Kategorier

Wolfgang Schäuble, Nye Borgerlige vs. DF og livet i det tidligere DDR i Cordua & Steno torsdag

Et nyt parti kommer på stemmesedlen ved næste valg. Hvad er det Nye Borgerlige kan tilbyde vælgerne politisk, som ikke allerede findes på DFs varehylder? Det diskuterer vi med Nye Borgerliges formand Pernille Vermund og DFs Marie Krarup i 1. time af Cordua Steno.

2. time har vi traditionen tro Cordua & Stenos årlige 'Tysktime', hvor vi i anledningen af Tysklands genforeningsdag 3. Oktober sætter spot på vores store naboland.

Vi får besøg af Petra Grønlund, som blev født og voksede op i det tidligere DDR, som hun dog flyttede fra, da hun blev dansk gift. Vi ser tilbage med Petra Grønlund på, hvad der var godt og skidt i arbejder- og bondestaten.

Wolfgang Schäuble er Tysklands magtfulde finansminister siden 2009. Hans betydning for europæisk politik kan næppe overvurderes. Tysk økonomi er motoren i europæisk økonomi og det er tysk lavinflationspolitik, der slår takten i Euro-samarbejdet. Og det er altså en 74-årig kørestolsbruger, som vogter over denne politik. I en samtale med Siegfried Matlok, tidligere chefredaktør på Der Nordschleswiger tegner vi et portræt af Schäuble.

Har lytterne spørgsmål, kommentarer eller idéer til programmet eller vores gæster så skriv til os via vores Facebookside 'Cordua & Steno'.

Hør hele 1. time med bl.a. Pernille Vermund og Marie Krarup her

Hør hele 2. time med bl.a. Siegfried Matlok om Wolfgang Schaüble her

Kategorier

Morten Østergaard, is KGB back?, oprør mod udligning og tyske arbejdsmarkedsreformer i Cordua & Steno

Programmet sendt 22. september 2016

Den radikale leder Morten Østergaard langer ud efter Socialdemokraternes Mette Frederiksen og gør haneben til Lars Løkke. Svigter han nu rød blok ved at søge indflydelse ved evt. at lave 2025-plan med de blå? Peger R stadig på Frederiksen? Morten Østergaard er gæst i Cordua & Steno kl. 10.05 på Radio24syv.

Præsident Vladimir Putins parti 'Forenet Rusland' vandt søndag  en stor valgsejr ved Duma-valget, hvor kun under halvdelen af vælgerne gad stemme. Men med mere end tre fjerdedele af stemmerne bag sig kan Putin ændre forfatningen, som han vil. Foreløbig vil han samle sikkerhedstjenesterne under én hat ligesom i 'de gode gamle dage' med KGB, hvor Putin i sin tid gjorde karriere. Vi får en analyse fra lektor ved Forsvarsakademiet Claus Mathisen.

34 borgmestre i hovedstadsområdet mener tiden er kommet til at gøre noget ved udligningsordningerne, der sender store pengebeløb fra især hovedstadskommuner til provinsen. Debat mellem Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S) og formanden fra Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

Den tidligere danske arbejdsmarkedsråd ved ambassaden i Berlin, journalist Poul Scheuer har skrevet en ny bog om de Harz-arbejdsmarkedsreformer, der er en medvirkende forklaring til den høje vækst i Tyskland. Kan vi i det lavvækstplagede Danmark lære noget af dem eller er de et skræmmeeksempel, som det tit fremføres i debatten?

Vi skal også uddele Ugens Fidusbamse. Har du et forslag eller kommentarer til programmet? Skriv til os på Cordua & Stenos Facebookside.

Hør hele 1. time bl.a. med Morten Østergaard her

Hør hele 2. time med bl.a. debat om udligningsordningerne her

Kategorier

Farvel til Europol, Morten Hesseldahl, Det Hemmelige Valg og Sydslesvig i Cordua og Steno torsdag

EU’s kommende sikkerhedskommissær er pessimist mht. til Danmarks muligheder for fortsat at være med i Europol-samarbejdet efter, at vi i december stemte nej til Europol-samarbejdet. Skal Danmark være med så skal det være ad fordøren dvs. i henhold til reglerne om suverænitetsafgivelse, mener han. Og det bliver svært, når Danmark lige har sagt nej til Europol ved en folkeafstemning i december. Og det resultat må EU respektere. Men hvordan hænger denne melding sammen med, at DF og modstanderpartierne   under valgkampen forud for afstemningen sidste år garanterede vælgerne, at Danmark kunne komme med i Europol selv efter et nej?

Vi spørger EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti og   Jan E. Jørgensen, der er Venstres EU-ordfører.

Det er i Cordua & Steno torsdag på Radio24syv kl. 10.05

I et interview for nylig i Weekendavisen påpegede Morten Hesseldahl, der til daglig er direktør for Det Kongelige Teater og i øvrigt i sin tid medstifter af den borgerlig-liberale tænketank  Cepos, at   borgerligheden er blevet kidnappet af dommedagsprofeter fra højrefløjen. Hvad mener han med det? Hesseldahl er gæst sidst i 1. time.

Tirsdag blev der landet over holdt opstillingsmøde til menighedsrådsvalget, der skal finde sted 8. november i år. Det har i mange år været “Det hemmelige valg” sådan at forstå, at meget få har villet stille op til menighedsrådsvalget eller har villet stemme ved valgene. Hvad skyldes det? Er vi blevet et religionsforskrækket samfund? Har ateisterne og deres udmeldelseskampagne vundet?   Er kirken stadig en bærende søjle for nationens kulturelle sammenhængskraft? Hvad skal være Folkekirkens rolle i fremtiden, så den bliver mere relevant for flere mennesker? Vi tager debatten med biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen og Henrik Gade Jensen, sognepræst i Dannemare sogn på Lolland og Thomas Nedergaard fra Ungdomskirken på Vesterbro i København.

Sydslesvig er den tabte landsdel, hvor de dansksindede i området har en evig længsel til Danmark. Dansk Folkepartis Marie Krarup har også et håb om, at landsdelen en skønne dag måtte finde vej tilbage til Danmark. Men hvad er   Sydslesvig for en størrelse? Geografisk er det Tyskland, men med de dansksindede beboede i området udgør det stadig en del af Danmark. Forfatteren Kristian Ditlev Jensen, som bor tæt på grænsen til Sydslesvig, er aktuel med en ny bog om landsdelen.

Har I lyttere spørgsmål og kommentarer til programmet, vores emner og gæster, så skriv til os via Cordua & Stenos Facebookside. Også gerne med et forslag til modtager af Ugens Fidusbamse.