Kategorier

ErhvervsBossen der manglede mod

To Berlingske journalister Christian Nørr og Jens Chr. Hansen har netop skrevet en biografi om den eneste kvinde i den absolutte top af dansk erhvervsliv, nemlig Stine Bosse fra forsikringsvirksomheden TrygVesta. Berlingske Søndag var flinke til at omtale kollegernes bog. Heraf fremgår det også, at Bosses talenter tilsyneladende har været i så høj kurs, at Bendt Bendtsen og Fogh-regeringen har haft kig på erhvervskvinden til en ministerpost. Umiddelbart en god idé. Der er alt for få erhvervsledere blandt de folkevalgte, som desværre er domineret af offentligt ansatte.

'To gange blev Stine Bosse spurgt af Fogh-regeringen. Begge gange endte det med et nej. (..)
Anden gang overvejede hun tilbuddet om en ministerpost i længere tid. Nysgerrig og samfundsengageret, som hun er, var hun fristet af muligheden for at præge samfundet i den retning, hun gerne vil. Hun ser det nærmest som en slags borgerligt ombud at deltage i demokratiet.

Hun holdt møder med centrale personer i og omkring regeringen. Men hun havde også sine krav, og da dagen var omme, måtte begge parter konstatere, at der var for stor forskel på Stine Bosses holdninger og visioner til velfærdsstatens udvikling og højreblokkens ståsted i samfundet. Med sit social-liberale ståsted ville hun godt kunne arbejde for regeringens program, men det blev for meget for Stine Bosse også at skulle skræve over regeringens parlamentariske grundlag.'

Rigtige politiske journalister ville aldrig have komponeret denne gang snik-snak. Men her er mit forsøg på at uddrage essensen af disse lidt tågede formuleringer:

Stine Bosse ville altså godt vedkende sig et borgerligt synspunkt (formentlig konservativt) Men ville altså ikke risikere sit gode navn og rygte, hvis hun som minister skulle forhandle med Dansk Folkeparti, som hun åbenbart ikke kan “skræve over”. Det er fair nok at have det synspunkt. Men hvad vil det egentlig sige, at Bosse 'også havde sine krav ' med til regeringen? Hvis det udsagn på nogen måde skal give mening, så må det være et eller andet i retning af, at regeringen efter 5-6 år skulle skifte sit parlamentariske grundlag ud? Okay. Ud med DF.

Hvilket alternativt parlamentarisk grundlag er så muligt? Socialdemokraterne? Hvordan skulle det dog kunne lade sig gøre? Det virker som om, at hun foregøgler læserne '“ med hjælp fra de to ukritiske Berlingske-journalister som har lagt pen til hendes forvrøvlede analyse '“ at VK missede muligheden for at få hende med på holdet, hvis bare de have bøjet sig for 'hendes krav'.

Man må tage sig til hovedet. Enten er Stine Bosse komplet politisk naiv eller også har hun storhedsvanvid, siden hun tiltror sig selv særlige evner til at ændre dansk politiks spilleregler blot ved at tage et par møder med toppen hos V og K. Det kunne virke som om, at Stine Bosse er endnu et eksempel på typen af selvovervurderende erhvervsleder, som efter at have succes i erhvervslivet, nu mener, at hvis de bare kom til, så kunne de løse Danmarks politiske problemer i en håndevending. Hvis altså bare VK havde haft modet til at skifte DF ud'¦

Eller også er historien den, at Stine Bosse var flatteret og nysgerrig, men alligevel ikke rigtig turde sig ja, fordi hun så skulle gå væsentligt ned i løn og i øvrigt intet anede om '“ eller måske ligefrem frygtede – det politiske system, hvor opposition ligger på lur og straffer ministres fejltrin, altmens den frådende formiddagspresse hænger én ud. Den slags er jo ubehageligt for pæne mennesker, og hvorfor dog i alverden skifte sit vellønnede topjob ud for det?

Og hvis Bosse godt ved, at det er umuligt for regeringen at regere uden DF. Hvorfor i alverden mødtes hun så med VK? Det giver ingen mening.

Nej, så er det nemmere bare at sige nej med henvisning til en eller anden forkølet forklaring om, at man ' ikke kan skræve over regeringens parlamentariske grundlag'.

Forklaringen var vel snarere den enkle, at Stine Bosse ikke turde sætte sin trygge tilværelse på spil, Hun manglede slet og ret mod. Og mod manglede de to Berlingske-journalister tilsyneladende også mht. at udfordre Bosses tynde bortforklaringer.

Det var vist meget godt, at Bosse blev ved sin læst, for man kommer nu engang ikke langt i dansk politik uden en lille portion mandsmod (m/k).

Kategorier

Beslutningen ligger hos Connie Hedegaard

Politiken Søndag afslørede i går, at klimaminister Connie Hedegaard har opbakning i regeringen til at blive landets næste EU-kommissær formentlig for klima-området. Men er alle forhindringer så ryddet af vejen? Langt fra.

Connie Hedegaard har opbakning både i Venstre og hos de konservative, men også fra andre af Folketingets partier som SF og DF. Pressen er også positiv. Det vil derfor være helt ukontroversielt for Lars Løkke Rasmussen at udpege hende som ny kommissær. Hun er også selv parat, som det fremgår af Politikens artikel.

Det har længe været et brændende ønske hos de konservative at stille med Hedegaard som ny kommissær. Løkke har både accepteret idéen/ønsket, men har også frafaldet et evt. modkrav om, at K til gengæld afleverer udenrigsministerposten til V. Faktisk ønsker både statsministeren og Lene Espersen, at Per Stig Møller fortsætter som udenrigsminister. Han vil også gerne selv. Derfor ser det lige nu ud til, at udenrigsministeren forbliver den samme efter den til nytår ventede regeringsrokade.

Hedegaard vil gerne være klimakommissær, men det forudsætter også, at posten får et reelt politisk indhold. En tung klimakommissær skal helst have et ressort, der omfatter klimarelevante områder så som transport, miljø og energi. Hedegaard vil således ikke risikere at ende med at blive en klimakommissær, der så at sige bliver 'rejsende i varm luft'. Og hvad bliver ressortindholdet? Ja det skal først afklares senere.

Så er der tidsfaktoren. JP skriver i dag, at det svenske formandskab forventer, at Lars Løkke og han regeringschefkolleger hver især har et kandidatnavn med, når de mødes om tre dage. Hvis Hedegaard er kommissærkandidat, så er hun pisket til at slippe alt, hvad hun har i hænderne for på flere måder at forberede sig på posten. Det er hvert fald en af EU-korrespondent Ole Ryborg pointer, hvis man læser hans artikel i Mandag Morgen i dag. Men er det realistisk med COP15-topmødet lige om hjørnet? Det lyder som en gyldig indvending i vurderingen i Hedegaards muligheder for at blive EU-kommissær. Ryborg nævner i sin artikel dog også den tvivlsomme mulighed, at Hedegaard måske kan få en speciel aftale om at tiltræde efter at COP15-topmødet afsluttes en 18. december, og/eller at Kommissionen først bliver udnævnt i januar.

Bottomline: Hedegaard bliver EU-kommissær, hvis:

1. Hun selv vil under de RETTE omstændigheder, som ingen her og nu realistisk ved meget om, hvad ender med at blive.

2. Hun har – eller får – en praktisk/tidsmæssig mulighed til at få posten efter at COP15-topmødet er afsluttet på en forsvarlig måde. Alt andet er urealistisk.

Derudover kan der naturligvis spille andre overvejelser ind, som dog ikke er decideret afgørende for beslutningen.

Vil det gavne VK-regeringens genvalgschancer eller Det konservative Folkepartis vælgeropbakning hvis Connie Hedegaard tager til Bruxelles?

Hos Venstre har man analyseret sig frem til et nej til begge spørgsmål. Hedegaard formår at samle borgerlige midtervælgere op, som måske ellers vil gå til de radikale og socialdemokraterne. Det, som nogen har døbt 'Nok-er-nok'-segmentet, og som stort set svarer til Ny Alliances vælgeropbakning i meningsmålinger de første måneder efter partiets stiftelse i maj 2007. Dvs ca. 10-15 procent af vælgerne, som overvejer at stemme borgerligt uden den store begejstring '“ og med afsmag for DF og Pia Kjærsgaard. Her er Connie Hedegaard alibiet, der får dem til at vælge de borgerlige. Trods alt.

Hvad er analysen hos Den konservative top'¦? Det er mere usikkert. I hvert fald tyder alt på at glæden over at skulle stille en konservativ EU-kommissær overstråler evt. bekymringer om Lene Espersens evne til at samle midtervælgere op. Dernæst kan man også spekulere i om Hedegaards farvel til dansk politik får Lene E til at ånde lettet op over, at have mistet en potentiel udfordrer..

I Venstre – og navnlig pressen – var man i dagene omkring Lars Løkkes tiltræden som statsminister bekymret for om den konservative leder ville overstråle ham. Efter de konservatives klovnerier i Burka-sagen og de konservatives stilstand i meningsmålingerne, så er man i Venstre-toppen nu snarere bekymret over om Lene Espersen evne til at skaffe sit parti tilstrækkelig fremgang ved næste valg, der kan sikre regeringens overlevelse. Det er også en af forklaringerne på, at Lars Løkke ikke tager sig betalt med en ekstra ministerpost til Venstre for at sende Connie Hedegaard til Bruxelles. Hvis hun altså selv vil have kommissærposten på de vilkår, som hun bliver budt.

Kategorier

Det bliver et særdeles spændende politisk bogefterår

Det vrimler jo med politiske biografier for tiden. I denne uge løb journalist Martin Krasniks samtalebog 'Ritt & Søren' med den snart politiske has-been Ritt Bjerregaard og hendes også meget skrivende og menende mand, historikeren Søren Mørch med al opmærksomheden. Jeg har ikke læst bogen, der endnu ikke er udkommet, men er ikke i tvivl om, at den holder et højt niveau, når det er Krasnik, som skriver. Her kan man læse det famøse kapitel, som har fået S-toppen på Christiansborg op i det røde felt (Tak til JanChris for det).

Weekendavisens Hans Mortensen har skrevet en meget anmelderrost samtalebog med salig Svend Auken før han forlod denne verden. Bogen har titlen “Det som Svend, mener er…. Det er en titel med en ironisk henvisning til dengang i begyndelsen af 90’erne, da den daværende S-gruppeformand Ritt Bjerregaard overfor en gruppe journalister forsøgte at forklare sin partiformands synspunkt på en måde, så Svend Auken, der stod lige ved siden af, kom til at fremstå som om at han havde brug for Ritt som støttepædagog. Jeg er ingenlunde selv til Aukens verdensbillede, men hvis Mortensen finder, at det er værd at beskæftige sig med, så må man hellere give bogen en chance.

Lige på trapperne er Niels Krause-Kjærs længe ventede biografi om statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det siges, at den er rigtig god, men at der er langt mellem de opsigtsvækkende nyheder. Ifølge Ekstra Bladets foromtale forleden så gøres der dog en del ud af Løkkes famøse kampagne til Europa-Parlamentet i 1989, hvor der var et stort overforbrug af penge og, hvor kampagnen '“ som det fremgår af Ekstra Bladets omtale – gik mere eller mindre op i druk og fest. Det lyder spændende! To andre journalister er også i gang med at skrive en konkurrerende biografi om Løkke, men den vil V-toppen ikke medvirke i. Hvornår den udkommer vides ikke.

Endnu mere interessant er dog, at de tidligere medlemmer af Berlingske Tidendes nu desværre opløste journalistiske dreamteam på Christiansborg, Troels Mylenberg og Bjarne Steensbeck i næste måned udkommer med biografien om Anders Fogh Rasmussen. Rygterne svirrer om, at der er tale om en udgivelse med flere interessante afsløringer og ukendte historier om hovedpersonen.

Anmeldere har været hårde mod den nye Lene Espersen biografi 'Bare kald mig Lene', skrevet af journalisterne Esben A. Olesen og Kim Kristensen. Noget af kritikken går på, at Lene E simpelthen ikke har udrettet noget endnu, der kan berettige en større biografi. Informations Rune Lykkeberg skriver dog i dag – lørdag – om bogen på en måde, så den ligner en anbefaling. Man får i hvert fald indtryk af, at Lene Espersen i sin karakter tilsyneladende har det med at stikke en hvid løgn, når hun er presset og så er det helt nyt for denne blogger, at det faktisk var den nuværende partiformand der under den konservative borgerkrig i 90'erne fandt på farverige udtryk som ' Judas Bent' (om Bendt Bendtsen) og 'Den Albanske Havneluder' (om Pernille Sams). Her har jeg gået og troet i al den tid, at det var en helt anden (som ikke skal nævnes her). Efter at have læst Lykkebergs anmeldelse, så er der vist heller ingen vej uden om at få læst Lene-biografien.

Og så en anbefaling. Journalist Elisabet Svane har skrevet en fremragende, men efter min mening temmelig overset biografi om Pia Kjærsgaard, 'Pia K- årene ved magten'. Den er velskrevet, skarp, indsigtfuld og indimellem morsom. Forfatteren har fået en del kritik for at være for ukritisk overfor Kjærsgaard og navnlig hendes politiske projekt. Det er nok en smagssag. Jeg er i alle fald blevet meget klogere på fænomenet Kjærsgaard. Man får hele historien med splittelsen af Fremskridtspartiet, intrigerne, balladen, magtkampene med Kirsten Jacobsen og Kim Behnke, den anarkistiske ledelse med Mogens Glistrup osv. Man får forklaringen på, hvorfor DF-medstifteren Ole Donner ret hurtigt røg ud af foretagenet og hvorfor Kjærsgaard gjorde kort proces med mangeårige venner. Vi hører om Kjærsgaard egne nedture, hidtil ukendte private forhold og ikke mindst forholdet til Anders Fogh Rasmussen og de konservative, der for det meste har været henholdsvis varmt og koldt.

Jeg har et indtryk af, at mange viger uden om biografien om Pia Kjærsgaard, fordi de ikke bryder sig om den portrætterede. Det kan være, men man snyder sig selv, hvis man altså vil forstå, hvordan den person, der fraregnet Anders Fogh har påvirket dansk politik mest i 00'erne, tænker og føler. Det er som om, at det er mere spændende at læse '“ og omtale '“ hvad Svend Auken og Ritt Bjerregaard tænker om det ene og det andet. Selvom at det er to personer, som faktisk ikke rigtig har spillet nogen rolle i den absolutte top i dansk politik i efterhånden rigtig mange år. Det er et paradoks. Derfor læs Svanes fine bog og ignorer, at de sikkert rynker på næsen nede hos boghandleren. Selv fik jeg bogen til min 40-årsfødselsdag og blev også mødt med et spørgsmål fra en bekymret gæst om det så var en bog, som jeg havde ønsket mig. Det var det!

Er man til mere DF-biografi, så har journalist på Altinget Niels Th.(ulesen) Dahl for nogle måneder siden også begået en biografi om sin fætter Kristian Thulesen Dahl med titlen “Kronprinsen”. Jeg har ikke læst bogen, men har bemærket at den får en del hug blandt anmelderne for at handle lidt for meget om “Tulles” ungdom og indeholde for lidt analyse.

Nu skal det ikke lyde som en anbefaling af dagbladet Informations lørdagsudgave, men der kan man såmænd også læse et portræt af Søren Gade skrevet af min ringhed. (Bemærk dog at Gade er født i 1963 og ikke i 1965, som jeg ved en pinlig fejl skriver. Og så taler Truman-citatet om “a buck” og ikke “a bug”, som jeg fik skrevet)

Update mandag. Min afslutning af Søren Gade-portrættet i Information har indbragt mig stor hæder. Jeg er blevet latterliggjort – og egentlig med rette – på Ekstra Bladets side 2 mandag. Tænk engang. Nu kan jeg dø i fred! 🙂