Kategorier

K skylder Grækenlands ambassadør en kasse ouzu

Jeg hører til dem, der mener, at de konservative skylder Berlingskes Christiansborg-redaktion og den græske ambassadør i Danmark en kasse ouzu for at hype partiets udmærkede skræmmekampagne om “græske tilstande”, hvis S-SF kommer til. Til gengæld er SF ikke så dumme, at de begynder at spille fornærmede over at opleve Villy Søvndal pludselig spille bouzouki på en taverna i selskab med en Zorba-dansende Helle Thorning-Schmidt. Tværtimod er SF’erens overbærende reaktion et stilstudium i, hvordan man meest effektivt tager luften ud af drillekampagner ved at tage dem med smil og ophøjet ro. Det minder mig om dengang i 1990, da den dengang fremadstormende Venstre-formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen blev præsenteret for en DSU-valgplakat med ham selv, sangeren Johnny Reimar og Iraks diktator Saddam Hussein under overskriften “Den gode, Den onde og den virkli’ sjove” (Titlen på et samtidigt ugentligt satireprogram i TV). Uffe lavede sjov med hele situationen og til alles moro bestilte han straks foran de snurrende kameraer 200 eksemplarer af plakaten til sin egen valgkampagne i Ã…rhus.

I øvrigt bør alle lægge mærke til de konservatives kampagnechef Alexander Tholstrup, der har lavet kampagnen. Det er muligt alt andet sejler i det parti, men den unge mand er dygtig og blandt de mest vidende og bedst uddannede i kampagnefaget i hele landet. Og så har han også erfaringer fra udlandet. Ved forrige parlamentsvalg hjalp han blandt andet Lib Dems og han følger udviklingen internationalt ganske tæt. I Venstre har man slet ikke brug for den slags kreative mennesker. Der kører man med den tidligere LOF-leder og nuværende partisekretær Jens Skipper Rasmussen, der har hele ansvaret for de “banebrydende” og usædvanligt teksttunge og tekniske Løkke-annoncer dagbladene bragte i juni, og som man i branchen i mange år frem vil huske for et fagligt lavpunkt. Desværre for Venstre er den del af dansk politik ikke noget, der interesserer Venstres formand.

Læs min kommentar om de konservatives kampagne i dagens udgave af Information.

Den græske ambassade har i øvrigt haft meget travlt med at spille fornærmet i den senere tid. Min gamle ven Mogens Vad blogger om økonomi og aktier hos Berlingske Business. Og her har han blandt andet foreslået Grækenland at sælge ud af aktiverne fx deres øer for at stabilisere deres økonomi. Men det og – at Grækenland er røget i bunken med økonomisk ustabile EU-lande, som derfor også af Vad kaldes for PIIGS-landene (efter landenes forbogstaver) har fået den græske ambassade helt op i det røde felt. Læs mere her.

Kategorier

Kan en dronningeofring hjælpe de konservative tilbage?

Fredag fik den (nu tidligere) konservative kaospilot, hovedbestyrelsesmedlem og forsker udi rummedicin Peter Norsk sine sidste 15 minutters berømmelse, da han forlod partiet ved at smække med døren. Før var han interessant som konservativ kritiker. Nu er han uinteressant som forhenværende, men forsøger i stedet at gøre sine hoser grønne hos Liberal Alliance. Et godt råd til Anders Samuelsen og Co: Gør nu ikke Norsk til folketingskandidat eller noget andet skørt, der kan give tågehornet en ny platform. Det vil ødelægge den velfortjente troværdighed partiet endelig har fået stablet på benene.

Samtidig stillede 'monokelgeneralen', Kjeld Hillingsø sig op med det politisk set ganske tåbelige synspunkt, at Lene Espersen skulle overlade udenrigsministerposten til en anden (der tog det mere alvorligt'¦), samtidig med at hun så godt kunne fortsætte som formand. Se det kan man ikke i moderne politik. Enten er Lene Espersen formand, udenrigsminister – ja rub og stub. Eller også er hun færdig med det hele og er ingenting. Alt andet vil – udover en ydmygelse af Espersen – også være inkonsekvent og umulig at sælge til vælgerne. Forestiller Hillingsø sig seriøst, at K skal møde vælgerne på gågaderne med synspunktet: “Hej med jer! Vi de konservative er det klart bedste parti, men vores formand duer altså ikke til at være udenrigsminister.” Det kan man hverken forklare eller forsvare. Og derfor burde Uffe Ellemann-Jensen hviske sin gamle ven et godt råd i øret: “Hold nu kæft, Kjeld. Det har du jo helt tydeligt ikke en skid forstand på!” Men hvis Kjeld mener, at Espersen er helt uduelig, så skal han i stedet kræve hendes afgang som partiformand her og nu, så en ny kan tage over hurtigst muligt.

Hvordan man vender og drejer det, så er der en del, der tyder på at nogle internt hos de konservative forventer, at Espersen politisk set “er færdig som gårdsanger”. Enten holder hun det ikke ud længe '“ eller også falder hun senest i forbindelse med det næste valg. Og så gælder det for udfordrerne at bringe sig i stilling i god tid inden næste valg.

Well. Fra den samme kilde, som for flere måneder siden fortalte denne blogger om Per Stig Møllers udlevering under Dronningens gallamiddag af sin partiformands evne til at følge i hans fodspor så sagde samme Møller ved samme lejlighed '“ ifølge min kilde også flg.:

'Nu gælder det om at holde gang i den historie (Mallorca-sagen) indtil Connie kommer hjem og redder stumperne'

Man må sige, at netop det projekt '“ med eller uden Møllers medvirken '“ virkelig er lykkedes til fulde. Sagen har været holdt i gang ganske længe. Ikke mindst på grund af Espersens egen ubegribelige stædighed, hvor det tog næsten to måneder før hun sagde undskyld for Mallorca-fadæsen.

Men anden del af udsagnet om, at 'Connie kommer hjem' tror de færreste alligevel på vil ske. Hvorfor skulle hun dog sige nej til 5 år i et internationalt topjob med god løn og spændende udfordringer for i stedet at tage hjem og overtage den synkefærdige skude? Ingen tror på det. Og i øvrigt er Hedegaard heller ikke medlem af Folketinget længere, hvilket gør tanken fuldkommen utopisk.

I øvrigt synes jeg udsagnet siger en del om Per Stig Møller. Jeg har altid gået og opfattet ham som lidt af et offer for Hans Engells intriger dengang under det konservative blodbad i 90'erne. Nu er jeg faktisk ikke længere så sikker på, at den vurdering holder. For Møller ER åbenbart ude af stand til at lade sit partis interesser gå forud for sine egne.

Der er imidlertid andre konservative, som tiltrækker sig stor opmærksomhed i denne tid. Lars Barfoed for eksempel. Meget få på Christiansborg er i tvivl om, at Barfod reelt går direkte efter at blive partiformand, når '“ ikke hvis '“ Espersen falder. Der er ikke nogen rygende pistol. Det er bare en fornemmelse baseret på observationer. Barfoed forsvarer fx ikke sin partiformand. Heller ikke på interne møder. Det berettes om et vælgerforeningsmøde et sted i Nordsjælland, hvor Barfoed for forsamlingen som folketingsmand holdt det obligatoriske indlæg, hvor han 'redegjorde for den aktuelle politiske situation'. På dette tidspunkt talte hele det politiske miljø her i landet ellers kun om én ting: Lene Espersens fravalg af Arctic Five-topmødet til fordel for ferie på Mallorca. Men Barfoed forbigik emnet fuldstændigt. Tilhørerne spurgte dog så ind til emnet, men Barfoed svarede blot undvigende eller talte sort samtidig med, at han '“ blev det observeret – helt bevidst undlod at tage sin partiformand i forsvar. Sådan en opførsel lægger man naturligvis mærke til i en organisation som Det Konservative Folkeparti, der historisk set har været vant til lidt af hvert, når det gælder magtkampe.

Spørgsmålet er: Er der et spirende oprør i gang? Er det muligt at vælte en siddende formand og udenrigsminister? Vil vælgerne ligefrem belønne de konservative, hvis de skifter Barfoed ud med Espersen på formandsposten og som politisk leder og genindsætter Per Stig Møller som udenrigsminister? Jeg understreger, at alt dette er ren spekulation. Jeg er helt uvidende om, at der skulle være den slags tanker. Men hvor går grænsen for, at K kan vinde vælgere på, at Espersen forlader udenrigsministerposten og dansk politik? 5 procent? 4 Procent? 3? Kan en dronningeofring mon så redde partiet fra undergangen?

Uanset hvad der sker, så er de konservatives akutte krise Lars Løkke Rasmussens og VK-regeringens største problem. Det har man naturligvis også erkendt i regeringen, men der er meget lidt man kan gøre ved det. Venstre kan ikke handle af hensyn til de konservative og de konservative er handlingslammede. Pia Kjærsgaard vil selvfølgelig ikke tage ansvaret for regeringens krise, så den får nogle drag over nakken.

En ting er helt sikkert: Hvis ikke de konservative meget snart får løst deres problemer, så bliver Helle Thorning-Schmidt statsminister selv, hvis man forestillede sig, at det pludselig blev kendt, at Stephen Kinnock fx havde unddraget sig skat i begge lande og gemt hele overskuddet i en fond på Cayman Islands.

Læs også Troels Mylenbergs særdeles indsigtsfulde artikel om samme emne.

P.s. De konservatives problemer er mangesidige. Ud over ledelsesmæssige problemer så har man tydeligvis, hvad Niels Krause-Kjær bla. beskriver her også problemer med at formulere og følge noget, der bare minder om en politisk strategi.

Kategorier

Statsministerkandidat i skattecirkus

Rød bloks statsministerhåb Helle Thorning-Schmidt er med BTs afsløringer af hendes mands skatteforhold gerådet ud i sin hidtil værste sag.

Umiddelbart er der næppe meget – rent juridisk – at komme efter. Omvendt har sagen '“ politisk – alt det, som VKO kan tænke sig: En udstilling af regeringsalternativets leder som værende grådig, skattetænkende og levende på første klasse. Billedet af den overfladiske og kynisk udspekulerede salonsocialist 'Gucci-Helle' er spillevende igen.

Denne sag kan, hvis den udvikler sig, måske gå hen og blive den 'gamechanger', der kan hjælpe de trængte borgerlige partier til at forblive på regeringstaburetterne efter næste valg. Men det kræver, at karaktermordet får lov at “sætte sig” hos vælgerne. Præcis som det skete med Lene Espersen i Mallorcagate. Det er man også fuldt og helt klar over på begge sider af det politiske hegn. Så kom SFs skatteekspert Christen Amby på banen i går for at forsvare Thorning. Formentlig på opfordring fra Thornings spinmand, Noa Redington.

Sagen står nu sådan, at BT – indtil videre – har bragt to historier om Thornings skatteforhold. Den har delt vælgerbefolkningen i to lejre, der ikke nødvendigvis følger partiskel. Den ene lejr, synes at Thorning er en hykler af Guds nåde, grisk og meget andet, mens den anden naturligvis mener, at S-formanden udsættes for en “personhetz”.

VKO-toppen har indtil videre ageret forsigtigt og holdt sig i nogenlunde ro, selvom at et par løjtnanter naturligvis her og der har kommenteret sagen, bredt den lidt ud og koblet den op på “privatskolegate mv.” Det er naturligvis en god grund til forsigtigheden, og at man “spiller henholdende”. Sagen er først lige begyndt, skal lige belyses ordentligt og sommerferien er lang… Der skal nok blive rig lejlighed senere for en Lene Espersen og Lars Løkke Rasmussen at gå til stålet. Hos de konservative må man være lykkelig over endelig – for en tid – ikke at stå forrest i skudlinjen.

Umiddelbart ser Thornings troværdighed en anelse vingeskudt ud, især når det gælder politiske diskussioner om højere beskatning af de højestlønnede samt skattetænkning mv. Man ser for sig, hvordan hun fremover vil få viftet ægteparret Thorning/Kinnocks skatteforhold om næsen i offentlige debatter rundt omkring og i Folketinget. Ingen kan være i tvivl om en sådan negativ – måske ligefrem ødelæggende – effekt for S-formandens troværdighed. For uanset hvad hun gør nu, så er skaden sket. Ingen kan vel helt lade være med at grine, næste gang Thorning kræver højere skatter – ikke mindst når det gælder S-SFs store trækplaster: millionærskatten.

Når SKAT- om sikkert lang tid – har været sagen igennem, så vil Stephen Kinnock næppe skulle betale en kr. ekstra i skat. Men det er heller ikke det, som er pointen. Det er usikkerheden. Det at sagen blot kan diskuteres! Thorning kan slet ikke leve med gråzonen. Og det er derfor ret uforståeligt, at hun har bragt sig selv i den situation.

Meget kan man anklage VKO for. Naturligvis ser de en mulighed for at holde sagen i live så længe som muligt, men de har ikke ansvaret for, at Thorning ikke for længst har fået sin mands skatteforhold gennemlyst og afklaret hos SKAT én gang for alle. Fx ved at få en forhåndsgodkendelse. Det er en beslutning, som hun selv er helt herre over mht at tage. Hovedpersonen selv Stephen Kinnock er på ingen måde en “politisk bambi” med store troskyldige øjne, der er totalt spejlblank på hvordan det politiske spil kan være, og at det nu befinder sig i en fase, hvor der ikke bliver taget nogen gidsler. Thornings mand kender om nogen det politiske spil. Ja, han er faktisk vokset op med det. Han er søn af den tidligere britiske Labourleder, Neil Kinnock, så der er slet ingen undskyldninger for, at han ikke også i god tid har taget affære.

Socialdemokraterne har naturligvis ikke været sene til at gå til modangreb på 'personhetzen' mod deres formand. Man har muligvis en pointe, men alle husker imidlertid, hvordan folk som Morten Bødskov '“ og ikke mindst Rasmus Prehn '“ har jagtet Lars Løkke under hans bilagssager. Intet bilag eller beløb var for lille til at det krævede en tur i et samråd eller et onsdagsspørgsmål i folketingssalen. Eller hvad med Julie Rademacher, som stillede spørgsmål under afslutningsdebatten i folketinget til Løkkes påståede udtalelser om Stein Bagger som socialdemokraten havde fundet i HA-rockeren Brian Sandbergs nyligt udgivne memoirer? Fik hun ikke ros af en nådesløs, fuldkommen kold og kynisk Morten Bødskov? Der var der da en oplagt mulighed for S-toppen til at markere en grænse for anstændigheden. Det gjorde man så ikke. Nu bliver statsministerkandidatens skatteforhold gennemlyst af BT, og så er det pludselig tale om en 'personhetz'. Sådan må det nok være, selvom at det er svært at tage socialdemokraternes pludselige moraliseren alvorligt. Thorning griber efter magten. Nu betaler hun prisen for at gøre det. En fair pris, som sikrer, at vores politikere gør sig umage mht. at holde sig pænt på den rigtige side af skattesystemets regler.

Læs Helle Ibs vurdering af sagen

Læs Peter Mogensens vurdering af sagen.

Læs Ralf Pittelkows vurdering af sagen

Læs Troels Mylenbergs vurdering af sagen.

Læs Thomas Larsens vurdering af sagen

Læs Ole Birk Olesens kommentar.

Læs BT-journalist Andreas Karkers kommentar i BT torsdag.

Læs Peter Nedergaards vurdering af sagen.

Læs Niels Krause-Kjærs vurdering af sagen.

Læs Berlingskes leder fredag om sagen.

Læs Lisbeth Knudsens vurdering af sagen.

Retfærdigvis har en enkelt avisleder blankt afvist hele historien. Det sker under overskriften “Helle Thorning har ikke noget problem”. Det kan man forsikre sig om ved læsning af Tøger Seidenfadens leder i Politiken fredag.