Kategorier

Leasing-Helle og gnavne Lars

Vi er ved at nærme os afslutningen på en forrygende politisk sæson. Og selv på den – officielt – sidste dag var der masser af drama på Christiansborg.

Hvis man er rød, så hæfter man sig nok ved dagens foræring fra Danmarks Statistik, hvis foreløbige tal viser, at Danmark i 1. kvartal 2011 teknisk set var i recession med en negativ vækst på 0,5 pct.

Tallet blev offentliggjort få minutter før, at statsministeren gik på talerstolen med et budskab om, at Dannevang atter bobler af optimisme og virketrang. Det kan godt være rigtig lige nu, men sådan var det ikke i årets første tre måneder. Set over et. Hvordan situationen er i dansk økonomi netop nu? Det ved man ikke præcist. Men regeringens økonomer i Finansministeriet opjusterede i går sit skøn for hele året til, at Danmark får en samlet vækst på 1,9 pct. Samtidigt har Det økonomiske råds sekretariat a.k.a. 'Vismændene' i dag afgivet deres halvårsrapport, hvor de regner med, at væksten for 2011 bliver på 1,6 pct. Dvs. en anelse mindre end Finansministeriets prognose.

Spørgsmålet er om den tidl. LO-konsulent Helle Thorning-Schmidt og de halvstuderede røvere på RUC Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov, folkeskolelærer Villy Søvndal og tidl. lokale fagforenings og DKP-formand Ole Sohn får ret i deres vurdering, at væksten i landet er gået i stå – til trods for, at det budskab bliver modsagt af stort set hele økonom-sagkundskaben. Men det kan jo være, at socialdemokraternes egne økonomer i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er lige om hjørnet med en analyse, der slår fast, at det står endnu værre til med økonomien end hidtil antaget?

I øvrigt falder det i øjnene hos alle dem, der går mere op i at analysere de økonomiske nøgletal frem for ferm populistisk retorik, at vismændene roser tilbagetrækningsreformen og regeringens 2020-plan. Og tør man nævne, at det stadigt relativt lave ledighedstal er støt faldende, dog skæmmet af en faldende beskæftigelse, men alligevel? Og så er der de pæne eksporttal?

Men mon ikke, det alligevel ender med, at Løkke ender med at se dum ud i morgendagens aviser og TV-aviserne med sine forklaringer om, at det går fremad, mens han bliver modsagt af det grimme nøgletal for 1. kvartal? Det vil jeg næsten tro. Men lad os nu se. Især morgenaviserne har faktisk strammet sig an mht. at sætte ind i substansen mht. økonomi. Det gælder i hvert fald de tre morgenaviser, som jeg læser: Berlingske, Politiken og Information.

Dansk politik handler ikke kun om de store ting. Der er også de små ting. Og i går gik dele af Christiansborg-pressen i selvsving over historien om, at Lars Løkke Rasmussen havde udvandret fra et interview med to Berlingske-journalister, for at 'trække lidt frisk luft' og for ikke at få ødelagt sit dårlige humør. Det skete angiveligt efter, at de to frække Berlingske-journalister, som var i audiens for at interviewe statsministeren om hans udnævnelser af eksport-ambassadører, også havde formastet sig til at spørge ind til de konservatives meldinger om, at de ønsker en skattenedsættelse. Afsnittet, der beskrev Løkkes momentane udvandring og vrede, blev imidlertid på eget initiativ efterfølgende bortredigeret af Berlingskes chefredaktion. Lars Løkke skulle have lov til at trække lidt frisk luft uden at det skulle med avisen. Berlingskes politiske redaktion blev vrede og skrev en protest på avisens intranet, som dog hurtigt bredte sig til andre medier. Forargelsen over Løkke '“ og Berlingskes redaktions beslutning '“ har uden tvivl været udbredt til hele det journalistiske miljø omkring Christiansborg. Men er det en stor sag, der kræver megen opmærksomhed? Njah. Løkke har jo ikke forhindret nogen i at skrive, hvad de vil. Man kan dog undre sig over, at Løkke ikke bare besvarer eller glider af på spørgsmålet. Det er jo ikke jordens mest kontroversielle spørgsmål og han har besvaret det før på sine tirsdagspressemøder.

Det interessante er, at Løkke tilsyneladende udviser så lidt overskud og i stedet forfalder til netop slige uvaner, som gør, at han ikke er specielt vellidt blandt journalister. Og skal man vinde et valg, hvor man skal overbevise vælgere herunder journalister om sin sag og sine fortræffeligheder, så kan det altså ikke nytte noget, at man optræder med så lidt overskud. Det er faktisk utroligt, at det ikke er sivet ind hos Lars Løkke Rasmussen efter så mange år i gamet.

Bortset fra det, så er sagen vel en arbejdskonflikt i det Berlingske Hus, som kun får så megen omtale, fordi det ud over at involvere statsministeren også er en type sag, der især interesserer journalister og mediefolk. At gøre ophøje det til en sag om pressefrihed er helt ude i hampen. Aviser er vel altid blevet redigeret ud fra, hvad der skønnes væsentligt. Og her kan der være forskellige meninger. Nogle journalister er åbenbart også faldet i den grøft, hvor de ser sagen som bevis på, at Henrik Sass Larsen havde en pointe i sit udfald forleden mod de borgerlige medier? Det har jeg svært ved at se. Sass Larsen hævdede faktisk ikke, at de borgerlige avisers indhold og redigering var tendentiøs. Nej, der var blot alt for mange borgerlige meningsdannere og debattører i debatspalterne. Og derfor skulle disse aviser '“ for en kort stund viste det sig '“ have frataget mediestøtten.

Og så er Helle Thorning-Schmidts privatøkonomi og dispositioner atter engang i søgelyset. Denne gang med en fidus, som V-politikerne nu omtaler som “Fair Leasing”, hvor S-formanden kan spare momsen ved '“ via en mellemhandler – at lease en bil i Tyskland. Thorning har hidtil overlevet alle tidligere afsløringer af, at der ikke altid er helt sammenhæng med, hvad S-formanden og hendes parti prædiker og, hvad de foretager sig privat. Mest bemærkelsesværdigt var top-socialdemokraternes hang til at benytte privatskoler for deres egne børn, mens de samtidigt fordømte alle andres menneskers brug af dem. Så var der Benny Engelbrechts mindeværdige og ganske lidenskabelige fordømmelse af en V-politikers brug af rabatkort til trods for, at både hans partiformand og politiske ordfører faktisk var indehavere af selvsamme rabatkort. (Dem skyndte man så at tilbagelevere i en fart) I 'Leasing-sagen' har en anden topsocialdemokrat partiets næstformand Nick Hækkerup ved en tidligere lejlighed kategorisk og med stor social indignation og patos lyst leasing-fidusen i band:

“Langt de fleste almindelige hårdtarbejdende mennesker betaler deres skat og leaser deres bil som tilsigtet. Men der er også en lille del, som har meget, meget ondt og gør alt, hvad de kan for at smyge sig udenom. Det kan ikke være rigtigt, at de skal grine af os andre hele vejen til banken, fordi de sniger sig udenom. Det er jo et solidarisk system for fanden,” sagde han. Dengang.

Men hvad betyder solidaritet, når Helle Thorning kækt fastslår, at 'alle regler er overholdt' og at hun “er glad for sin bil”.

Hvis man synes, at Lars Løkke er glat og Anders Fogh Rasmmussen var glattere, så er det vist intet at regne i forhold til, hvad Christiansborg har i vente under den formentlig kommende statsminister.

Vælgerne kan vælge mellem den tørre, men gnavne Lars eller den kække, men glatte Helle.

Kategorier

Krigen skal føres i fjendens lejr

BT bragte i weekenden en historie om, at venstrefolkene ligger inde med 'en hemmelig nødplan', hvor man efter et valgnederlag i stedet peger på de radikales leder Margrethe Vestager for at undgå socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt.

Det er en 'centralt placeret venstrekilde', der er ophavet til historien. Det er formentlig en V-spindoktor. Men i følge BTs kommentator Helle Ib så bekræfter bl.a. 'en garvet Venstre-politiker med mangeårig minister-erfaring analysen', som åbenbart også findes hos 'en række kilder i og uden for regeringen'. Den garvede V-politiker kunne meget vel være finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Der er to iøjnefaldende ting ved historien: Hensigten og det “tilfælde”, at afsenderen er anonym.

Hensigten er nemt gennemskuelig. Det handler om for regeringen at skyde en kile ind imellem det i forvejen anstrengte forhold mellem de radikale på den ene side og S-SF på den anden. Med andre ord: Krigen skal føres i fjendens lejr. Venstrefolkene kan se, at jo mere man taler de radikales selvfølelse op (som i forvejen er betydelig!), jo mere belaster det sammenholdet i rød blok. Det er erfaringen fra aftalen med de radikale i forbindelse med tilbagetrækningsreformen og siden har de radikale nærmest dagligt udfordret alliancen til trods for at Ole Sohn, Henrik Sass Larsen, Villy Søvndal mfl. taler sødt og sagte om de radikales forslag, som de samtidigt forsøger at omfavne til trods for at det er i direkte modstrid med S-SFs officielle økonomiske politik (i det omfang at det giver mening at tale om det). Senest her til morgen omfavner Sohn de radikales boligskatteforslag, som vil hæve ejendomsværdibeskatningen fra 2016. I Sohns verden bliver det til, at de radikale anerkender S-SFs politik om ikke at hæve boligskatten'¦

Vestager afviste naturligvis 'frieriet' og replicerede skarpt, at forslaget var et udtryk for, at venstrefolkene måtte være desperate. Da statsministeren i går blev konfronteret med historien, “gled han af” med en bemærkning om, at VK ikke havde andre planer end at redde dansk økonomi. Dermed får man også forklaringen på, hvorfor historien er plantet i BT af en anonym venstre-kilde. For havde det været officiel venstrepolitik, så ville det så ud som om, at Lars Løkke Rasmussen og regeringen havde opgivet at genvinde regeringsmagten.

Den radikale leder gik dermed ikke i den fælde, som var opstillet. Vestager afviste sit eget statsministerkandidatur og pegede på Helle Thorning-Schmidt, som ny statsminister. Havde hun ikke gjort det, så ville blå bloks strategi være lykkedes. Så selvom at Vestager uden tvivl mener, at hun er langt mere kompetent til jobbet, så holder hun sig i skindet. Den radikale leder kan sikkert også godt huske, hvordan det gik med hendes forgænger Marianne Jelved, som pludselig i et anfald af storhedsvanvid erklærede sig som statsministerkandidat tilbage i 2006-07. Det førte til et dramatisk fald i vælgeropbakningen til de radikale og Jelveds fald som partileder. Nu er de radikale endelig tilbage på sporet, så nu – klog af skade – gælder det naturligvis om ikke at begå de samme dumme fejl. Men selvfølgelig skal de borgerlige prøve at friste de radikale. Sådan har det været siden partiet blev siddende i forhandlingslokalet om tilbagetrækningsreformen. Og det bliver ikke sidste gang, vi ser det frem mod valget. Det er en direkte konsekvens af, at dagene med VKO-flertal er endegyldigt slut.

Endelig er der også det at sige om mulighederne for en radikal statsminister '“ hvis enkelte tager den mulighed alvorligt '“ at det ikke står særligt klart, hvor der er et flertal for det forslag: VKR og evt. LA kan ikke sikre et flertal bag. Det kræver opbakning fra enten S eller DF. Og jeg kan ikke forestille mig, at DF nogensinde vil stemme for en radikal statsminister. Så fortrækker DF’erne nok Thorning, som de trods alt er mere enige med.

Læs også Helle Ibs analyse.

Kategorier

Sass i opgør med fuck-journalistikken

S-SFs røde katalog over de forskellige muligheder og veje man kan gå i dansk økonomi, har fået læsterlige klø i den politiske debat i ugen, der gak. Regnestykkerne hænger ikke sammen, og S-SF er dagligt på vild flugt fra deres egne beregninger, der hverken har det jobindhold som man påstår eller giver de indtægter, som de hævder. I dagens Politiken tror ikke engang de røde økonomer på at færre lukkedage i daginstitutioner øger arbejdsudbuddet, (men det gør et mindretal på to bankøkonomer underligt nok)

S-SF gør det heller ikke nemt for sin egen troværdighed, når man undervejs ændrer forudsætningerne for sine planer. Tag fx de berømte 12 minutters ekstra arbejdstid, der skal frelse landets balanceproblemer. “De fantastiske 12” er blevet aflivet for længst både af S-SF selv og af fagbevægelsen. Men alligevel lever de i debatten. Og forleden blev de så genoplivet i forbindelse med Fair Løsning 2020. De 12 minutter KAN muligvis veksles til en ekstra time pr. arbejdsuge eller fjernelsen af den femte ferieuge. Men spørger man i fagbevægelsen eller S-SF, så benægter man blankt, at det er det, som man foreslår. Man giver alle svar '“ og dermed ingen svar. Strategien er tydeligvis, at når S-SF ikke behøver at forklare et klart standpunkt, så behøver man heller ikke forsvare det. Såre simpelt.

Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen forfinede strategien for noget tid siden, hvor han faktisk fuldstændigt rendte fra denne hjørnesten i Fair Løsning-planen, der i teorien skal skaffe 15 mia. kr.

For Sass mente slet ikke, der var behov for at øge arbejdsudbuddet '“ og dermed 12 minutters-planen i den form den måtte få '“ før at arbejdsløshedstallet er drattet ned under 100.000. For ellers er der ingen grund til at øge arbejdsudbuddet, påpegede han. For at dette sker, så skal Danmark forinden have bevæget sig over til at stå i denne beskæftigelsesmæssigt særdeles gunstige økonomiske situation, som kun er set en håndfuld gange siden 1974. Dvs. 12-minuttersplanen '“ den røde plan '“ bliver kun gennemført under en gedigen højkonjunktur. Og den vil først blive iværksat under forudsætning af, at 1. de røde har 'sat gang' i dansk økonomi 2. Væksinitiativerne virker. 3. Verdensøkonomien udvikler sig gunstigt.

Dermed bliver 12-minutters planen ikke et værktøj, der løser problemerne i dansk økonomi her og nu. Det gør tilsyneladende alene fremrykkelsen af yderligere offentlige investeringer. Men det vil jo øge gældsætningen på den korte bane? Og vil det ikke umiddelbart få en virkning på renten og dermed boligejernes udgifter? Svaret giver sig selv.

Men hvorfor skal arbejdsmarkedets parter mødes efter en rød valgsejr, hvis idéerne om øget arbejdstid alligevel ikke skal sættes iværk før at ledigheden kryber under 100.000? Ligger svaret ligefor? S-SF overtager regeringens genopretningsplan og dropper trepartsforhandlingerne.

Der findes dog en mulighed for at gennemføre planen om ekstra arbejdstid. Ved at tvinge folk. Det redegører Politikens erhvervskommentator Niels Lunde fortrinligt for her:

Henrik Sass Larsen er i øvrigt meget skuffet over de borgerlige debattører, der huserer på de borgerlige aviser. Derfor leger han med tanken om, at fjerne mediestøtten til de borgerlige medier. Måske er det sparede udgifter, der indgår i den stadigt mere sagnomspundne post i Fair Løsning, hvor der skal spares årligt 100 mill. kr på 'borgerlige debattører. Hidtil er det kun lykkedes at identificere ni millioner kr. som går til Bjørn Lomborgs studier i, hvordan man får mest muligt miljø for skatteborgernes penge.

Hensigten med truslen er dog formentlig, at true Berlingske, Børsen og Jyllandsposten til at give Fair Løsning en mere 'fair' behandling end den efter hans mening har fået.

Den politiske ordfører er i det hele taget meget glad for at true aktører med bål og brand. For nogle måneder siden udkom Peter Moses og Susanne Hegelunds udmærkede bog 'Javel Hr. Minister', hvor af Sass Larsen åbenlyst truede centraladministrationens embedsmænd til ikke at blive for dygtige mht. at hjælpe VK-regeringen med alt for kreative forslag, for så risikerede de udrensning, når S-SF kommer til.

I parentes bemærket, så er det faktisk også aviser som Information og Politiken '“ ja sågar Danmarks Radio – som i deres dækning har vist sig yderst kritisk overfor den røde plan, men det kan jo være at Henrik Sass Larsen også vil true disse medier på støtten. Senest i dag, hvor Politiken lader to af den økonomiske grand old men kritisere Fair Løsnings planer om at stimulere det offentlige forbrug yderligere. Blandt dem, den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, der også har siddet med i socialdemokratiske tænketanke bl.a. med Henrik Dahl og som til som formand for Politikens Hus' udgiverselskab daglig sørger for, at det borgerlige JP ikke får for stor indflydelse på det socialdemokratiske Politiken:

'Ifølge Erik Hoffmeyer havde eksportfaldet samt det lavere privatforbrug hævet ledigheden under finanskrisen. Derfor er det nødvendigt at få genoprettet konkurrenceevnen”, siger Erik Hoffemeyer til Agenda, der udgives af Dansk Arbejdsgiverforening:

'Men stigningen i ledigheden er midlertidig. Om få år vil demografien få stor betydning for økonomien,' siger Erik Hoffmeyer, der råder til at holde igen med de finanspolitiske virkemidler nu.

'Jeg mener, at man under finanskrisen gjorde det rigtige i at bremse krisen med en ekspansiv finanspolitik. Men man kan ikke blive ved med at hobe gæld op. Fortsætter man gældsstiftelsen for at føre ekspansiv finanspolitik har man misforstået Keynesianismen,' siger han med henvisning til den verdensberømte økonom John Maynard Keynes, der bl.a. mente, at staten på bestemte tidspunkter var nødt til at stimulere efterspørgslen i økonomien for at øge beskæftigelsen.

En fuldkommen korrekt analyse af Erik Hoffmeyer, der dermed fuldstændigt modsiger de populistiske og skadelige idéer i rød plan, som ingen ordentlige økonomer i øvrigt vil forsvare.

Henrik Sass Larsen er tilsyneladende gået i krig med hele verden. Måske han kan kræve Hoffmeyer fyret og Politikens Hus nedlagt? Ring dog til journalist Marchen Neel Gjeertsen på Information. Hun lægger helt sikkert hjertens gerne spalteplads til endnu engang gakkelak-snak fra Sass, så han for tredje dag i træk kan blamere sig i avisen.

Man skulle ellers tro at han havde rigeligt at se til hjemme i Køge, hvor vælgerne stadigt venter svar på, hvordan det kunne gå til, at Sass Larsen i årevis lod sig rigeligt beværte af sin bonkammerat på Café Vanilla helt uden at stille spørgsmål til, hvad modydelsen mon kunne være? Men det er sikkert også en sag, som alle de onde borgerlige medier som fx TV-Køge blot har fundet på.

Det er i det hele taget – for at bruge et af Sass’ udtryk – noget “fuck-journalistik” altsammen.