Kategorier

Regeringen er ved at gå i opløsning

SFs formandsvalg er tilsyneladende ved at splitte partiet midt over. Den ene fløj står ved regeringsgrundlaget, mens den anden  åbenbart er gang med at distancere sig fra det '“ eller som det sker i dag: helt undsige dele af det.

SFs arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen går nu ud '“ dog for egen regning – og  undsiger regeringens arbejdsmarkedspolitik, hvor man har forpligtet sig på ikke at røre ved den   dagpengereform, som de radikale i sin tid aftalte med VK-regeringen.

Jp.dk skriver fredag:

'Endnu en SF'er melder sig nu parat til at forlænge dagpengeperioden, der fra nytår bliver skåret fra fire til to år.

 »Det går simpelthen ikke, at vi smider 20.000 arbejdsløse ud i mørket, hvor de havner på nul kroner i indtægt, og hvor de må gå fra hus og hjem. Det kan vi ikke leve med, « siger Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører for SF og medlem af Folketinget, til Jyllands-Posten.dk.

Eigil Andersen er dermed på kollisionskurs med ledelsen i ikke bare sit eget parti, men også hos regeringspartnerne Socialdemokraterne og De Radikale, der fastholder, at der ikke skal ændres på dagpengeperioden.'

Eigil Andersen og partiets politiske ordfører Jesper Petersen er for så vidt helt enige i, at udmeldingen fra Andersen strider mod regeringens politik. Men som Andersen smart formulerer det: ' Men jeg mener, at dette er i tråd med SF's holdninger i partiorganisationen. Helt sikkert'

Det er der ingen, der er i tvivl om, er rigtigt. Og derfor så blinker alle advarselslamper også.

I  regeringen  står man således nu i den meget specielle situation, at et regeringspartis arbejdsmarkedsordfører udtaler sig stik imod  regeringens politik. Det er naturligvis uholdbart. Problemet er naturligvis, at ledelsen af SF p.t. er i limbo. Der er ingen til at “banke Andersen på plads” eller “elske på plads” om man vil, og hvis nogen forsøger på det, så vil det kun gavne Annette Vilhelmsens valgkamp, som Andersen naturligvis støtter.

Under alle omstændigheder må de to øvrige regeringspartier stille sig selv spørgsmålet om det er hensigtsmæssigt, at SF fortsætter i regeringen. For jo længere valgkampen varer i SF, jo mere distancerer kandidaterne sig fra regeringsprojektet. Alt andet lige er der tale om  tegn på en begyndende opløsning af  regeringen.

Hvorfor går Eigil Andersen   så i byen med denne melding? og hvorfor netop nu? Fordi han mener det? Jo utvivlsomt, men han kunne jo også vente med at melde  sådan ud efter formandsvalget. Nu bringer han de arbejdsløse på banen, og det gør han formentlig ud fra den kalkyle, at det alt andet lige vil gavne Vilhelmsen, som ingen mistænker for  at være højreorienteret. Indtil videre siger hun kun to ting. Det er 'et interessant bidrag', men at 'hun står fast på regeringsgrundlaget'. Det er det helt rigtige svar ud fra en kommunikationsbetragtning. Det havde ikke givet mening for  hende at undsige Andersen,    og anden del af udsagnet er hendes livsforsikring. Det er den trosbekendelse, som  hun altid skal huske at fremsige, hver gang Vilhelmsen ytrer sig politisk.  For i  princippet kan  hun herefter mene nærmest hvad som helst uden at kunne blive angrebet for at undergrave regeringen. Det har hun jo tydeligvis folk til!

Spørgsmålet er i hvilket omfang 'højrefløjskandidaten' Astrid Krag kan omfavne Andersens synspunkter med nogen stor troværdighed, og som  gør indtryk på usikre vælgere i baglandet.  Men hvis  Krag siger noget i samme stil som Vilhelmsen, så bør hun være nogenlunde på sikker grund, og så overlade det til den politiske ordfører Jesper Petersen at forklare ledelsens synspunkt. Indtil videre har Petersen balanceret på en knivsæg og præciseret, at Andersen  udtaler sig på “egne vegne”.  Men det kan jo  ligesom ikke skjule det  ganske usædvanlige ved, at en ordfører i et regeringsparti udtaler sig i modstrid med sit partis officielle politik.

I går aftes fik Vilhelmsen støtte fra partiets tidligere formand gennem 14 år Holger K. Nielsen '“ og i vores eget radioprogram på Radio 24Syv bakkede også partiets tidl. udenrigsordfører i firserne Pelle Voigt op om hendes kandidatur. I dag kan Politiken fortælle, at 59 pct. af alle lokalformænd og byrådsmedlemmer, som  har  besvaret avisens henvendelse,  støtter Vilhelmsen. Kun 30 pct. bakker op om ledelsens kandidat Astrid Krag. Det tyder på, at Vilhelmsen '“ meget overraskende – er på vej til at vinde formandsslaget. Valgkampen  finder  i øvrigt  sted  i en atmosfære af alt andet end fred og harmoni blandt kandidaternes støtter.

Nu hvor det tegner til, at  Vilhelmsen vinder formandsvalget, så trænger spørgsmålet sig på, om hvorvidt SF kan fortsætte i regeringen. For hvad er det lige, som Vilhelmsen formår at ændre ved at sætte sig på formandsposten? Ingen kender svaret. Og de hårde kendsgerninger er, at Vilhelmsen intet har at handle med. Og så er der hele spørgsmålet om, hvilke SF'ere der skal fylde op på ministerbænkene? Hvem ryger ud? Ofrer hun Thor Möger for baglandet? Og hvem kommer ind i stedet? Er det nogle, som S og de radikale har tillid til?

Det er i øvrigt også særdeles interessant, at Venstre i går via Jyllandsposten pludselig meldte sig på banen med hensyn til at indgå en finanslovsaftale. Alle kan se, at der er tale om fisken i rørt vande for at få alt til at eksplodere på venstrefløjen. Enhver snak om, at regeringen  overvejer at  indgå en aftale med Venstre, vil få pulsen til at stige både på folk i Enhedslisten og SF. Samtidigt  lægger det også et yderligere pres på SFs ministerhold og den efterhånden noget vingeskudte ledelse, der p.t. – og synligt for enhver – har meget svært ved at trænge igennem til græsrødderne,  der åbenbart nægter at vælge deres formandskandidat.

Dag for dag taber SF-toppen sålede  både magt, prestige og troværdighed, og bedetæpperne begynder ligeså stille at vende sig mod Vilhelmsen og sikkert også mod nogle af dem, som man tror, kunne gå hen og blive ministre under hendes ledelse. Ifølge Weekendavisens Hans Mortensen fredag, så er den kabale heller ikke nem at lægge, uden at det  kommer til at  minde om  “De Lange Knives Nat”.  De har det i det hele taget ikke særligt nemt i SF for tiden.

 

Kategorier

Boligskat, blå ungdom og Pelle Voigt om SF-formandsvalget i “Cordua & Steno” torsdag

Det er ikke regeringens politik at pille ved boligskatterne. Men de radikale tør godt snakke om forslaget alligevel, mens Venstre er lodret imod. Debat torsdag kl. 10.00 på Radio24 Syv mellem den radikale skatteordfører Nadeem Farooq og Venstres Torsten Schack Pedersen.

Hvis ikke du er rød som ung, har du intet hjerte. Hvis ikke du er blå som gammel har du ingen hjerne, siger et gammelt mundheld. Sådan er det ikke mere. Du unge er blå som aldrig før. Hvorfor?Det diskuterer formanden for SFU, Gry Möger Poulsen, med Liberal Alliances Ungdoms formand Rasmus Brygger.

I den sidste time fra kl. 11 giver SF- veteranen Pelle Voigt sit bud på, hvilken af de to formandskandidater, der efter hans mening har størst chance for at styre regeringspartiet ud af dødsspiralen.

Skriv til os på Facebook-siden Cordua & Steno, hvis du har spørgsmål eller kommentarer eller forslag til en værdig modtager af Ugens Fidusbamse.

Hør hele 1. time bl.a. om boligskatter og debat om   at de unge igen stemmer blåt her

Hør hele 2. time bl.a. med Pelle Voigt om SF og med  Ugens Fidusbamse her

Kategorier

SF-toppen er ved at finde panikknappen

Dagens politiske tophistorie er naturligvis, at SF-establishmentets darling og foretrukne formandskandidat, Astrid Krag, nu via Jyllandposten forsøger at distancere sig fra regeringsprojektet '“ dog uden at reelt at gøre det '“ ved at snakke om, at SF med hende som formand ikke vil gå til valg i en S-SF-alliance.

 »Vælgerne skal vide, hvad de kender SF for. De skal vide, hvad de får mere af, hvis de stemmer på SF. Det ved de ikke i dag, og det er et problem, som vi allerede kunne se ved det seneste valg, « siger Krag til jp.dk onsdag.

Det er et meget smart træk af Krag, at melde sådan ud nu. (Selv om at det er en meget sen erkendelse) Og så er det oven i købet en gratis omgang! For Krags udmelding er reelt uden betydning. Den beskriver reelt bare de faktiske forhold i regeringen, som de ser ud nu. Den nye alliance i regeringen har længe bestået af de radikale og S. Det bekræfter Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke også selvfølgelig uden at være alt for specifik. Han har formentlig været briefet om Krags melding inden, så han kunne lægge ansigtet i de rette folder. (S-toppen håber naturligvis på, at Krag ender med at vinde formandslaget. De ved jo, hvad de har '“ og  ikke hvad de får.)

For realiteterne er, at S-SF-Alliancen døde oppe i toppen af tårnet på Amager, hvor socialdemokraterne og SF smed deres fælles valgoplæg 'Fair Løsning' i skraldespanden til fordel for regeringsgrundlaget fra oktober 2011, hvis økonomiske  trosbekendelse står øverst på side 9:

'Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler herunder tilbagetrækningsreformen.'

Det er den politik, som SF har fået til opgave at føre i stedet for Fair Løsning.

Spørgsmålet er, hvor offensivt Krag kan bruge sin nye erkendelse til med henblik på at mobilisere støtte til sit kandidatur blandt SFs medlemmer.

For her er, hvad Annette Vilhelmsen lidt kækt svarer, på Krags udmelding:

-Det overrasker mig faktisk, at Astrid siger det nu. Men det gør mig glad, for det er det, som jeg hele tiden har ment.

Det er ikke ubegavet svaret. Først lægger hun afstand til- ja næsten mistænkeliggør Krag – for så siden at omfavne budskabet. Ganske elegant!

Så hvad går denne melding her ud på? Har Krag ikke bare forsøgt at lukke en flanke? Og gør det noget større indtryk på medlemmerne? Det er svært at vurdere. Men det er da et godt '“ og nærmest omkostningsfrit – forsøg. Men det siger også noget om, at SFs-top er ved at finde panik-knappen for at få Krag valgt.

I mens turnerer Krags modkandidat, Annette Vilhelmsen rundt bl.a. i Politiken i dag  med en fortælling om, at 'regnedrengene' i Finansministeriet skal skrotte de hidtidige 'neoliberale' økonomiske regnemodeller for i stedet at regne på en ny måde, sådan at de kan nå frem til nogle andre resultater (må man formode) end dem, der hidtil er fremkommet, således at man kan legitimere mere af SFs politik. Hvad det præcist indebærer ud over, at der skal regnes mere grønt, ja det står hen i det uvisse.

Det er også ligegyldigt. For den slags (fore)gøgl  går sikkert  rent ind ude i SF-baglandet.  Formandsvalget i SF handler nu om, hvem der vil og kan dreje partiet '“ og dermed regeringen – mest til venstre. Og det er en konkurrence, hvor Annette Vilhelmsen alt andet lige har de bedste kort på hånden, fordi hun opleves som mest venstreorienteret. Om det så reelt er en mulighed efter formandsvalget. Ja det er nok spørgsmålet.   Den eneste fælde Vilhelmsen ikke skal falde i, er at blive for skinger i sine krav. Indtil videre har hun klaret det fint.

Så mon ikke dagbladet Information ligesom man gør i dag med Steen Gade, skal til at lave flere interviews med bekymrede top-SF'ere her i de kommende uger?

P.s. I “Cordua & Steno” på Radio 24Syv får vi torsdag formiddag besøg i studiet af SFs udenrigsordfører tilbage i fodnoteperioden i firserne, Pelle Voigt, hvor han vil fortælle lidt om, hvordan han ser på formandsvalgkampen i SF. Det bliver spændende! Hør med mellem kl. 10-12.