Indtil at 'Løkke og Lene' har fundet ud at lægge en fælles strategi frem mod næste valg, så kan det på overfladen godt se lidt skidt ud for den borgerlige regerings genvalgschancer. Men i realiteternes verden så har de sidste 14 dage faktisk alt i alt været ganske gode for de borgerlige. Hvorfor nu det?
Da Margrethe Vestager og de radikale i forbindelse med deres traditionsrige nytårsmøde fandt på at spille ud med '“ i øvrigt ganske fornuftige '“ økonomiske reformer, der blandt andet indebærer en afskaffelse af efterlønnen og halvering af dagpengeperioden, så var det reelt det samme som at affyre en torpedo mod det røde regeringsalternativs velfærdspolitik.
Ingen aner nu, hvilken økonomisk politik, der vil blive ført under Helle Thorning-Schmidt som statsminister, hvis de radikale er med ombord, hvilket nok bliver nødvendigt for at få et flertal. For hvilken politik kan der skabes flertal for i en regering, der både skal bestå af SF og de radikale? Regeringsalternativet fremstår derfor allerede nu splittet – eller handlingslammet – her 1 ½ -2 år før, at de røde igen får en chance for at vælte de borgerlige af pinden.
Jeg ser allerede for mig, hvordan finansminister Claus Hjort Frederiksen planlægger at tage på endnu en rundtur i medierne med et klart og effektivt budskab om, at de røde internt er mere splittede end de borgerlige. Enhver vil kunne se, at Hjort har en pointe, og det vil naturligvis være et af de borgerlige slagnumre i valgkampen.
Hvad så med VKO? De er da også internt uenige især om behovet for en efterlønsreform. Det er sandt, men ingen af dem har spillet så bastant ud, som de radikale har gjort i forhold til S-SF-RV. VKO har efter min vurdering fortsat en bedre mulighed for at fremstå overfor vælgerne, som nogenlunde troværdigt og det kan de gøre med henvisning til de forløbne otte års samarbejde.
Omvendt med det røde alternativ, hvor de radikale næppe vænner sig til, at de kommer til at spille 2. eller snarere 3. violin i et eventuel regering med S og SF. Der er noget med selvforståelsen hos det engang så ganske magtfulde parti, der skal justeres. For de radikale '“ og navnlig deres leder – opfører sig stadigvæk som om, at deres stemmer er de altafgørende i dansk politik, selvom at det er længe siden, at de var det.
De radikales krav om økonomiske reformer her og nu har indtil videre heller ikke været en vælgersællert i meningsmålingerne. Det hører så også med, at der er ganske mange andre grunde til ikke at stemme på partiet end deres økonomiske politik. For eksempel en partileder, der virker helt uden forbindelse til vælgergrupper uden for det snævre radikale segment.
Så selvom at de borgerlige er udfordret p.t., så kan de altid varme sig ved bevidstheden om, at de har Margrethe Vestager i baghånden. Omvendt så må det være frustrerende for især Villy Søvndal og hans SF-flok, at se at de radikale leverer stemmer til SF, men når det kommer til at føre venstreorienteret økonomisk politik, så stopper festen, så vil de radikale ikke være med.
Men måske må Søvndal en dag vælge mellem ministertaburetter og de radikales økonomiske politik eller yderligere års ørkenvandring? Det bliver et hårdt valg for Villy. For til den tid er han en gammel mand.