Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Glistrup, Adam Smith og Benn Q. Holm i 'Cordua & Steno' torsdag

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 7, 2013

Comments icon

Ingen kommentarer

Mogens Glistrup fik en af de mærkeligste skæbner i dansk politisk historie. I år er det 40 år siden, at Fremskridtspartiet tordnede ind i Folketinget med 28 mandater, og manden portrætteres i denne måned i en ny film. Vi har Flemming Chr. Nielsen i studiet, som nu genudgiver sin biografi om den bornholmskfødte skatteadvokat. Det er i 1. time af Cordua & Steno på Radio 24Syv.

Til efteråret ændrer Folketinget spilleregler for de politiske debatter. Fremover vil man kunne se oppositionens leder Lars Løkke Rasmussen  tørne sammen i duel med statsminister Helle Thorning-Schmidt. Vi har talt med Folketingets formand Mogens Lykketoft (S).

Adam Smith er med sine frihandelsidéer og beskrivelsen af markedsmekanismens 'usynlige hånd' en af grundlæggerne af den økonomiske videnskab. For nylig udkom hans hovedværk 'Nationernes Velstand' for første gang siden 1779 på dansk. Vi har professor Peter Kurrild-Klitgaard, som tidligere har skrevet en biografi om den skotske økonom og moralfilosof, i studiet til en snak om Smith og hans banebrydende ideer.

Forfatteren Benn Q. Holm har skrevet adskillige bøger om sin egen generation, der er født i årene efter 1960. Nogle af bøgerne er inspireret af hans egen ungdom i København i 1980'erne og 1990'erne. Hans omgangskreds tæller også kendte kapitalister, som Holm kender fra sin fortid i Konservativ Ungdom i København (KUK) i firserne, hvor han meldte sig under den såkaldte 'anarkokapitalistiske' fløjs faner. Mød   Benn Q. Holm sidst i 2. time, hvor han fortæller om sit eget forhold til politik.

Da dette er en optaget udsendelse, så kan lytterne desværre ikke ringe ind. Men skriv gerne til os på vores Facebookside 'Cordua & Steno'.

Hør hele 1. time om Mogens Glistrup og interview med Mogens Lykketoft her

Hør hele 2. time om Adam Smith og siden forfatteren Benn Q. Holm her

Bottom border