Kunstnerklynk på dåse

Synes din argumentation lyder lige så langt ude som Anne Linnets – jeg tror ikke det er muligt for mig at fremlægge en præcis businessplan for mit bands næste plade, det er umuligt at forudsige indtægterne – Jeg er ret sikker på at Asger Aamund tager en lagt mindre (relativ) risiko med sine selvskaber…

Men du kan selvfølgelig henvise til en bank, der bare elsker kunstnere uden en fremtid?

Peter
“jeg tror ikke det er muligt for mig at fremlægge en præcis businessplan for mit bands næste plade, det er umuligt at forudsige indtægterne”

Og hvad så ?

Anne Linnet må jo tilstræbe at tilpasse sig markedet efter bedste evne, ligesom alle andre mennesker. Hun kan jo hæve prisen på hendes CD’er eller hvad ved jeg. Den særlige risiko der måtte være i “kunst” branchen må de jo tage højde for. Få et arbejde som hjemmehjælper ved siden af kunne være et godt råd – ja det kunne vel tænkes at vi som samfund fik bedre kunst, såfremt kunstnerne også skulle prøve at bevæge sig lidt rundt i virkeligheden og ikke kun i deres egen skatteyder finansierede fantasiverden

Men kunstnerstøtten er jo konkurrenceforvridende. Hun skal åbenbart have penge af det offentlige for at hygge sig i et studie, mens jeg ikke for en krone til at støtte mig i mit blokfløjte kunstprojekt. Det er da ulige vilkår, og så er der ikke engang nogen der har haft mulighed for at vurdere kvaliteten af Anne Linnet’s kunst i forhold til min.
Hvis hun ikke kan leve af at sælge musikken, er den tilsyneladende ikke god nok – der er jo åbenbart ikke nogen der værdsætter den nok til at ville betale for dens frembringelse – altså er det blot hendes eget hobby-projekt.

Jeg kan ikke lige se hvorfor (og hvordan) jeg skal forsvare Anne Linnet, hun er imho utrolig kedelig og intetsigende – min anke er din sammenligning (som er en borgerlig autoreaktion) mellem det at lave kunst og det at lave en businessplan for en virksomhed. Der er stor forskel på at lave en drejebog for en virksomhed og at indspille en plade, male et billede eller lave en skulptur – grunden til at jeg skriver “relativ risiko” er at jeg, i processen, ikke har sikret mig at 4-50 mennesker, banker og aktionærer vender tommelfingeren op til mit projekt. På den anden side koster det mig selvfølgelig heller ikke 250 millioner at lave en lorteplade…

Dermed ikke være sagt at en livslang ydelse er det smarteste i verden, jeg hørte Brian Mikkelsen udtale at det ikke skulle være en social ydelse og jeg er faktisk enig med ham så langt – men kom lige ud over hvem der modtager den (for det kan og bør diskuteres) og frem til hvad vi eventuelt vil med kunststøtte.

Meget kunst bliver produceret som en firtidsbeskæftigelse og fint med mig – men jeg vil tillade at mig at påstå at der er forskel mellem, eksempelvis, musik produceret af en band som arbejder med musikken på fuld tid og et der lige skal stå 13 timer på McDonalds inden de optager.

Jarl Cordua, tak for dit svar, men jeg må ærlig talt sige, at du synes at have misforstået sagen fundamentalt. Den danske stat udbetaler IKKE 23.5 millioner kroner årligt til “de absolut mest succerige og i visse tilfælde stinkende rige kunstnere”. Langt, langt den største del af pengene udbetales faktisk til fattige, men dygtige og anerkendte kunstnere med meget SMÃ… indtægter, folk som man mener fortjener en vis kontinuerlig økonomisk sikkerhed i deres liv og virke. Dem med de store indtægter får kun et symbolsk beløb, da legatet jo netop er stærkt indtægtsreguleret (i virkeligheden alt for stærkt, men det er en anden diskussion). Den symbolske værdi ligger i, at det er en æresbesvisning, ligesom man i forgangne tider har givet til f.eks. krigserfarne officerer og folk fra modstandsbevægelsen – mennesker, der har gjort en særlig indsats for DANMARK. Den samlede værdi af de legater, du harselerer imod, er sølle 1,5 millioner kr, fordelt på 100 modtagere! Det er DE penge, hele diskussionen er udsprunget af, tro det eller lad være, og nu hedder det sig, at ordningen skal afskaffes helt. Det betyder imidlertid ikke, at de kunstnere, som allerede er på støtteordningen, vil få den inddraget, for det kan næppe juridisk lade sig gøre og ville da også være en hån uden lige. Nej, det betyder udelukkende, at kunstnere af yngre generationer (det vil i høj grad sige dem, der kommer efter 68-generationen) vil blive nægtet adgang til dette privilegium og denne anerkendelse fra staten. Ja, det er virkelig smukt!

Det er i forvejen et problem, at der er meget få yngre forfattere i Danmark, og jeg er sikker på, at det her nok skal hjælpe, sammen med hele den hetz der konstant køres imod nogle af de fattigste og flittigste mennesker i Danmark, som knokler for peanuts dag og nat for at opretholde og videreudvikle landets kultur.

I øvrigt brugte jeg ordet ‘Endlösung’ i bred forstand, i dette tilfælde at mange i dag har den yderst farlige holdning, at den økonomiske liberalisme er løsningen på ethvert samfundsspørgsmål. Jeg mener, det er en svaghed ved nordeuropæisk mentalitet i det hele taget, at vi har en tendens til at tro, den slags ufleksibel tankegang kan føre noget positivt med sig. Det er jødeudryddelserne det mest ekstreme eksempel på, men der ud over var det ikke min mening at drage nogen sammenligning, hvilket jo også ville være helt ude af proportioner, ingen tvivl om det.

Klart afskaf momsen på kunst. Det er vist endda blevet foreslået får af nogle fra venstre.

IT er vel kunst, ikke også?

Jarl, tak for svaret, men lad os holde os til sagen og undgå de private udfald (håber dog, du vil synes om bøgerne – et par af dem findes vist stadig på et bibliotek hist og her).

Som jeg forstår dig, vil du (og mange andre) gerne have kunst og kultur, men det skal fungere på det liberale markeds principper. Jeg kan sagten se det besnærende i tankegangen, og jeg kritiserer ikke den liberale model som sådan, den har uomtvisteligt sine positive sider. Min pointe er bare, at al erfaring viser, at der i forhold til kunsten er tale om to karambolerende størrelser. Det er en ganske logisk og særdeles udbredt antagelse og har været det i århundreder. Jeg har bare søgt at underbygge yderligere ved mit eget eksempel, der langt fra er unikt. Sagt på en anden måde: Hvis det nu viser sig, at du rigtig godt kan lide mine bøger og synes, de er vigtige, hvad jeg faktisk ikke regner for usandsynligt, så kan jeg fortælle dig, at uden Statens Kunstfond var de aldrig udkommet, og du ville være henvist til nogle ganske, ganske få bøger, hvis du ville læse noget på dansk, og det ville næppe være forfattere af den art, der tiltaler dig.

Det er ikke unormalt, at man har en politisk teori, som man på visse felter er nødt til at danne undtagelser fra. Liberalismen blev som bekendt grundlagt af Adam Smith i midten af 1700- tallet, så det er nok rimeligt at mene, den kan tåle et par modifikationer. I øvrigt er det måske værd at nævne, at Smith selv meget kraftigt betonede, at der var områder, hvor teorien var problematisk, bla. på det sociale felt. Han er blevet stærkt forenklet af eftertiden og gjort til en skurk af venstrefløjen, så de fleste i dag nok vil undre sig over at høre, at han bla. var en stærk inspiration for Karl Marx.

Jeg er i øvrigt åben over for konkret kritik og konkrete forslag til, hvordan kunsten kan overleve i Danmark. Jeg mener bestemt ikke, at forholdene er ideelle, langt fra, og som alle andre danske forfattere ville jeg naturligvis elske at sælge i titusindvis af bøger og glemme alt om statsstøtte. Det eneste, jeg siger, er: kære venner, tak for de gode ideer og forslag, men lyt dog til erfaringens dirrende røst! Det er ikke så nemt, som I tror, og jeres erfaringer fra det private erhversliv, så meget jeg end respkterer dem, er simpelt hen ikke anvendelige inden for mit arbejdsområde. Så I skal passe allerhelvedes meget på, for den lidt for rendyrkede liberaliske model, I fremsætter, kan få ganske forfærdelige konsekvenser mange generationer frem over.

En klog mand har sagt, at fejlen ved socialismen er, at den tror, staten kan styre alting, inklusive økonomien. Og at fejlen ved liberalismen er, at den tror, man kan behandle alle forhold i samfundet, som om de er økonomi, inklusive statsanliggener. Jeg tror, en del af vores problem her skyldes, at det topolære politiske felt, som opstod i Danmark navnlig i efterkrigsårene, savner plads til mange menneskelige forhold. Det tvang danske kvinder væk fra deres egne børn og over i daginstitutioner. Det klemte kunsten inde mellem krav om “folkelighed” og markedsmekanismer og gjorde den til et politisk gidsel partierne imellem. Folkeskolen gik det på samme vis. Udviklingen har desuden på en eller anden måde fjernet danske mænd fra litteraturen i en grad, så det tangerer kulturel tragedie – og her har vi måske ligefrem den psykologiske basis for hele debatten. Nogen føler sig låst ude, og hvis det er dét, vi taler om, så er vi rørende enige – men så er det bare et helt andet sted, vi skal tage fat!

Hvis ikke Søren Krarup havde forsøgt at kidnappe udtrykket, ville jeg sige, at det er kulturkonservatisme, der savnes i dag. Jeg ved ikke, om man kan sige den slags på en “uafhængig liberal” blog, men nu kom jeg altså til det alligevel.

Så nu ved I, hvor I har mig.

Superman, tak for svaret, jeg kan udmærket se, hvorfor du havner på disse synspunkter, men et par relevante forhold gør sig gældende.

Først og fremmest er det jo ikke ligefrem unormalt, at kunstere bliver misforstået og/eller ignoreret af deres samtid. Gud ske tak og lov for den kunst, de i tidens løb har produceret alligevel, i reglen med støtte fra filantroper eller fonde. Om jeg selv falder inden for denne kategori, skal jeg anstændigvis ikke kunne sige, og det er der nok heller ingen andre, der kan med sikkerhed – nogle synes dog at mene det. Men primært føler jeg, at jeg har noget at komme med, derfor bliver jeg ved, og som du kan se, synes forlagene det samme (i øvrigt løber regnskabet rundt for dem, bare de sælger 1000 eks. af en bog – hvilket for mig giver højst 20.000 kr. Undskyld, var det klynk igen? Det var nu ment som oplysning. Jeg går ud fra, at I gerne vil vide, hvad det er vi taler om her).

Desuden: Jo, mine salgstal kunne tyde på manglende interesse, men så vidt jeg kan skønne har jeg (stadig) rigtig mange bibliotekslånere blandt mine læsere. Det stemmer i øvrigt overens med det miljø, jeg selv er opvokset i og ofte føler, at jeg henvender mig til.

Dermed er vi ovre i noget, der er fuldstændig centralt for diskussionen:

Det var i årevis sådan, at bøger i Danmark – på nær klassikerne og de aktuelle topscorere – i store træk kun blev solgt direkte af forlagene til bibliotekerne. Det gælder især for børnebøger, som stort set aldrig kom ud i boghandlerne, og i mange tilfælde stadig ikke gør det. Da jeg udgav min første ungdomsbog, “En flænge i verden”, kunne bogen ikke engang særbestilles af en interesseret læser via en boghandel. (I øvrigt kan jeg som kuriosum nævne, at en meget ung Klaus Rothstein var redaktør på bogen.) Sådan var Gyldendals politik på dette tidspunkt med denne type bøger.

(Hvis I nu synes, jeg promoverer mig selv igen, må jeg dels svare: “Nej, den slags har ingen betydning, det er netop pointen her,” og dels: “Var det ikke netop det, I sagde, jeg skulle?”)

Jeg blev voldsomt forfærdet over den nævnte salgspolitik, og det virker jo også umiddelbart vanvittigt. Men på en måde giver det alligevel fornuft. I stedet for at hver enkelt boger opbygger sin egen bogsamling, betaler borgerne fælles til opbygningen af folkebiblioteker, hvor de kan gå hen og læse, når de har lyst. De behøver ikke bekymre sig over kvaliteten, det har litterære eksperter allerede gjort for dem (den slags er selvfølgelig altid diskutabelt, men det er en anden debat – lad os tage den særskilt). Ordningen betyder selvfølgelig, at forfatterne dermed snydes for en salgsfortjeneste, men det bliver opvejet af biblioteksafgiften. Såre enkelt, enormt fornuftigt.

Dette system er i øvrigt miljøvenligt og sparer store ressourcer i papir og produktion, det giver mere plads i hjemmene, det giver adgang til kollossale mængder litteratur af alle afarter, og det giver mulighed for at udforske nye forfatterskaber uden at behøve investere i dyre bogkøb, man muligvis siden fortryder.

Hele dette scenario indstillede forlagsverdenen sig naturligvis på, selv efter at der fra og med begyndelsen af 1980’erne blev skåret gradvist mere og mere ned på bibliotekernes bogindkøb. I dag er systemet ved at blive skudt fuldstændig i sænk, og konsekvenserne kan blive forfærdelige og uoprettelige, for man stiller kun den liberale markedsmodel op som alternativ, og den fungerer ikke her. Den er ikke alene associal og ressourceforbrugende, den er også kulturelt destruktiv. Den hører hjemme i industrien og erhvervslivet – og der fungerer den fint.

Okay, der er folk, som føler sig pisset på og tilsidesat af såkaldte kultureksperter, og det er i allerhøjestse grad værd at diskutere. Men de reagere ligesom manden, der havde trådt i en lort, og som i raseri greb en økse og huggede den forkerte fod af: han overreagerede på et relativt lille probleme, og han skadede sig selv ubodeligt undervejs.

Her har vi måske sagens kerne: I, der læser og deltager i debatten her, har i årevis af afdankede rødstrømper og grydeklippede pædagoger fået indpodet den forstilling, at der ikke længere skrives bøger for jer. I tager fejl.

Gå på biblioteket og bliv forundret. Jeg anbefaler: Gorm Henrik Rasmussen, Peter Rønnow-Jessen, Gynther Hansen, Jakob Ejersbo, og mange, mange flere. Vi er til for jer, brug os!

Claes Johansen skrev: “Hvis det nu viser sig, at du rigtig godt kan lide mine bøger og synes, de er vigtige, hvad jeg faktisk ikke regner for usandsynligt, så kan jeg fortælle dig, at uden Statens Kunstfond var de aldrig udkommet, og du ville være henvist til nogle ganske, ganske få bøger, hvis du ville læse noget på dansk, og det ville næppe være forfattere af den art, der tiltaler dig.”

Det er en klassisk fejlslutning. Du fokuserer på det man ser, men glemmer det man ikke ser. (jf. Frederic Bastiat: “What is seen, and what is not seen”) Kort fortalt: Hvis staten ikke havde stjålet vores penge og givet dem til de kunstnere som staten synes om, så havde vi stadig haft de penge og vi havde dermed været istand til at efterspørge kunst fra de kunstnere som vi selv synes om. Det kan godt være at din bog ikke ville være udkommet, men til gengæld ville der være udkommet noget, som er meget bedre. (no offense, jeg kender ikke til dine bøger. Jeg pointerer bare at markedet er bedre til at tilfredsstille en efterspørgsel end staten – også indenfor kunst og kultur)

Når Venstre og DF kommer med forslaget om at revidere Statens livsvarige kunstnerydelse er det sikkert et populistisk greb “nu har vi vist malket muhammedkrisen for hvad vi kan, skal vi prøve at se hvad vi kan få ud af kunstnerne”, men derfor kan man vi måske alligevel med fordel se på hvordan støtten er konstrueret og hvad den skal gøre godt for. Idet det totale beløb er så forsvindende lille – i sammenhængen, og at beløbet per person gennemsnitligt ikke er mere end 83.636,- kr. er der altså ikke en nationaløkonomisk desperat tvingende årsag til en besparelse i den del af budgettet.

For nogle år siden havde jeg en samtale med Jens Birkemose der, som I sikkert ved, er modtager af støtten. Han forklarede meget interessant om at den livsvarige er indtægtsreguleret, men at den aldrig kommer under 15.000 om året, selv om han havde villet. Derfor var15.000 det beløb han, og tydeligvis mange andre af kunstnerne modtager. For ham og flere andre af kunstnerne er ydelsen mere en ære, lidt som at blive slået til ridder, som de har sagt ja til. En ære mere end det er en økonomisk sikkerhed. Nu kan man så sige at det at blive slået til ridder kan man bare afvise, hvilket der osse er nogen der gør, men det er så en helt anden diskussion.

Nu synes jeg ikke at Anne Linnets udtalelser var særlig tæt på at forklare hvorfor at de livsvarige ydelser har en relevans, for i hendes tilfælde kan det diskuteres om hvorvidt det i sidste ende rigtigt har været af afgørende betydning med støtten i det tilfælde hun nævner. Men når Kirkeby, Linnet, Rifbjerg m.fl. bliver gamle og affældige, som vi jo alle gør, og af et ellerandet tilfælde ude af stand til at forsørge sig selv, så kan man osse i et liberalt samfund, såvel som i hvilketsomhelst civiliseret samfund forestille sig at støtte dem, som en anerkendelse af deres betydning. Om ikke andet så for at undgå beskæmmende historier med fotodokumentation om at Per Kirkeby ender på Mændenes hjem med savlen ned af hagen, og lort i bukserne. For det er ikke rigtig sjov at på den ene side at forklare hvor vigtig vores viden og kultur er, og så på den anden side skulle sige at vi i virkeligheden er ligeglade med dem der producerer det.

Også denne diskussion bekræfter – uafhængigt af sit indhold – at en gang tildelte offentlige støttekroner aldrig igen kan fjernes.

Lad os bare kalde de offentlige midlers første lov.

Efter den lange, dog interessante, kommentartråd tænkte jeg noget af det samme som Poul Højlund ovenfor.

Jeg har selv skrevet lidt om emnet, men som sædvanligt er alle “kloge” tanker allerede tænkt før.. Jeg kan i hvert fald fint tilslutte mig Jarls synspunkter.

25. Min pointe var bare, at det er absurd at tro, at der ikke ville blive produceret kunst, hvis ikke staten støttede det. Folk vil altid efterspørge kunst. Og når noget efterspørges, så vil det også blive udbudt – også selv om kunstnere er underlagt vanskelige arbejdsvilkår med lange perioder uden indtægter o.s.v. Det samme er jo gældende for f.eks. Asger Aamunds biotekselskaber, som det nævnes længere oppe i tråden.

Jeg kan kun tale for mig selv, men min holdning til kunst skyldes i hvert fald ikke antipati mod kunstnere. Det skyldes simpelthen at jeg er liberalist, og mener at relationer, herunder økonomiske, mellem mennesker i videst mulig udstrækning bør være baseret på frivillighed og ikke på statslig tvang.

I øvrigt er dette emne ikke noget der kan hidse mig synderligt op. Det er jo småpenge i det store spil. Og jeg har skam, som du selv skriver, meget mere travlt med at brokke mig over alle de andre ting, som staten smider mine penge efter.

33. Niels Bonde. Jeg går ud fra at din kommentar var til mig. Ja, det er alt sammen tvang, og jeg ville gerne afskaffe det hele. Men jeg er her ikke for at tage den store diskussion om indførelse af minimalstaten. Jarls indlæg handler om kunststøtte, og det var dét, jeg kommenterede på. Og i øvrigt kan jeg overhovedet ikke lide nogen som helst ministre, i særdeleshed ikke Brian Mikkelsen. Dine beskyldninger om Rindahlsk populisme og dobbeltmoral kan du godt pakke sammen '“ det er simpelt hen skudt helt forbi.

Du nævner muligheden for at flytte til New York, hvor 'skoene ikke klemmer helt så meget'. Er der mere generøs støtte fra staten der, end der er i Danmark? Jeg spørger helt oprigtigt for jeg aner det ikke '“ men det ville da undre mig. Jeg ville umiddelbart tro at grunden til at New Yorkere har et mere positivt syn på kunst og kunstnere, netop er at staten holder sine beskidte fingre væk.

@Bonde

Du skylder stadig Lasse svar på om New Yorkerne er mere generøse end staten er på vores vegne.

Indtil videre har du nævnt NEA, som vist modtager i omegnen af $150 mill./år, hvilket bliver under 3kr. pr. amerikansk statsborger/år. Til sammenligning modtager Statens Kunstfond næsten 100 mill.kr./år hvilket er over 15 kr. pr. dansk statsborger/år – hvilket ikke helt synes at støtte din påstand.

Lars, du uddyber (måske på vegne af) Lasse et spørgsmål. Er du og Lasse samme person? Det til side, så må jeg sige at skylder jeg svar, så skylder du også at læse svaret grundigt, idet jeg på intet tidspunkt svarer det er eksakt det samme i støtte per person. Hvad jeg svarer går på det principielle i virksomheden og deres formål.

“Er der mere generøs støtte fra staten der, end der er i Danmark? Jeg spørger helt oprigtigt for jeg aner det ikke '“ men det ville da undre mig. Jeg ville umiddelbart tro at grunden til at New Yorkere har et mere positivt syn på kunst og kunstnere, netop er at staten holder sine beskidte fingre væk.”

Lasse er tydeligvis imod Staten som sådan, det er lidt uklart om det er udfra et klassisk anarkistisk synspunkt, eller et ultraliberalt synspunkt, men at dømme efter “staten holder sine beskidte fingre væk” er det meget dybfølt. Lasse spurgte om der var mere generøs støtte fra staten. Først og fremmest er man nødt til at tænke på de enorme forskelle på USA og Danmark, hvor størrelsen og dermed antallet af mennesker betyder en hel del i netop det her regnestykke. Samtidig kan man osse se konkret på hvor deres penge bliver brugt, og her er der næsten ingen af pengene der tilfalder midtvesten, og så bliver der rigtig meget mere til kysterne, specifikt NY og LA, men hele den diskussion er kompleks, i regnestykket skal osse alle de penge der ikke beskattes fordi de gives direkte til kunst på den ene eller anden måde. Men nej, det er der ikke, men der er en mere generøs holdning. Og i mit argument har en eventuel inddragelse af de små beløb aldrig været det egentlig problem. Problemet ligger i holdningen om at det til enhver tid skal være helt iorden at mere eller mindre talentfulde ministre have tildelt en ikke alene ordener, og pension på omkring en million ikke indtægtsregulerede kroner om året – og deres enker skal osse have, for ikke at tale om de utallige embedsmænd, ambassadører.

Så lang tid jeg kan huske har der været en hel del, mindre end lysende kulturministre. Uden at gå ind i hver enkelts kvalifikationer så kan jeg ikke se hvorfor at man mener at pensionen er selvklar til Nathalie Lind, Lise Østergaard, Mimi Stilling Jacobsen, H. P. Clausen, Ole Vig Jensen, Grethe Rostbøll, Jytte Hilden, Ebbe Lundgaard, Elsebeth Gerner Nielsen, og samtidig mener at deter helt forfærdeligt at vores Oscarvindere, Guldpalmevindere, arkitekten bag Sidneyoperaen mfl skal tildeles nogen form for æresbevisning? I manges tilfælde drejer det sig om latterlige 15.000,- topbeskattede kroner. Derimod mener jeg helt ærligt at beløbet IKKE skulle være indtægtsreguleret, for ydelsen vi taler om skulle være en ære og en pris, ikke en slags overførselsindkomst.

Men måske skulle jeg vende Jarl Corduas ad hominem om og spørge om årsagen til at netop den økonomiske sammenligning ikke går hjem, kan det skyldes at det er den pension han selv håber på? Eller hvad med Brian? I så tilfælde kan jeg godt forstå at der kæmpes ekstra hårdt for at føre kampen over i den modsatte lejr, een millon om året i 37 år er da nok værd at kæmpe for.

37.+40. Niels Bonde

Jeg kan altså ikke overskue at skulle forholde mig sagligt til offentligt ansattes løn, anarki ctr. liberalisme, ministerpensioner og drikkevandskvaliteten i Nepal på én gang. Så jeg vil tillade mig ikke at svare på det hele.

Men jeg vil gerne lige holde fast i eksemplet fra USA. Jeg har været inde på NEA's hjemmeside og er kommet frem til samme resultat som Lars Andersen. (nej, vi er ikke samme person) Statens Kunstfonds budget er ca. 5 gange større end NEA's pr. capita. (At store dele af den amerikanske kunststøtte udbetales i LA og NY er vel bare et udtryk for at kunstnertyper fra hele USA søger mod disse to kulturelle centre. Og mon ikke det samme gør sig gældende i Danmark '“ altså at mange kunstnere lever og arbejder i Københavnsområdet.)

Til gengæld gives der i USA mange penge til kunst fra fonde, firmaer og privatpersoner, da folk naturligvis fortsat efterspørger kunst. Du skriver at det ikke gør den store forskel '“ jeg mener netop at det er det, som gør forskellen. Selv om udgifterne er fradragsberettigede, og staten dermed 'betaler' en del af prisen, så er det stadig den enkelte person/virksomhed som skal betale den resterende del '“ og endnu vigtigere: Det er den enkelte person/virksomhed, og ikke staten, som afgør hvilke kunstnere de ønsker at støtte. Jeg tror det er årsagen til den mere entusiastiske og positive holdning overfor kunst, som du selv har oplevet i New York? Og jeg synes at de tal, som er kommet frem her, underbygger min påstand.

Til hr. Lars Andersen.

Må jeg starte med at sige, at jeg fornemmer, det er lidt mere end blot en “revision af kunststøtten”, De er ude efter.

Desuden:

1. Det er Dem, der vil regne i kronebeløb pr. skatteyder. Hvis De i den forbindelse sammenligner to situationer, hvor der hersker procentuelle forskelle, vil det naturligvis afstedkomme en forskel i konkrete beløb. Det var i al sin enkelhed min pointe.

2. De siger her nøjagtig det samme som jeg, blot betragter De regnestykker fra den modsatte ende, hvilket synes at være det, der forvirrer Dem.

3a. Nej, jeg havde heller ikke ventet, at De ville forstå dette, men nu prøver jeg alligevel at forklare: De særlige problemer ved at komme fra en lille kulturkreds og skulle udtrykke sig over for et verdenspublikum, også selv om man ikke nødvendigvis udtrykker sig via sproget, skyldes typsik de kunstnerisk fremstillede problemstillingers afhængighed af mangfoldige lokale forhold, navnlig historiske, men også geografiske, genetiske, sågar biologiske osv. Her ud fra skabes en basis af unik og for andre kulturer ofte ubegribelig eller irrelevant konsensus. Det siger sig selv, at jo mindre, ældre og isoleret kulturen er, jo større bliver forståelsesbarrieren over for omverdenen, og jo sværere bliver det for kunstneren at bryde igennem kommercielt på et større plan. Ironisk nok var Kristen Poulgaard ufrivilligt inde på noget af det rigtige med sin historiske udtalelse om, at “Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet.”

3b. At dagens danskere ikke forbruger god og vigtig kunst i det omfang, det burde ske, skyldes mangfoldige forhold, det vil føre for vidt at diskutere her, men primært handler det om information – lidt i samme stil som med fødevarer. De smart indpakkede færdigretter vinder i konkurrencen med det sunde og tidskrævende, med mindre der gribes ind fra politisk og ekspertmæssigt hold med oplysning og undervisning.

4. Jeg har ikke anvendt udtryk, der for mig er tomme floskler. Hvis De ikke forstår den følelsesmæssige og metafysiske meningen bag, kan det måske skyldes en indre mangel hos Dem selv, medfødt eller traumatisk relateret. Jeg kan i det hele taget ikke helt hitte ud af, om De ikke kan eller ikke vil forstå, men jeg gætter på det sidste, hvilket kan få mig til at undre mig over, at jeg i det hele tager besværer mig med at skrive alt dette til Dem; men måske er der andre, der læser med.

5. H.C. Andersen havde adskillige rige mæcener (sådan gjorde man dengang), Karen Blixen kom fra en velhaverfamilie og behøvede derfor ikke støtte, Peter Høeg har naturligvis modtaget støtte fra Statens Kunstfond, uden hvilken han næppe var nået dertil, hvor han er.

6. Kunst, der bevidst søger at tjene forretningsfolk eller for den sags skyld politiske idealer, fungerer ikke, det er blevet bevist igen og igen. Dette bør dog ikke forhindre forretningfolk i at interessere sig for kunst, og efter min mening er det ikke en fejlagtig udnyttelse af kunsten, hvis man bruger den til at profilere sig selv som dansk. For mange mennesker verden over står Danmarks navn for kvalitet, initiativ, engagement og flid. Det gælder både for dansk kunst og for industrien, så det er rimeligt at drage en parallel.

Det forekommer mig i øvrigt at være længe siden, vi har hørt danske kunstnere beklage sig over de mangfoldige støtteordninger, man har inden for industri og landbrug.

Kære Niels Bonde.

Dit forrige indlæg påviser glimrende, at kunstdebatten i Danmark ikke er rationel. Dermed mener jeg, at den umuligt kan være økonomisk funderet. Diskussionens karakter bestemmes i stedet af psykologiske faktorer.

Sagt på en anden måde, mange danskere reagerer nærmest refleksmæssigt aggressivt over for kunstnere. Vi kan diskutere kunststøtte og alt det andet og hamre hinanden oven i hovedet til evig tid, men det bliver kun værre og værre undervejs – som vi nu har set det igennem årtier. Hvor slemt skal det blive, før begge parter standser op og tænker sig grundigt om?

Ingen kan selvfølgelig mene det samme om alting, men jeg tror, der er megen helt unødvendig og ukonstruktiv aggressivitet i det her. Jeg tror IKKE, det primært har at gøre med jantelovsmentalitet, for der er sket forunderlige forbedringer på dette felt inden for de senere år. Jeg tror heller ikke, at vi kunstnere som samlet stand er helt så uskyldsrene, som vi ofte gerne vil gøre os til.

Der var en tid, fra ca. midten af 1950’erne og to-tre årtier frem, hvor kunsten opfattede det som sin primære opgave at være provokerende. Det var i høj grad et generationsoprør. På den ene side de gamle, som havde oplevet krisen i 1930’erne og derefter besættelsen, og som helst bare ville have ro og fred for enhver pris, på den anden side en ung, frembusende generation, fuld af energi og lyst til at at skabe nye, originale udtryksformer. Kunne de gamle ikke forstå det, nåja, så skråt op med dem!

På afstand er det nemmere at forstå begge parters følelser. Men samtidig er der heller ingen tvivl om, at der var megen sur og indelukket forstokkethed på denne ene fløj, og megen barnagtigt tåbelig og til tider faretruende stupid provokation på den anden (jeg tænker her navnlig på flirteriet med f.eks. sovjetmarxismen). Det var i denne spændte situations tidlige dage, man indførte Statens Kunstfond, og modreaktionen var den såkaldte rindalisme, der stadig spøger i kulissen.

Men nu er det blevet 2008, og situationen er fundamentalt forandret. Vi kunstnere er selvfølgelig stadig en flok småsindssyge og uregerlige børn på mange områder (faktik vil jeg lige slå hovedet tre gange inde i væggen, inden jeg skriver videre … sådan, det var bedre), sådan som kunstnere alle dage har været det (komponisterne er de værste), og en vigtig funktion i vores virke består stadig af provokation. Men overordnet har parterne i realiteten nærmet sig hinanden betydeligt – på begge fløje. Det har bare ikke fået lov til at skinne tilstrækkeligt igennem i kunst- og kulturlivet, der stadig synes at sidde fast i en forlængst forsvundet verden årgang ca. 1962, bare værre.

Hvorfor har vi så disse anakronistiske debatter? Fordi politikerne ved, der er stemmer at hente, hvis man hele tiden sørger for at opretholde illusionen om dette kunstige spændingsfelt. Det er en historie så gammel som romerriget: del og hersk. Og så fjerner det opmærksomheden fra andre områder, hvor de selv kunne udsættes for kritik, jf. forrige indlæg.

Men nok om alt det. Lad os skille tingene ad i stedet for at rode dem sammen. Lad os begynde at diskutere, hvordan vi praktisk kommer videre. I virkeligheden drejer det sig om forståelse for modparten, for kun meget få ønsker jo i virkeligheden, at dansk kunst skal reduceres til et sted i nærheden af nulpunktet – de har bare ikke forstået erhvervets præmisser og de katastrofale konsekvenser det kan få, hvis man tror på visse politikeres ideer om at ville overføre liberalistiske markedsmodeller på det. Og for kunstnerne er det værd at huske på, at de, der protesterer imod dem, næppe primært kommer fra de højere, dannede, borgerlige lag, men snarere fra den mere jævne befolkning, der ofte er dem, der må trække læsset for samfundet som helhed, og som nemt kan komme til at føle sig nedgjort af intellektuel arrogance eller kunstnerisk mangel på kommunikationsevne, for nu at sige det rent ud.

Hvor og hvordan begynder vi, Niels – og I andre?

@K Jørgensen.

Du skriver:

Selv hvis jeg gik ind for en fuldstændig fjernelse af statslig kunststøtte, ville det stadig aldrig være rimeligt at sammenligne med politisk forfølgelse. Dette er, som jeg skrev tidligere, en patetisk afsporing af debatten, og en hån mod reelt politisk forfulgte.

Derudover har jeg følgende kommentarer:

Til 3b: Jeg regner med at du godt er klar over, at det du skriver her, emmer af elitær arrogance, og ikke som om det ikke var nok, er det også meget forkert. Det er ikke mangel på information, der gør at danskerne ikke forbruger kunst i det omfang du mener de burde (i min verden er det meningsløst at bruge ordet “burde” i den sammenhæng), for informationen er let tilgængelig, for de som ønsker at få den. Danskernes forbrug af kunst er en konsekvens af de individuelle valg vi træffer for hvordan vi har lyst til at bruge vores fritid, og derfor altid hvad det “burde” være. Din sammenligning med fødevarer er næsten morsom, fordi det at lave gourmet mad, netop er en af de helt store trends for tiden – fordi danskerne har lyst til det.

Til 4. Du skrev: “Her handler det om erkendelsen af, at Danmarks primære råstof er folkets kulturelle, uddannelsesmæssige stade” Det er min bog et skoleeksempel på en tom floskel. Men det er jo nok bare en mine mange traumatisk relaterede mangler.

Til 5. Jeg håber at vi sammen kan sætte pris på det morsomme i at du valgt jordens dårligste eksempler på at staten skal yde kunststøtte. Høeg modtog støtte fra Statens Kunstfond i 1993, året efter Frk. Smilla, så jeg tror roligt vi kan konkludere at han klarede sig fint uden staten – og dine Blixen og Andersen havde heller ikke brug for staten til at hjælpe dem på fode – for H.C. Andersens vedkommende fristes man til at sige tværtimod. Danmark har skabt store kunstnere, statens kunststøtte har ikke .

Jeg er enig i dit 6. punkt, hvilket bringer os til finalen: “Det forekommer mig i øvrigt at være længe siden, vi har hørt danske kunstnere beklage sig over de mangfoldige støtteordninger, man har inden for industri og landbrug. “ – nej selvfølgelig! Så ville de jo skære i den statsstøttede gren de selv sidder på.

Mine argumenter er i sin kerne henvendt til kulturministeren og derved partiet Venstre, som bringer hele spørgsmålet op. De støtter landbruget med 10 milliarder om året (2.000 kr for hver dansker), hvilket ikke alene er dyrt men også skaber nationale problemer (hvornår har I sidst set en ko på sjælland?) såvel som globale problemer. Og industristøtten der osse bliver til nogle tusinde kroner per næse.

At der er mennesker der får løn fra staten for deres arbejde og pension er sikkert også en torn i øjet på Lars Andersen. Men jeg synes at han og Kulturministeren og partierne Venstre og Dansk Folkeparti skulle droppe deres hykleri og tage fat på de rigtige problemer. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget?

Der er latterligt at påstå at der er katastrofale konsekvenser for Utzon eller Lars von Trier hvis de bliver berøvet deres 15.000 kr. om året som de får. Småpengene har i praksis ingen konsekvens for de mennesker. Men holdningen har en konsekvens. Holdningen der siger at minister Brian Mikkelsen eller hans efterladte i ro og mag kan hæve een million om året de næste 37 år, mens at hvis een af vores Oscarvindere får 400 kr efter skat om måneden, så er det en national sag der straks skal sættes en stopper for. Den holdning er meget skadelig for det siger direkte til os alle at det er bedre at sidde at forvalte og administrere end det er at skabe noget, opfinde noget, være kreativ. Karen Blixen skrev en fin historie om mangel på forståelse for kreativitet i Babettes Gæstebud – der senere blev til Gabriel Axels Oscarbelønnede film af samme navn. Gabriel Axel er også een af dem der – oh gry og rædsel – modtager 15.000 om året. Men Lars Andersen mener altså sammen med Jarl Cordua og Kulturministeren et al. at vi for guds skyld stoppe pengene fra at fosse ud af statskassen.

Men jeg får en idé, universiteterne fungerer også med lønninger fra staten. Lars Andersen siger så luk da for kassen, det må da virkelig være langt mere tilfredsstillende for professorer og lektorer at tjene deres egne penge. Jarl Cordua kunne så stoppe som ekstern lektor af samme årsag, for det må da være meget bedre for ham at få penge fra folk der giver det til ham frivilligt, og altså ikke bare trukket over skatten? Jeg giver sku gerne en øl, hvis jeg så kan spare min del af Landbrugs og industristøtten, for ikke at tale om pensionen til alle de ministre jeg ikke er så vild med. Og folkekirken. Der kunne så spares en del mere hvis hæren så tjente deres egne penge, så kunne de selv betale for deres ubrugelige helikoptere og overvågningsfly?

Holdningen imod Kunstfondens livsvarige ydelse er i sin grundkerne smålig og hyklerisk idet argumenterne fra kulturministeren, partiet Venstre og Dansk Folkeparti kun gælder kunst og kunstnere.

Hvis vi et øjeblik kan gå tilbage til diskussionens udgangspunkt, synes det mig betimeligt at påpege, at Klaus Rifbjerg ikke er nogen talsmand for samtlige danske kunstnere og heller aldrig har ytret ønske om at være det. Det er noget, bl.a. medierne har gjort ham til, fordi man har konstateret, at en fyndig bemærkning fra hr. Rifbjerg sætter sindene i kog og sælger aviser.

Den aktuelle debat synes således i realiteten at handle om, hvor vidt Klaus Rifbjerg skal have 15.000 kr. om året eller ej, jf. lederen i Netavisen 180 grader, hvor overskriften simpelt hen lyder: “Ingen penge til Rifbjerg”, som om det er det eneste, der betyder noget i hele dagens kuturdebat. Mange såkaldt borgerlige eller liberale og tilmed et par åbenlyst nynazistiske debattører er undervejs gået så vidt (dog ikke Jarl Cordua, og det bør erindres), at de i had til Klaus Rifbjerg helst så kunststøtten afskaffet fuldstændig, selv om enhver med reelt kendskab til forholdene kan bekræfte, at det vil være at sparke livsgrundlaget ud under dansk kunst i dag.

Det finder jeg ikke, man kan kalde en rationel kulturdebat, men alt afhænger selvfølgelig af øjnene, der ser.

Min pointe er i al sin enkelthed den, at den statslige kunststøtte har nået et omfang, der er til skade for kunsten selv.

Det er kommet dertil, fordi venstrefløjen succesfuldt har overbevist kunstnerstanden om at kritik af statslig kunststøtte er angreb på kunsten som sådan.

Man kan så håbe på, at kunsterstandens forkærlighed for generationsopøgr, på et tidspunkt også ved bryde med dette tabu. Der er i hvertfald mindst een kunstner, som har forstået det. Florian Henckel von Donnersmarck: (mine fremhævninger)

Staten er bare involveret i – alt. Tag kunsten for eksempel. Min film er statsfinansieret, fordi nogle politikere fandt ud af at, okay, vi giver ham her penge. Det er ikke godt. På et eller andet niveau begrænser det den kunstneriske frihed , også selvom det ikke virker sådan, og de gør sig alverdens anstrengelser for at lave uafhængige udvalg, der skal beslutte, hvem pengene skal gives til. Til syvende og sidst er der tale om politiske valg /. I Amerika har de de mest utrolige koncert- og operahuse – privatfinansierede. Og du kan finde ALLE former for film inden for den amerikanske filmbranche – kommercielle, art-film, independent-film osv.. . Alt sammen privatfinansieret. Alt er muligt i et frit system, og det er det ikke i et statsligt domineret system .

Til hr. Lars Andersen

Beklager, jeg kan overhovedet ikke passe dette her ind i danske forhold. Der er ikke “nogen politikere”, der bestemmer, hvem der skal have dansk kunststøtte. Det gør nogle upolitiske ekspertudvalg ud fra rent kvalitative vurderinger.

I øvrigt hænger argumentationen ikke logisk sammen. Hvis den politiske styring virkelig fandtes (hvad den ikke gør), så har de styrende politikere jo i en lang årrække været borgerlige, altså skulle danske kunstnere føle sig presset til at lave borgerlig kunst. Men de samme personer, som hævder, at denne styring finder sted, beskylder samtidig kunsten og kunstnerne for at være venstreorienterede. Det er ren volapyk.

De tror på, at kunstmiljøet kunne fungere bedre under mere liberalistiske forhold. Det mener den siddende regering også, og man kan roligt sige, den har haft nogle år til at handle i. Det har den da også gjort, men selvfølgelig har den ikke været så ansvarsløs, at den bare har kastet hele landets kunstnermiljø ud i et stort liberalistisk eksperiment fra den ene dag til den anden. Den har i stedet i årevis prøvet sig frem med små forsigtige forandringer for at se, hvordan det nu spænder af. Man omlægger til alternative støtteformer, eksperimenter med legatstørrelserne, kræver større målrettethed, synlighed og kontrol, giver incitamenter til erhvervslivet for at støtte kunsten økonomisk osv. Der er også kunstnere, som har arbejdet hårdt på at indhente privat sponsering mv. Tro ikke, hr. Lars Andersen, at disse ting ikke bliver prøvet, for det gør de.

Problemet er bare, at ikke engang disse – set med Deres øjne – relativt små justeringer fungerer. Om årsagen er den ene eller den anden er egentlig underordnet. Danmark er bare ikke USA (og Gud ske lov for det i øvrigt, og forresten tror jeg ikke rigtig på de citerede solstrålehistorier, men det er noget helt andet). Efter hvert eneste liberalistisk eksperiment bliver tingene bare værre, jf. den seneste rapport om Kunstrådet, udfærdiget af en uvildig gruppe fra det private erhvervsliv, der erkender, at kunsten simpelt hen udgør et fuldstændig unikt felt. Det fungerer ikke som det frie erhvervsliv, og samtidig er kunststøtten heller ikke at betragte som en slags social hjælpeordning – nærmest tværtimod.

Nu har vi haft de engelske vendinger lidt oppe at vende her på siden, så her har jeg en god gammel dansk én fra vor fælles kulturelle arv: “Man skal ikke klinke kanden, før man ser den er itu.”

Hr Lars Andersen.

Jeg citerede – det må indrømmes – efter et journalistisk referat. Det er altid tvivlsomt.

Rart at se, De sætter Dem godt ind i sagerne.

I øvrigt vil jeg lade Dem få det sidste ord, for jeg har netop fået en arbejdsopgave ind ad døren med en meget kort deadline.

mvh. K. Jørgensen

(videre fra det foregående)

Det er reelt det samme som at vise, man ikke har fattet et hak af det hele. Ikke kender det mindste til kunsthistorie. Ikke har sat sig konstruktivt ind i sagerne. Eller – endnu værre – bare er komplet ligeglad med sit lands kultur.

Danske borgerlige burde tage skeen i den anden hånd. De burde vise, at de virkelig ER borgerlige og ikke bærme. De må væk fra rollen som manegens dumme klovn, som venstrefløjen gang på gang står og klapper bagi med det store boldtræ.

Kunststøtten er en minimal post på statsbudgettet, men hvis man fjerner den, vil der være frygtelige konsekvenser, ikke mindt for kommende generationer, som vi er forpligtet til at videregive en kulturarv. En kulturarv, det borgerlige Danmark burde være med til at forme, i stedet for at spille rollen som Terminator i dette spil.

Det ville være rart, hvis vi snart kunne få lov til at nogle ansvarsfulde og kulturbevidste borgelige, som var villige til at tage det her fra den positive ende. Der er meget at tale om, og meget kan kritiseres – også omkring kunststøtten. Men ingen gider tale seriøst med nogen, der bare sidder og slår sig selv i hovedet med en hammer.