Det blev en historisk dag i dansk politik, hvor vælgerne fik et nyt seriøst politisk parti at stemme på.
Khader, Samuelsen og Gitte Seeberg er gået solo, og det bør næppe overraske dem, der har fulgt med i dansk politik i det seneste års tid.
Det nye parti er et granatnedslag i dansk politik. Ny Alliance vil kunne gå på strandhugst hos de radikale, Venstre, konservative og visse dele af socialdemokratiet.
Ny Alliance siger, at de hælder til at pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister efter et folketingsvalg. Det er alt andet lige en god nyhed for Fogh.
Dvs. at der i dag er ét mandat mere i folketinget, som peger på Fogh sammenlignet med i går. Skulle partiet komme i folketinget og få et mandattal, der bliver afgørende, så giver det Fogh en frihedsgrad mere end han har i dag med Dansk Folkeparti. Prisen er, at Fogh formentlig må afgive nogle mandater til Ny Alliance. Fogh er den, der har og vil få færrest problemer med Ny Alliance.
Bendt Bendtsens ganske få vælgermæssige triumfer som leder af det konservative folkeparti var en beskeden mandatfremgang på to mandater ved folketingsvalget i 2005 og et flot valg til Europa-parlamentet i 2004, hvor MEP Gitte Seeberg sikrede K et mandat. Det var første gang i 20 år, at partiet gik frem. Med Gitte Seebergs exit fra K har hun reelt snuppet et af Bendtsens få pokaler i skabet. Det må medvirke til Bendtsens endelige farvel som leder af partiet efter det kommende folketingsvalg. Bendtsen magtede simpelthen ikke at inddrage Seeberg i arbejdet i partiet. Seebergs kontroversielle meritter under partiets borgerkrig i sluthalvfemserne bidrog heller ikke til, at hun fx kunne få en ministerpost til trods for, at talentet langt overskyggede den mere eller mindre håbløse familie og forbrugerminister Carina Christensen.
Nu står Bendtsen i stedet med bukserne nede og kan imødese, at Khader og co. går målrettet efter Ks vælgerbase. Dvs. at den konservative leder nu må forvente endnu et halv eller heldårligt resultat for det parti, der for kun 14 år var landets regeringsbærende.
Liberalisternes chancer for at komme i folketinget var meget små før Ny Alliances intro i dansk politik. Efter i dag må chancerne være ikke-eksisterende. Ny Alliance har et ambitiøst skattepolitisk reformprogram, der vil nedsætte personskatten til kun 40 procent. Omvendt betyder skattereformen at alle øvrige skatter på bolig, miljø, biler m.v. stiger. Ikke desto mindre vil forslaget sammen med en lidt mindre restriktiv flygtninge og indvandrerlovgivning have appel til de samme 'frihedsorienterede' vælgere, som Liberalisterne behøver opbakning fra for at komme i folketinget. Dagens begivenheder, hvor et ny liberalt parti med en frihedsorienteret profil har meldt sig på banen, får liberalisterne vælgergrundlag til at erodere. Desværre.
Socialdemokraterne kan ikke være tilfredse med, at Ny Alliance '“ mere eller mindre – peger på Fogh. Helle Thornings muligheder for at blive statsminister er alt andet lige svækket. S kan dog håbe på, at Jelved kommer til fornuft og nu sammen med SF og S skaber en alliance '“ vendt mod Fogh. Det er nødvendig for at skabe et reelt alternativ. Samtidig må Thorning indlede en charmeoffensiv overfor Khader, som på mange felter har mere tilfælles med Thorning end med Jelved. Forskellige synspunkter på vitale politikområder som skat og udlændinge er ikke et problem for Ny Alliance og Socialdemokraterne.
Dansk Folkeparti er for første gang siden 2001 reelt blevet udfordret. Frem til næste valg vil Ny Alliance ikke betyde noget i det daglige, men Pia Kjærsgaard og co. skal nu hele tiden have for øje, at deres flertal med regeringen kan blive udfordret af et muligt kommende alternativt flertal med Ny Alliance. DF bliver nødt til at markere sig i endnu højere grad for at signalere, at partiet har indflydelse. Det vil alt andet lige medføre, at de konservative bliver yderligere klemt. Den fastlåste position som 'lame duck' kommer det konservative folkeparti ikke ud af, så længe at Bendtsen er formand. For han har hverken evnen, viljen eller ambitioner om at lade sit parti bryde ud af VK-samarbejdets snerrende bånd for, at de konservative kan få vælgermæssig fremgang. Det er åbenbart op til dem, der kommer efter Bendtsen at sørge for!
P.S.
Danmarks Radios dækning af Ny Alliances pressemøde i dag får absolut dumpekarakter. Man har helt tydeligt problemer med at sætte fokus på det centrale i nyhedsdækningen og i dag faldt man helt igennem.
For hvordan kan DR kl 13.45 bryde af fra en direkte transmission fra et pressemøde med Naser Khader AKKURAT lige, når Ny Alliances leder får det helt afgørende spørgsmål om, hvem partiet egentlig vil pege på som statsminister? Alle andre spørgsmål er faktisk ligegyldige, men det interesserede åbenbart ikke den amatøragtige producer på Danmarks Radio, som pludselig synes det var mere interessant, hvad DRs nye kommentatorstjerne Ask Rostrup nu havde at sige af kloge ting MIDT i pressemødet. En mærkværdig, forkert og fuldkommen uproffesionel nyhedsprioritering. Det svarer til at droppe transmissionen lige før straffesparkskonkurrencen i en Champions League-finale skal til at gå i gang, fordi man nu engang har programsat “Før Søndagen”!
Morten Sørensen fra Liberalisterne er uenig med mig i min analyse. Læs her hvorfor.
Se spritny Gallup-måling (mandag aften), der klart viser, at Ny Alliance får en meget flot opbakning hos vælgerne.
Epinion-måling på DR giver Ny Alliance 11 pct. opbakning hos vælgerne
Megafon-måling for TV2 viser, at de radikale bliver halveret.
Læs Garbys helt vildt krasse kommentar om Ny Alliance og dets leder Naser Khader