Måned: august 2011

Så skød Venstre med sin 'skræmmekampagne' eller 'oplysningskampagne' '“ alt efter temperament – valgkampen i gang.

Kampagnen, der hedder 'Helle og Villy – bag facaden' har selvfølgelig til hensigt overfor usikre midtervælgere at udstille oppositionens luftige politiske planer mht. finansiering og konkrete ubehagelige forslag, og den er omdiskuteret allerede næsten før, at den bliver søsat.

Søndag aften kunne de elektroniske medier vise livebilleder af kampagnen (ubetalelig TV-reklame i øvrigt) og det er så fulgt op med to helsidesannoncer i dagbladene mandag med billeder af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal. Mandag eftermiddag er der desuden kommet bannerannoncering på nettet.

Diverse 'kloge' eksperter '“ ingen af dem med nogen større erfaring eller særlig viden på området efter hvad jeg kan bedømme – har allerede på førstedagen kunne fastslå, at der er tale om en 'tilsviningskampagne' og den eksterne RUC-lektor udi politisk kommunikation og tidl. Ny Alliance-spindoktor Rasmus Jønsson uddeler 'generøst' karakteren 4 til kampagnen før nogen har set den folde sig ud sådan for alvor. Man burde vel vente med at se nogle kampagnefilm og lidt flere annoncer før man fælder dom, og det kan virke noget besynderligt, at en akademiker i samarbejde med et emsigt medie, finder det seriøst at være så hurtig på aftrækkeren allerede inden hele målet er i sigte.

En socialdemokratisk folketingskandidat har på Facebook også været hurtig til at fastslå, at der er tale om en kampagne 'importeret fra USA ' og i stil med noget, som kunne være lavet af Karl Rove '“ den berygtede republikanske chefstrateg, der bl.a. med noget omdiskuterede metoder vandt to præsidentvalgkampagner for George W. Bush. At der også er tale om 'amerikaniseret form for valgkampagne' ja 'mudderkastning' har også en lektor i statskundskab ved KU, Karina Pedersen slået fast.

Som jeg ser Venstres kampagne, så går den ud på at afkræve svar fra oppositionen på helt reelle og aktuelle spørgsmål. Den angriber S-SF, men spiller udelukkende på den politiske bane. I øvrigt præcis som oppositionen gør, når den åler regeringen for at have ført landet ind i krisen og for ikke at have en plan, der får os ud af den. Er politiske angreb på oppositionen i sig selv mudderkastning? Er al kritik af politiske modstandere pr. definition 'amerikansk' eller 'negativ kampagne?' I så fald er det noget, der udøves af en enhver opvakt opposition til hver en tid. I så fald er det en integreret del af vores levende demokrati.

Men måske er negative kampagner kun noget, der retter sig mod annoncering på print, på nettet osv.?
Men hvor var så Lektor Pedersen og socialdemokraterne så henne, da fagbevægelsen søsatte deres kampagner mod regeringen? Hvor var man med stemplet med 'amerikaniseringen' (et dansk opfundet synonym for urent trav)?

Her er i øvrigt et medie, der har fået den banebrydende idé at interviewe en person (nej ikke en journalist….), Mads Fuglede, der i modsætning til de to andre nulboner ved, hvad han taler om.

“Amerikanerne er meget mere voldsomme og direkte, når de falder i kamp. Det er det rene vand i forhold til, hvad man ville opleve i USA, og jeg tror ikke engang, at man ville kalde det her for en skræmmekampagne”

Der er i øvrigt ganske meget i valgkampen, der er importeret fra USA. Fx får Thorning rådgivning fra nogle af Demokraternes topstrateger. Men denne 'amerikanisering' er selvfølgelig helt ok'¦
Men er der ikke noget med at de amerikanske kampagner er meget personlige? Fx da republikanerne 'swiftboatede' den demokratiske præsidentkandidat, John Kerry, der fik rokket så meget ved hans heltestatus som soldat under Vietnam-krigen, at det måske fik betydning for at nogle vælgere vendte ham ryggen ved præsidentvalget i 2004.

Faktisk kan jeg kun komme i tanke om et eneste angreb fra en siddende regering på oppositionen UNDER EN VALGKAMPAGNE, som kommer i nærheden af at være personlig i amerikansk forstand. Nemlig de almennyttige boligselskabers brug af Venstres formand Uffe Ellemann-Jensens privatbolig i en valgannonce få dage før valgdagen i1998. Det var da om noget mudderkastning på amerikansk forstået på den måde at den såede tvivl om Uffe Ellemann-Jensen personlige motiver for at deltage i politik, da annoncen påstod, at de borgerlige ville forgylde boligejere (herunder Uffe selv) på lejernes bekostning.

Der er intet personangreb i Venstres annonce. De to partiformænd er symboler på S-SFs politik. Ergo må det være i orden, at bruge dem (ikke nødvendigvis billederne) i annoncer, hvor man angriber partiernes politik. Men hvordan forholder det sig så med, at Venstre genbruger de billeder, som S-SF tidligere har brugt i deres annoncer for Fair Løsning?

Ja det er nu ret så omdiskuteret overalt. Fotografen, der ejer ophavsretten til billederne har i dag via sin advokat sendt Venstres partiformand statsminister Lars Løkke Rasmussen et brev, hvor han kræver, at Venstre nu stopper kampagnen.

Umiddelbart lyder det helt vanvittigt sløset, at landets regeringspartis organisationsfolk skulle have undladt at have sikret sig rettighederne til billederne, FØR de bruger dem i deres valgannoncer. Principielt er der jo tale om tyveri af andres ejendom, præcis som når Tøger Seidenfaden og Politiken i avisen optrykker Ritt Bjerregaards kommissærdagbog eller jægersoldaten Thomas Rathsacks erindringer uden deres samtykke. Der er vel to muligheder. Enten er der tale om en pinlig fodfejl, eller også har Venstrefolkene gjort det helt bevidst.

Ekstra Bladet har i dag talt med Venstres partisekretær Jens Skipper Rasmussen, der ifølge avisen møder kritikken fra fotografen med undren.

– Der må være en vis form for albuerum mellem de politiske partier. Vi har set en række tilfælde, hvor S og SF har brugt billeder af vores folk i pjecer – uden at vi har krævet betaling for billederne. Det er sket med for eksempel Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, siger Jens Skipper Rasmussen til Ekstra Bladet.

– Derfor handlede vi, som vi gjorde. Vi regnede ikke med, at vi gjorde noget forkert i forhold til de kotume regler, der er blandt de politiske partier, hvor vi har lånt billeder af hinanden.
Jens Skipper Rasmussen er klar til en dialog med den sure fotograf.

– Hvis fotografen er uenig, kan han kontakte mig, så må vi finde en løsning, lyder det fra Venstres partisekretær.

'Derfor handlede vi som vi gjorde', siger Skipper. Det lyder godt nok som en ren tilståelsessag. Men også et signal om, at Venstre har fået nok af at de røde tidligere har brugt 'deres billeder'.
Venstrefolkene vidste formentlig godt, at de ikke ville kunne få lov til at bruge billederne til deres valgannoncer mod S-SF. Så i stedet så 'lånte' de dem.

Hvis S-SF så angriber Venstre for billederne, ja så kan partiet henvise '“ det gør man så allerede – til tidligere eksempler, hvor oppositionen '“ dvs. deres støtter i fagbevægelsen – har 'lånt' billeder. Det får formentlig S-SF til at afholde sig fra at svinge sig op til den helt store forargelse. Det samme gælder de medier, S-folketingskandidater, journalister mv. der så IKKE samtidig protesterede over alle de billede- og ophavsretskrænkelser, der i årenes løb tilsyneladende er foregået uden megen ståhej.

Giver det i øvrigt mening, at partier er afskåret fra at bruge billeder af politikere i deres valgmateriale, som man selv bruger i sin agitation? For det vil jo afhænge af fotografens politiske sympatier om man vil få lov at bruge dem eller ej. Og hvis et parti selv 'låner' billeder af andre partiers fotografer uden at spørge om lov, så er det modsatte vel også i orden eller hvordan?

Mit udgangspunkt er dog, at privat ejendomsret skal respekteres. Og politikerne bør naturligvis vise, at de respekterer den ligesom alle andre af landets love, uanset om sanktionen er stor eller lille. Det er jo det, man forventer af os andre. Strengt taget gælder der vel for Venstre en særlig forpligtelse til at stå vagt om den private ejendomsret.

Måske var det en idé at lave et sæt spilleregler, hvor fotografer '“ som giver sig i kast med politiske partier '“ i stedet én gang for alle accepterer i deres kontrakt med de forskellige partier, at deres billeder også kan bruges af alle øvrige partier mod betaling. Så er der ligesom rene linjer. Er fotografer særligt følsomme mht. om deres kunst ikke må misbruges, så bør de nok holde sig fra de politiske partier. Det har aldrig været et sted for tøsedrenge. Så har man alt for fine fornemmelser, så bør man nok holde sig væk. Når det så er sagt, så er det fuldt forståeligt, at fotografen reagerer skarpt for at få betaling for sit arbejde, men indtil videre ligner han nu mest en aktivist for S-SF.

Hvad så med kampagnen? Virker skidtet? Aner det ikke. Jeg er ikke synsk som Rasmus Jønsson eller professor Kasper Møller Hansen, hvor sidstnævnte tilsyneladende mener, at det IKKE virker. Måske har han ret. Men man må dog formode, at Venstre har testet kampagnen på fokusgrupper af tvivlere med et positivt resultat. Ellers havde man jo nok fundet på noget andet. Men om indsatsen er nok? Det er tvivlsomt. Men et eller andet skal Venstre forsøge sig med, hvis de vil vinde valget.

Valget kommer i september: 70 pct. (op med 10 pct)
Valget kommer i oktober: 25 pct.
Valget kommer i november 5 pct.

Regeringsgenvalgschancer: 25 pct. (uændret)

P.s. Ser at S-partisekretær Lars Midtiby tordner løs i 18.30’ern om respekten for andres ophavsrettighedder. Hvor var han henne med den kritik, da Fagbevægelsen krænkede andres billedrettigheder? Påstår han virkelig i ramme alvor, at han ikke kendte til fagbevægelsens kampagner mod regeringen? Please give me a break! Send dog den mand ud og bank på nogle døre!

I dag fredag holdt Venstre sommergruppemøde på Bornholm, hvor statsministeren aflivede de fem regioner for at erstatte dem med tre sygehusbestyrelser. Der er på ingen måde tale om en folkesag, der umiddelbart kan vinde valget for Lars Løkke Rasmussen, men den kan for en gang skyld samle de fire borgerlige partier i blå blok om et projekt.

I rød blok har S-SF spillet ud med at de vil bevare regionerne og give dem mere magt herunder muligvis skatteudskrivningsret. Det fremstår i endnu mindre grad som en vælgersællert. Alligevel er det næppe en sag, der ryster rød bloks strateger i deres grundvold. For indtil videre har sagen splittet regeringspartiet Venstre, hvor man pludselig ser en alliance mellem Region Syddanmarks borgmester Carl Holst og Venstres næstformand Kristian Jensen og muligvis den politiske ordfører Ellen Trane Nørby materialisere sig, der i hvert fald indtil videre har vist sig kritiske overfor statsministerens planer. Uanset balladen i Venstre kan dog kun ende med, at Løkke kommer igennem med sit forslag, men så har skeptikerne forinden fået signaleret til baglandet, hvad de mener.

Det kan for en Kristian Jensen måske for betydning, hvis han skal ud i en intern valgkamp om formandsposten efter et tabt valg, da forslaget vækker stor undren i store dele af partiets bagland. Carl Holst virker seriøst rystet over, at Løkke trækker i silkesnoren for regionerne. Løkke kender udmærket Holsts synspunkter og mit gæt er, at statsministeren ikke har vendt sagen med sin gamle ven, før Venstre forleden lod sive til Berlingske, at regionernes død er nært forestående.

Det man kan spekulere på, er, at om statsministeren vil koble regionernes omkalfatring til sygehusbestyrelser med nye penge til sundhedssystemet og præsentere det hele som en 'sundhedspakke', som virker tiltalende for vælgerne? Det kan dog nemt matches af S-SF, der sikkert kan neutralisere forslaget ved blot at love flere penge til sygehusene, og så angriber man allerede regeringen for at ville privatisere sundhedsvæsenet. Men i det store hele er, befolkningen formentlig fløjtende ligeglad med politiske administrationsstrukturer. Det er adgangen til og kvaliteten af servicen, der er afgørende.

Det er således ikke urealistisk, at sundhedspolitik kan få lov at spille en stor rolle under valget, da emnet ligger højt på dagsordenen. Alligevel er Løkke yderst sårbar i spørgsmålet. For var det ikke ham, der i sin tid fik udtænkt og gennemført regionerne som århundredets reform? Hvorfor kommer han så nu her fem minutter i lukketid og vil have dem afskaffet? Den pointe er god at rejse med for oppositionen og den evigt kritiske presse.

Men uanset hvor meget eller hvor lidt regionerne får lov at fylde på den nationale politiske dagsorden, så bliver det økonomien, der afgører valget. Og her ligger det foreløbig til, at regeringen på et eller andet tidspunkt inden valget '“ af politisk-taktiske mere end saglige hensyn- føler sig nødsaget til at overtage eller rende med dele af oppositionens økonomiske politik, ompakke den og præsentere forslag som 'deres egne'. Det er set mange gange før. Vi får se hvad regeringen finder på næste tirsdag (den 23. august), hvor finansministeren præsenterer finanslovsforslaget.

Sandsynligvis vil regeringen holde kortene tæt til kroppen før, at væksttallet for 2. kvartal kommer. Det tal vil formentlig tage noget af luften ud af S-SFs kritik og hele tiden spillede sang om, at 'Danmark er i teknisk recession'. Væksten vil sandsynligvis vise et svagt plus, men de seneste ugers turbulens på verdens aktiemarkeder på grund af også store landes gældskriser, den generelle økonomiske usikkerhed og halvdårlige nøgletal fra USA, Tyskland mv. gør, at økonomerne er begyndt at blive nervøse om, hvorvidt at endnu en recession står for døren. Endnu er der ikke landet nøgletal, der markant viser, at verdensøkonomien står overfor et 'dobbeltdip', Hidtil har regeringen valgt en 'vent og se' holdning, hvad de danske mainstream-økonomer også anbefaler samtidig med, at de opfordrer politikerne til at trække værktøjsskuffen ud og gøre sig klar til at gennemføre en 'økonomisk stimulipakke ¨.

Oppositionen har stort set siden de mistede magten i 2001 ment, at der var al for lidt gang i økonomien, og at arbejdsløshedstallet er alt for højt. Det er synspunktet selv under fuld beskæftigelse navnlig i fagbevægelsen, hvor deres arbejdsløse medlemmer presser på. Men man kan godt ud fra en saglig betragtning undre sig over den hårde retorik fra S-SF, når man allerede i foråret kunne opleve deres sponsorer i dele af fagbevægelsen mene, at der var kommet så meget gang i hjulene, at man begyndte at kræve en lønstigning af arbejdsgiverne. S-SFs politik er tilrettelagt for at imødekomme støtterne i fagbevægelsens krav om fuld beskæftigelse og højere realløn. Og det kan kun ske ved iværksættelse af offentlige investeringsprojekter (udover metro, jernbanebyggerier, supersygehusbyggeri, Femernbeltbro, motorvejsbyggeri osv.). Men uanset hvad så skaffer det ikke de tabte jobs i eksporterhvervene tilbage.

De fleste økonomer og politikere bredt anerkender '“ og mange anbefaler – at det er en mulighed, men ulemperne og/eller usikkerheden ved politikken har vist sig ganske store: Den er yderst svær at time rigtigt. For hvad nu hvis krisen er overstået og økonomien er vækst, når de offentlige investeringer kommer i gang om et års tid? Så vil det hele risikere at ende i overophedning af økonomien og fise ud i lønstigninger, inflation og ødelæggelse af virksomhedernes i forvejen ikke alt for imponerende konkurrenceevne. Derfor er de fleste økonomer (dem som ikke er forlovet med fagbevægelsen og/eller abonnerer på socialdemokratisk tankegods) yderst forsigtige med at anbefale modellen.

Dertil kommer, at statslig gældsætning ikke just er på mode nu på finansmarkederne, hvor boligejerne risikerer at skulle finansiere gildet med rentestigninger. Danmark har en solid økonomi, så hvorfor dog risikere det uden at vide om det bliver nødvendigt med yderligere offentlige investeringer? Også derfor er det klogt '“ som de fleste økonomer mener – at vente og se.

Og hvordan skulle man i øvrigt få gang i det private forbrug her og NU, som vel er hovedproblemet p.t., ved at sætte gang i offentlige byggerier OM ET Ã…R? Det mangler man at svare på hos oppositionens meget skråsikre topfolk. Man kan i øvrigt undervejs i debatten støde på besynderlige påstande hos nogle af dem. I går i radioprogrammet 'P1 debat' påstod S-finansordfører Morten Bødskov, at vedtager man offentlige investeringer om en måned, så vil det allerede i 2011 eller i begyndelsen af 2012 materialisere sig i arbejdspladser. Det synspunkt tror jeg ikke på, at der er nogen mainstream-økonomer der er enige med ham i. Jeg tror faktisk ikke engang, at AE-rådets økonomer tør ofre deres faglighed og skrive under på Bødskovs påstand om, at beskæftigelsesvirkningen virker i et så hurtigt tempo, at fremrykning af offentlige investeringer slår igennem arbejdsløshedsstatistikkerne allerede efter 4 måneder. Måske der var en journalist, der kunne spørge S-SF, hvornår de mener, at beskæftigelseseffekten kommer? Fx Helle Thorning-Schmidt, som ikke gerne deltager i de økonomiske debatter antageligt, fordi statsministerkandidaten vil undgå at falde i fælder, hvor hun kommer til at sige noget uoverlagt eller decideret forkert, som det skete på et vælgermøde før sommerferien, hvor Thorning ifølge en læserbrevskribent fik demonstreret, at hun ikke helt har styr på nationalregnskabsbegreberne. Det fortælles fx på Christiansborgs gange, at et stort seriøst dagblad igennem et par år har forsøgt at få et interview med Thorning om økonomi, men at hun hidtil har nægtet.

I går kom så to nye målinger, der gik i hver deres retning. Meget opmuntrende for de blå, så viste Gallups måling omtrent dødt løb mellem blokkene, mens Epinions måling bekræftede tidligere målinger og viste solidt rødt flertal. Gallup-målingen tænder håbet hos de blå, men ser man '“ som man bør – på et gennemsnit af målingerne, så er der meget lang vej hjem for regeringen, hvis de skal fortsætte på ministerbænkene.

Så hvornår kommer valget? Det er der ikke noget oplagt svar på. Mit gæt er, at regeringen overvejer muligheden nu, og især hvis der kommer en måling eller to, der kan bekræfte Gallups tendens. Måske behøver de ikke at være helt så flotte, bare så længe retningen er rigtig. Regeringen satser utvivlsomt alt på, at befolkningen trods alt ikke tør 'tage chancen med de røde', når de står i stemmeboksen. Og her er regeringen '“ måske – hjulpet af de sidste ugers uro på finansmarkederne, fordi den kan 'krisebevidstgøre' danskerne til at satse på det sikre. Men den effekt kan omvendt fuse ud ligeså snart, at der kommer ro på markederne igen og dommedagshistorierne forsvinder fra mediernes forsider. Det kunne faktisk tale for, at Løkke udskrev valget i forbindelse med fremlæggelsen af finansloven.

Og så kan regeringen glæde sig over, at det ikke kun er dem selv, der dummer sig. SF'erne er godt i gang med fx Ole Sohn, der i går i DR1 18.30'eren måtte forklare, hvorfor SFs valgløfte om at fyre 7000 kolde hænder i kommunerne ikke kan lade sig gøre, når der kun er ansat 1700'¦ Svaret var ifølge Ole 'Ã…l', at skylden lå hos KL, fordi de offentliggjorde forkerte tal'¦

Regeringens genvalgschancer 25 pct. (op med 5 pct)

Valg i september: 60 pct
Valg i oktober : 35 pct.
Valg i november 5 pct.

I dag præsenterede SF deres valgløfter til befolkningen. Blandt dem var, at indtægterne fra den betalingsring for biler, som S-SF har sagt de vil etablere rundt omkring København, ifølge SF’erne skal gå til at nedsætte taksterne til de offentlige transportmidler med 20 pct. Spørgsmålet er, hvad Socialdemokraterne så mener om det? For på Københavns Rådhus har kilder tidligere fortalt, at Frank Jensen efter adskillige møder med S-formanden har en klar forståelse med Helle Thorning-Schmidt om, at indtægterne fra betalingsringen skal gå til at finansiere en havnetunnel.

Frank Jensen har også andre problemer. Forholdet til “regeringspartneren i byen” SF er forværret efter, at Frank Jensen gik solo med de borgerlige om et parkeringsforlig lige før sommerferien. Desuden er overborgmesteren presset mht. at kunne nå at få bygget alle de daginstitutioner, så han kan leve op til sit bombastiske valgløfte til vælgerne, der garanterer en daginstitutionsplads inden for en rækkevidde på et kvarter. “På cykel”, som Frank Jensen gerne pointerer efterfølgende, når man forholder ham løfterne. Desværre for Jensen, så er børnetallet løbet løbsk, at kommunen ikke kan nå at få bygget tilstrækkelige børnehaver mv. inden valgperioden udløber. Frank Jensen er dermed en desperat mand, der kan ende som Ritt Bjerregaard. Og det må jo gå ud over nogen. I hvert fald forlyder det, at Jensen skændes offentligt med sin borgmester for børne og ungeområdet Anne Vang. Og hvad skete der med Bo Asmus Kjeldgaards redegørelse mht. hans specielle bopælsforhold, der endte med at koste den nu forhenværende SF-borgmester den politiske karriere? Alt det og meget mere i min analyseklumme om københavnsk politik, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.