Måned: september 2007

Naturligvis var jeg ligesom så mange andre dybt rystet over TV-værten Jens Blauenfeldt fra DR-Aftenshowet, der forleden dag sad for åben skærm og redegjorde for sine tænkte tåbelige tanker hin dag, da han hørte om terroranslaget på World Trade Center 11. september 2001.

Det kan jo ikke altid være lige genialt alt, hvad man tænker, men man kunne jo gøre sig selv den tjeneste at holde sin mund. I hvert fald når man er på direkte TV. Jeg tror og håber, at Blauenfeldt skammer sig over sin brøler. Nu har han undskyldt, og så må det være ved det. Blauenfeldt skal ikke fyres for sin ufølsomhed over for ofrene eller sine tåbelige synspunkter, for vi har ikke brug for et meningspoliti her i landet.

Til gengæld er det fint nok med en debat om, hvad det er for holdninger til USA som DR og flere af deres medarbejdere lidt for ofte giver udtryk for. For én ting kan DR og Blauenfeldt i hvert fald ikke løbe fra: og det var den åbenlyse anti-amerikanisme som han lod stille til skue. Blauenfeldts synspunkter er jo netop ikke en enlig svale, selvom de fik et mere end almindeligt grotesk udtryk. Så, der er altså noget at arbejde med på Danmarks Radio for at luge ud i det uvæsen. Ingen tvinger DR-medarbejdere til at elske USA '“ det skal vi andre nok gøre '“ men i al rimelighed, så kunne man i det mindste afstå fra at forfalde til den simpleste propaganda.

Nu vi er ved propaganda, så har nogle andre valgt at sætte Blauenfeldts udtalelser i et efter min mening ganske tankevækkende perspektiv. Kritikken af DR for at være “kommunistisk” er nok sat på spidsen, men DR og Blauenfeldt har i denne situation ligesom ikke rigtig noget at lade andre høre. Og så bliver der i øvrigt spillet noget fantastisk rammende ledsagemusik.

Det er i dag præcis ét år siden denne blogger satte sig til tasterne for at poste sin første blog. Det er blevet til nogle stykker siden, og til alt held er læserskaren blevet udvidet til andre end blot den nærmeste familie og gode venner. Næsten dagligt surfer et – for mig – ganske stort antal læsere ind på denne blog for at læse om, hvad jeg mon nu har på hjertet eller for lige at at se, “hvem der nu skal have spanking”, som en ven formulerede det. Uanset motiver, så er alle velkomne. Jeg har lagt mange timer i arbejdet her, som jeg desværre ikke kan leve af, men det har virkelig været det værd. For mit professionelle og personlige netværk har haft rigtigt megen gavn af det, og et eller andet sted er “blogger-tilværelsen” stille og roligt blevet en del af denne signaturs identitet. Det er jeg egentlig lidt stolt over, men grunden til at jeg skriver så ofte, som jeg gør, er simpelthen den enkle: Jeg kan ikke lade være. Så jeg håber, at alle I formentlig i gennemsnit 300-400 daglige læsere fortsætter med at kigge forbi. Tak for det og ikke mindst tak for alle jeres kommentarer.

Vi ses!

Alt godt!

Jarl

Mon ikke at Svend Auken sender Berlingske Tidendes chefredaktør og sin gamle partifælle Lisbeth Knudsen en venlig tanke i disse dage, hvor avisens såkaldte “fornyelse” har decimeret 'Groft Sagt'- spalten væsentligt?

Auken har tidligere harceleret imod de satiriske 'Groft Sagt'- skribenter, der længe har været alibiet for mange borgerlige avislæsere for alligevel at bruge tid på at læse “Den Berlingske Avis”. Den tidligere S-partiformands mange anklager mod 'de gamle sure mænd' såsom Claes Kastholm Hansen, professor Peter Kurrild-Klitgaard, “Vor mand i Singapore” Egon Balsby, jura-professoren m.m. Ditlev Tamm, journalist Lars Hedegaard m.fl.

Det borgerlige figenblad i form af 'Groft Sagt'-panelet har i hele sin levetid været en torn i øjet på den intellektuelle venstrefløj her i landet. Groft Sagt- brødrene har med deres kradse penne systematisk afsløret hykleriske danske politikere samt pinger og bosser i den danske medieverden. Nogle skud har ramt skævt, men langt de fleste har efter min mening ramt plet. 'Groft Sagt' er en moderne institution i landets borgerlige presse. Det er derfor fuldt forståeligt og vel ligefrem meningen at Svend Auken, Mogens Lykketoft og mange andre hader spalten af et godt hjerte. Men nu kan de trække årgangsrødvinen op, slå benene op på bordet, skåle for Lisbeth og tænke: Ah så var hun alligevel på vor side!

Således får alt godt en ende, nu hvor Lisbeth Knudsen har indledt processen med at nedlægge den borgerlige meningsdannelses polemiske flagskib. For efter omlægningen er Groft Sagt – indlæggene pludselig blevet kortere og færre i Berlingskes Magasin-sektion ved let gennemskuelig anvendelse af den velkendte “salami-metode”. Naturligvis er dette et forsøg fra chefredaktionens side på at udvande Groft Sagt lidt efter lidt, der på sigt utvivlsomt skal ende med, at spalten lider en stille død i glemsel formentlig allerede ved næste omkalfatring af avisen. Med andre ord: Lisbeth Knudsen har bøjet sig for kritikken fra ledende socialdemokrater og andre kulturradikale meningsdannere i København, der længe har rynket på næsen og følt ubehag ved så længe at være gået for nær af disse “gamle sure mænds” infame skriverier!

For alligevel at sætte et eller andet i stedet, så har Lisbeth Knudsen derfor introduceret nogle nye såkaldte “blogskribenter” '“ lutter kendte ansigter uden erfaring med at skrive egentlige blogs. Opgaven for dem er øjensynligt at skrive ganske ufarlige kedsommelige tekster totalt uden kant tilpasset Anders Fogh Rasmussen-tidens lidenskabsløse borgerlighed. For eksempel personificeret i den stærkt overvurderede Niels Krause-Kjær, der forleden lagde for ved på sin blog at slå et slag til afskaffelse af skattestoppet. Hvilket mod! Dette skulle altså være et udtryk for den nye borgerlighed på Berlingske? Krause er et typisk eksempel på en skribent fra det pæne medieestablishment i dette land. Her anlægger man kun opportune og stuerene synspunkter, der kan fremme egen karriere. Krauses tekster er således pæne og nydelige, der ikke støder nogle mennesker – hverken læsere eller radiolyttere – fra sig. Fint nok. Lisbeth Knudsen vælger at aflive Groft Sagts tekster der har saft, kraft og bid til fordel for ligegyldige såkaldte 'blogskribenter' som Krause-Kjær og Anders Foghs yndlingskommentator og cheerleader Thomas Larsen. Flittige og pæne Lisbeth spiller på det sikre og tør ikke satse noget. Une personne sans courage c’est dommage!

Strategien vil formentlig gå ud over Berlingske Tidendes profil, men who cares? Der vokser heldigvis mange andre medier op i disse år '“ så hvorfor i alverden dog i fremtiden spilde tiden på debatstoffet i Tanten i Pilestræde.

Læs også: Lisbeth Knudsen svarer Jarls Blog