opbakning fra Per Stig Møller og ikke mindst Brian Mikkelsen, som dermed vil bevare sin nøgleposition som kingmaker i partiet. Men de kan ikke fjerne Espersen selvom partiets tillidsfolk vil drage et lettelsens suk så snart det sker. Hos K håber man at alene Espersens exit vil øge Ks vælgeropbakning med et par procent umiddelbart efter. Espersens person afholder simpelthen vælgerne fra at stemme på partiet, er en udbredt analyse hos K. Hos Venstre er man dog på det rene med, at man ikke kan trænge igennem med et krav til regeringspartneren om, at Espersen skal gå. Den beslutning skal hun selv træffe. Men jo hurtigere hun træffer den, jo bedre for regeringen. Skulle det ske, så ligger det lige for at genudnævne Per Stig Møller som udenrigsminister. Det ville være det mest 'folkeligt acceptable valg', og det ville kunne holde Barfoed hjemme frem til folketingsvalget.
Birthe Rønn Hornbech viste i forbindelsen med 'pointsystemets' søsætning, at man ikke kan vinde politiske debatter ved blot at føre dem i den skrevne dagspresse. Dansk politik har flyttet sig siden 1950'erne '“ det ved alle og enhver undtagen fru Rønn. Nu må det dilettanteri høre op. Løkke må udnævne en minister nu, der evner at tage debatterne og slås for regeringens udlændingepolitik morgen, middag og aften. Fra hus til hus. Tomme for tomme. Det kræver en 'værdikriger' med et kommunikationstalent. Og dem er der ikke mange tilbage af i folketingsgruppen. Derfor vil jeg nu chokere læserne med mit forslag: Hent dog Jens Rohde hjem og gør ham til integrationsminister! (Og lad så Birthe Rønn beholde sit kirkeministerium)
At statsministeren vil slås for sin stol er nu åbenlyst. Og det i sig selv klæder enhver toppolitiker. Hvis han vil genrejse tilliden, håbet og begejstringen blandt sine egne til at de borgerlige kan vinde dette valg, så skal han gå forrest med sværdet løftet og føre an i angrebet på fjenden som en anden William Wallace. Den slags har befolkningen respekt for! Og derfor er det rigtigt set '“ om end at det er et sats '“ at han her i weekenden har udfordret Villy Søvndal til duel på sundhedspolitik nu på mandag. Nu får alle at se om Løkke '“ som mange mener – er bedre til substans end Søvndal. Formentlig spiller de lige op med hinanden (sådan plejer det at gå), men det viser en kampberedt og selvsikker Løkke, som i øvrigt har klaret sig overraskende godt i debatterne med Helle Thorning-Schmidt. Han skal dog passe på mht. at blive, for hvad Søvndal måske ikke kan i substans, når det gælder vid og retorik.
Men det er rigtigt set af Løkke at sætte oppositionens ledere under pres. Hvad vil de egentlig? Hvorfor hænger deres økonomiske politisk ikke sammmen? Hvorfor kan de slippe af sted overfor (dog færre og færre) journalister med at fortælle om nedskæringer i det offentlige, når realiteterne viser, at det offentlige forbrug herunder sundhedsudgifter, udgifter til folkeskolen mv. har været stigende siden 2001? Kan en for tiden lidt groggy Villy Søvndal stå distancen? Til trods for at regeringen er ved at nedsmelte, så er det jo ikke fordi, at oppositionen fremstår som et klokkeklart alternativ hos vælgerne. Lørdagens Gallup viser, et fem mandaters forspring til rød blok (reelt er det nok syv mandater, når de nordatlantiske mandater er talt med). Ville den måling holde, hvis regeringen var nogenlunde skandalefri i to måneder og fik udskiftet de ministre befolkningen har afvist engang for alle? Ville det så se helt så sort ud? Det tror jeg faktisk ikke.
Jeg tror regeringen stadig kan have en lille chance, hvis man kommer befolkningen i møde, får skiftet regeringsholdet ud, og hvis Løkke formår at banke noget gejst ind især i Venstres politikere og organisationsfolk.
Men skal det bare have en lille chance for at lykkes, så bør dronningen hos K ofre sig og gå. Og det kan kun gå for langsomt.