Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Juledukkert til Frank Jensen forude

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 30, 2011

Comments icon

Ingen kommentarer

For 14 dage siden kom overborgmester Frank Jensen i mindretal i sagen om en styrereform af København, da stort set alle udenom Socialdemokraterne gjorde oprør. Siden har en medarbejder i Økonomiforvaltningen lavet en tastefejl på 73 mill. kr. Nu overvejer store dele af Borgerrepræsentationen og borgmestrene at hævne sig på Frank Jensen og hans emsige regnedrenge ved at pudse kommunens revision på økonomiforvaltningen. De tidligere så nære samarbejdspartnere i SF og de radikale har allerede sat sig i respekt overfor Jensen. Nu har de muligheden for at sende ham på juleferie med endnu en huskekage.

Læs min analyse “Københavnsk politik”, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.


First Impression Lasts

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 29, 2011

Comments icon

44 kommentarer

I den sidste tid under VK-regeringen, hvor man vadede i dårlige sager og en ofte elendig håndtering af dem, så lod Helle Thorning-Schmidts spindoktor Noa Redington pressefolket på Christiansborg forstå, at det ville blive helt anderledes, når S kom til magten. Efter et magtskifte ville der komme helt styr på tingene og derfor også levere store planer for, hvad en ny regering ville herunder forkromede strategier mht., hvor magthaverne ville føre samfundet hen. Og naturligvis ville der være udarbejdet detaljerede drejebøger for en ny S-ledet regerings kommunikation. Intet ville således blive overladt til tilfældighederne, hvilket ifølge Redington især blev nødvendigt i begyndelsen af regeringsperioden. For hvis ikke regeringen kom godt fra start inden de første tre måneder, så ville det dårlige indtryk sætte sig hos vælgerne, og det ville blive meget svært at ændre på det. Som Redington formulerede det overfor journalister: First impression lasts.

Hvis Redington stadig har ret i sin analyse, så har han vel stadig til jul for at ændre det mildest talt elendige for ikke at sige talentløse indtryk som regeringen indtil videre efterlader sig. Hvad er der styr på i regeringen? Har den en politik? Har den en strategi for hvad den vil? Er der en ledelse, som man kan få øje på? Svaret kan man læse i de aktuelle meningsmålinger, der taler deres eget klare sprog.

S-SF-R er et fornuftsægteskab mellem tre partier, der alle gerne længtes efter at komme i regering, men hver især vil noget vidt forskelligt ikke mindst, når det gælder den økonomiske politik. Og det ses tydeligt. Måske er der tale om en slags opslidningskrig mellem de radikale og SF om, hvem der nu kan holde længst til at sidde i en regering, der får svært ved at levere på områderne mere velfærd og flere arbejdspladser. Krisen er langvarig, og der bliver derfor ikke noget noget at slå til Søren med de næste par år. Tværtimod. Thorning har allerede med sin 'kamelslugertale' på S-kongressen for nylig annonceret, at hun kommer til at skuffe kernevælgerne, som der tilsyneladende bliver færre og færre af.

Regeringens eneste lyspunkt indtil videre har været finanslovsaftalen med Enhedslisten, som gik nogenlunde glat igennem. Finansminister Bjarne Corydon beviste da, at man magter at regere.

Men ellers har den ene spektakulære personsag i regeringen afløst den næste. I sidste uge var der føljetonen om vækst- og erhvervsminister Ole Sohn, der hele tiden ikke vil svare klart på spørgsmålene, og som vil have alle til at tro, at han som DKP-formand fra 1987-91 var helt og aldeles uvidende om, hvordan det danske kommunistparti var finansieret. SFs formand udenrigsminister Villy Søvndal gjorde klogt i at holde afstand til Sohn. Og måske havde Søvndal en forudanelse, da han droppede Sohn som medlem af regeringens koordinationsudvalg for i stedet at give posten til opkomlingen skatteminister Thor Möger Petersen. Fra Christiansborg forlyder det, at forholdet mellem Sohn og Søvndal ikke har været det samme siden. Og hjerteligheden er næppe blevet meget større efter de sidste par ugers sohnske sort- og udenomssnak samt øh..bøh'¦svar til journalister, der har villet have ham til at forholde sig til de efterhånden ganske mange tidl. DKP og Land og Folk-ansattes udsagn, der i rigt mål modsiger Sohns gamle forklaringer om, at han fra første fløjt var modstander af at lade DKP finansiere af Moskva. Det kan også undre taget i betragtning af, at Sohn på dette tidspunkt havde været medlem af den kommunistiske bevægelse i hen ved 20 år. Det er i øvrigt altid morsomt at høre Sohns mærkeligt undvigende forklaring om, at grunden til at han som 15-16-årig meldte sig ind i DKU i Horsens, alene baserer sig på den tilfældighed, at der på dette tidspunkt desværre ikke eksisterede en SFU-afdeling i hjembyen'¦ Sohn vil gerne fremstille sagen, som om at der bare var tale om et valg mellem at drikke Hof eller Tuborg. Således et typisk sohnsk forsøg på at bortforklare, hvordan han kunne arbejde i en politisk bevægelse, der hyldede et af historiens mest brutale undertrykkende regimer. Yderligere er det morsom igen og igen at høre på Sohns og hans partifællers utrættelige bortforklaringer om, at han for længst 'har skrevet om og gjort op med sin kommunistiske fortid'. Det har Sohn ikke, uanset hvor meget spin og røgslør, der ellers bliver lagt ud. Han har skrevet et par bøger om nogle stakkels '“ og ret naive – partitro danske kommunister, som på tragisk vis gik til i Stalins fængsler. Men der findes ingen bøger eller artikler, hvor Sohn har skrevet om sin egen fortid, og hvad han foretog sig i DKP i mere end 20 år, hvor det i rigt mål er dokumenteret at han også hang ud med kommunistregimernes diktatorer. Det er en kendsgerning, som alle naturligvis bør forholde sig til.

I denne uge har Sohn-sagen fået lov at dø en smule ud indtil det tidspunkt, hvor Jyllands-Posten formentlig finder nye belastende dokumenter og vidneudsagn, der yderligere kan rive trævler af ministerens i forvejen flossede troværdighed. I stedet har løftebrudsdiskussionen fået endnu et boost.

Regeringen kan ikke honorere SFs klokkeklare valgløfte fra valgkampen, hvor Villy Søvndal kontrafej rejste rundt bag på hovedstadens busser med budskabet om at en ny regering ville nedsætte tog og busbilletterne med op mod 40 pct. SFs daværende forbrugerordfører, Pia Olsen Dyhr, fik sagt til Berlingske, at takstnedsættelserne ville være iværksat inden jul for ellers måtte journalisten ringe og skælde hende ud.

I går blev det så meldt ud fra regeringen, at det var der ikke råd til, hvorfor at taksterne nu i stedet bliver sat op!
Det vides ikke om Berlingske-journalisten har gjort noget ved sagen, men til gengæld kunne statsministeren bruge sit pressemøde til at forsøge at svare for sig. Trods statsministerens afvisning, så behøver vi dog ikke denne gang at diskutere hvorvidt, der er tale om et løftebrud, for det indrømmede SFs Anne Baastrup på TV2 News onsdag eftermiddag.

Den stadigt mere og mere rådvilde og alt andet en i karaktertrædende statsminister 'Bambi' Thorning-Schmidt måtte ud over at forholde sig til takstnedsættelserne også lide den tort at blive revet i næsen, at DSBs bestyrelse havde fortjent et ekstra-honorar for at arbejde over i forbindelse med foretagendets katastrofale krise. Hvilket uheldigt sammentræf! Man må da håbe på, at de en dag finder en eller anden i den historisk kostbare rådgiverkreds på Slotsholmen, som både forstår at tænke politik og har held til at trænge igennem til en politiker, der vil lytte til og handle på rådene.

Dagen blev i øvrigt fuldendt da den ellers så højtråbende SF-sygeplejerske Özlem Cekic måtte lægge sig fladt ned i diskussionen om 'fattige danskere' med Liberal Alliances kuglestøder Joachim B. Olsen. 'Ødsle' Cekic havde fundet en kvindelig kontanthjælpsmodtager,'Carina', der var alene med et barn, og som var 'fattig' selv efter at have et beløb på 16.000 kr. efter skat til rådighed pr. måned. Både Cekic og Socialministeren måtte gå til bekendelse og afvise, at 'Carina' var fattig. Taget i betragtning af at den sociale indignation er noget nær SFs eneste eksistensberettigelse, så er Cekic’ amatøragtige medieoptræden endt som en PR-katastrofe for partiet. Og det sker på et tidspunkt, hvor SFs vælgeropbakning i forvejen er i frit fald i meningsmålinger, som med dagens to sidste tabersager in mente, såmænd nok skal blive endnu ringere. Man kan så gætte på om smertegrænsen for SFs videre regeringsdeltagelse går ved 5 eller 4 pct.

Under alle omstændigheder så varer regeringens dårlige indtryk nok ved. I hvert fald indtil videre. Og man må så håbe for Noa Redington og hans chef, at rådgiverens skråsikre spådomme fra før valget, dermed ikke ender med at holde stik.


Konservativ fremtid, unge borgerliges EU-skepsis og demokratiernes krise i “Cordua & Steno”

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 24, 2011

Comments icon

6 kommentarer

I dag torsdag kl 14.00 i “Cordua & Steno” på Radio 24-Syv (102,3 MHz i København) diskuterer vi i 1. time, hvad man skal gøre med Det kriseramte konservative Folkeparti. Debatten tager vi med Liste C's hushistoriker Ditlev Tamm og forfatteren Nikolaj Bøgh, der repræsenter initiativet 'Konservativ Konsensus', der netop har sat sig i spidsen for en ideologisk redningsaktion.

Kl. 14.30 tager vi en debat mellem Venstres Eva Kjer Hansen MF og VU's nye formand Morten Dahlin om de unge borgerliges efterhånden udbredte skepsis mod EU og Euroen.

EU og de vestlige demokratier er i krise. Af frygt for at gennemføre ubehagelige reformer træder de folkevalgte tilbage og overlader ansvaret til teknokrater. Samtidig dominerer verdens største teknokrati Kina klodens økonomi. Kan demokratierne moderniseres så de igen bliver handlekraftige? Den debat tager vi i 2. time kl. 15.00 med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, Politikens chefredaktør Bo Lidegaard og demokratiforsker Henrik Bang.

Update mandag den 28.11.11 Hør 1. time af udsendelsen her. Lyt til 2. time af udsendelsen her.

Bottom border