Just hjemkommen fra en uges dejlig pressetur til Tunesien har jeg gennempløjet aviserne for stort '“ og navnlig småt '“ der kunne hidse en op til at skrive en lille søndagsblog. Og minsandten om der ikke var lidt at interesse. Således kunne dagbladet Politiken forleden berette følgende:
“De politiske spindoktorer er ved at tage magten fra de folkevalgte på Christiansborg”,
“Det er gået over gevind. Det er ligesom blevet en stat i staten, et spindoktorsystem”
Så kontant lyder kritikken fra flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe. De anklager ministrenes særlige rådgivere for at tage styringen af partierne.
»I deres iver for at støtte ministeren er det vigtigt, at spindoktorerne forstår, at det er vigtigt at have folketingsgruppen bag ministeren. I nogle tilfælde kører spindoktorerne for meget på deres egne holdninger og på at beskytte ministeren '“ også over for folketingsgruppen «, siger Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo.
Han får opbakning fra flere medlemmer af Venstres gruppe, der ikke ønsker at stå frem med navn.
Taget i betragtning at Venstres nye pressechef indtil for nylig var Politikens aldeles glimrende politiske reporter på Christiansborg Mikael Børsting, så forekommer tidspunktet for denne artikel at være temmelig sælsomt valgt. For aldrig har Venstres spindoktorer været mindre frygtindgydende. Personligt mener jeg at deres styrke toppede omkring valget i 2005, måske endda før. Så kan der være andre motiver?
Se Børsting skrev som journalist i forsommeren 2007 en fantastisk forsidehistorie, der ret dramatisk kom til ændre hele Christiansborgs syn på Eyvind Vesselbo. Børsting troede, at han havde alle tiders scoop, eftersom at nogen (man kan gætte på hvem) havde bibragt ham den krystalklare opfattelse, at Vesselbo senere selvsamme dag ville springe til Naser Khaders højtprofilerede luftkastel Ny Alliance. Problemet var bare, at Vesselbo undervejs – formentlig natten over – droppede idéen og siden blankt benægtede, at han havde haft den slags overvejelser. Børsting havnede derved i enhver ambitiøs journalists mareridt: En stort opsat forsidehistorie med scooppotentiale, der bliver trykt, for siden at blive undsagt af hovedkilden selv. Det var selvsagt en stor plet på Børstings ellers ganske fine journalistiske karriere og i øvrigt en ret pinlig historie for dagbladet Politikens troværdighed.
Det kunne naturligvis heller ikke forhindre, at Vesselbo også så '“ mildt sagt '“ rigtig skidt ud. Det lykkedes ham senere samme år med nød og næppe at blive genvalgt til Folketinget. I Venstretoppen lavede man den kolde kalkyle, hvor det afgørende var, at Vesselbo så ikke gik over til Ny Alliance, da han endelig traf beslutningen. At gøre en sag ud af det ville være håbløst '“ især da Fogh havde konkrete planer om at udskrive valg senere i august måned (hvad der dog heller ikke skete) og siden balancerede regeringens flertal på en knivsæg. Der kom derfor aldrig en “De lange knives nat” mod Vesselbo. Han fik lov at beholde sine ordførerskaber mv.
Var det så en historie helt uden konsekvenser for Vesselbo? Det har naturligvis den klare konsekvens, at ingen i partiet stoler på denne ret så lunefulde herre. Han betragtes derfor lidt som en omvandrende tidsindstillet bombe, der således kan finde på, hvad som helst, hvis ikke man behandler ham som et råddent æg. Forhåbentlig ryger han ud ved næste valg '“ og før han finder på ulykker. Nu synes Vesselbo pludselig at tiden var inde til at skyde på spindoktorerne. Det kan være, at det er hans gamle ven Børsting, som kom for skade at tage ham alvorligt den sommer for snart tre år siden, der er det egentlig mål for udfaldet i Politiken. Det kan også godt være, at det er den nye miljøminister Karen Ellemanns spindoktor Martin Vith, der gerne vil koordinere ting med miljøordføreren i en sådan grad, at det er faldet den selvbevidste politiker for brystet. I dunno. Sikkert er det, at Venstretoppen i det stille håber på, at vælgerne klarer sagen for dem og undlader at genvælge Vesselbo ved det kommende folketingsvalg.
Britta Schall Holberg optræder også i artiklen. Bevares. Holberg har ingen større ordførerskaber og spiller ingen særlig rolle i folketinggruppen. Hun genopstiller heller ikke. Men til gengæld har hun holdninger som at alt var bedre i gamle dage, hvor der var folkestyre til. Det var dengang at rigsdagsmændene sad i samtaleværelset og røg cigarer og spillede kort, mens de ordnede de politiske forretninger helt uden indblanding fra embedsmænd osv. Jeg vil vove den påstand, at hvis Britta Schall Holberg i 1980'erne havde taget medierne lidt mere alvorligt end hun gjorde, så havde Holberg formentlig fået lov at fortsætte sin ministerkarriere. Det forstod hun ikke og trak sig så siden i bitterhed. Nu lader hun sig bruge som “gammel sur kone” af en Politiken-journalist, der skal bruge en Venstremand til for at artiklen ikke bare bliver Vesselbos opgør med Venstres nye pressechef.
Det er så en af de dage, hvor jeg er glad for, at det er min kone, der betaler Politiken-abonnementet. Politikens politiske redaktør Mette Østergaard skal vist også lige have briefet sin nye mand op mht. at gennemskue dagsordenerne på Christiansborg. Artiklen kunne godt se ud som et forsøg på, at man hjælper Vesselbo med at rette et benspark efter en tidligere journalistkollega, der er gået over til 'The Dark Side'. Det kunne ligne lidt dårlig stil…
P.S. Niels Krause-Kjær behandlede også Vesselbos udfald på sin blog fredag. Det skete ud fra en helt anden vinkel end min, men med en konklusion, som jeg er enig i.