Kategorier

Bredt budgetforlig, liberal krig og amatørernes vagtparade hos SF

Læs mere om de seneste politiske forviklinger fra Martin Nyrops gamle Rådhus i klummen “Københavnsk politik”, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.

Kategorier

Valget gav Christiansborg nye talenter

Ved valget den 15. september besluttede vælgerne, at 67 nye folketingsmedlemmer i den næste valgperiode får chancen til at vise, hvad de duer til. Christiansborg består både af en slags 'adel' samt et 'borgerskab' af folketingsmedlemmer, forstået på den måde, at nogle medlemmer i kraft af deres talent, arbejdsindsats, synlighed og nogle gange efternavn simpelthen fremstår mere markante overfor vælgerne og derfor også med tiden ofte vil opnå de mest fremtrædende, ledende og efterstræbte politiske poster i deres respektive partier. Det ved man godt i partierne, hvor talenterne for længst er blevet spottet, og hvor man allerede nu har forventninger til flere af de nyvalgte, at de om nogle år kan blive ministre og/eller partiledere. Valget gik selvsagt ikke lige godt for alle partier. Men et godt valg til et parti er ikke ensbetydende med, at valget blev en 'god årgang', når det gælder tilgang af politiske talenter og arbejdskraft. Et dårligt valg til et parti kan 'midt i al elendigheden' udmærket camouflere positive nyheder om fornyelse i kraft af tilgang af politiske talenter, hvorfra et parti – måske – kan rejse sig.

Læs hele analysen af Christiansborgs nye talentmasse, som jeg skriver for ugeavisen “Kommunen”.

Kategorier

Thornings ynglingehold III

Ida Auken, miljøminister
Hun har stort set kun oplevet medvind i sin politiske karriere, hvor efternavnet naturligvis har åbnet mange døre. Auken har været en markant kritiker af den borgerlige regerings miljøpolitik og nu får hun chancen for at løfte arven efter sin berømte afdøde onkel Svend Auken som ny og ganske ung miljøminister. Det må være et drømmeministerium for hende. Spørgsmålet er, om ikke at Auken får det rimelig nemt som minister, hvor partierne i rød blok stort set gennemfører en stram regulering af landbruget mv., som ikke vækker de store protester i befolkningen. Jeg tror, at man er særdeles bekymret i dansk landbrug for fremtiden med en minister, der har nærmest religiøse forestillinger om, hvordan landbrugserhvervene bare tilpasser sig massiv regulering uden at det går ud over indtjening, beskæftigelse og produktion. Det er dog næppe noget, der gør indtryk på den nye miljøminister. Men i miljøministeriet er de sikkert kisteglade for atter at få en utrolig engageret og højprofileret minister. Kun Helle Thorning-Schmidt og måske finansminister Bjarne Corydon kan stoppe Auken. Så mon ikke dansk landbrug lægger deres investeringer alle andre steder end i Danmark i de kommende år?

Henrik Dam Kristensen, Transportminister
Regeringens mest erfarne medlem. Han har ikke gjort det store væsen af sig i de seneste år, men har hele tiden været regnet som sikker S-minister. Nu skal togene gå til tiden. Der er masser af problemer med IC4-tog og underskud i DSB som der skal ryddes op i. Dam er et ganske fornuftigt valg. Her er der behov for en sikker hånd. Ingen kan være i tvivl om, at Dam nok skal få løst den opgave. Men han er fortidens mand. Ikke fremtidens.

Carsten Hansen, Minister for by, bolig og landdistrikter
Han har som gruppeformand været den gamle Auken-fløjs mand i S-ledelsen samt garant og vogter af magtdelingsaftalen med Henrik Sass Larsen. Denne loyalitet skal på en eller anden led belønnes. Mange spåede, at Hansens nære forbindelse til fagbevægelsen ville betyde, at han blev beskæftigelsesminister. Sådan bliver det ikke. I stedet skal den fynske varmemester være minister for et rodsammen af genoplivelsen af by- og boligministerium og nyskabelsen et ressort for landdistrikter. Det sidste er et politisk set fornuftigt fokusområde, men jeg har nu ingen tiltro til, at Carsten Hansen besidder hverken den politiske kapacitet eller evne til at markere sig, som skal til for at kunne hæve sig over gennemsnittet i regeringen. De færreste vil nå at opdage, at han nogensinde har været minister, og det bliver embedsmændene, der kommer til at køre den biks. Hansen vil formentlig derfor blive skiftet ud ved allerførste regeringsomdannelse.

Christian Friis Bach, bistands og udviklingsminister
Et af de mere spændende og sikre valg. Bach har i årevis været en fremtrædende samfundsdebattør, og han er en af de største faglige kapaciteter på sit område. Det er ingen tvivl i mit sind om, at han bliver en kæmpesucces for regeringen og især de radikale, selvom at han kun får et lille hjørne af Udenrigsministeriet. Spørgsmålet er om han bliver ligeså markant og flamboyant som Søren Pind, men mindre kan nok også gøre det. En stjerne på den politiske himmel er født.

Morten Bødskov, justitsminister
Endnu et af de sikre kort på ministerlisten. Morten Bødskov blev som retsordfører af DSUere kaldt for “Morten Dødsstraf', fordi han er en hardliner på det retspolitiske område. Bødskov er en trænet debattør og dreven parlamentariker, som der står respekt om. Der er næppe to meninger om, at han bliver en succes som justitsminister. Bødskov er garanten for, at en ny rød regering ikke pludselig begynder at føre blødsøden retspolitik, som SR havde for vane før Nyrup-regeringen kom til. Bødskov kan ikke ligefrem betegnes som en stor charmetrold og bliver næppe den helt store vælgermagnet for sit parti.

Pia Olsen Dyhr, Handels- og investeringsminister
SF'eren bliver den tredje egentlige statssekretær i Udenrigsministeriet. Det er ikke noget naturligt område for Dyhr, som jo har brugt hele sin politiske karriere som grøn politiker, der elsker regulering ligeså højt som Ida Auken. Sidstnævnte stod dog forrest i køen, så derfor må Dyhr placeres et andet sted. Det er en glimrende idé at prioritere en minister til at gøre noget for eksportfremme mv. for virksomhederne. Det kan der så næppe være den store politiske uenighed om, er meget fornuftigt, så det bliver svært at formulere nogen markant politik herom, der vil få SF-vælgere (eller andre for den sags skyld) til at spidse ører. Men jeg ser ikke for mig, at Dyhr har tilstrækkelig med personlighed til, at ret mange vil lægge mærke til hendes virke på dette felt. Og for SF-vælgerne vil det i øvrigt være et ressortområde, som de sikkert vil være ret ligeglade med. Jeg tror derfor, at Dyhr bliver hurtigt glemt, og måske SF skulle have solgt dette for dem ligegyldige ressort frem for noget andet mere SF’sk.

Christine Antorini, Børne- og undervisningsminister
Det er ingen overraskelse, at Antorini bliver minister. Men det er en lille overraskelse at undervisningsministeriet mv. går til en socialdemokrat, fordi det historisk har været et radikalt ressortområde i SR-regeringer. Imidlertid har de radikale denne gang tydeligvis prioriteret politik mere end ministerposter. Antorini er en kapacitet på sit felt. Hun kan sit stofområde, har efterhånden stor erfaring som forhandler og er respekteret på Christiansborg. Jeg tror, at hun vil løfte denne opgave på udmærket vis. Men selvom at Antorini vil være langtidsholdbar som minister, så vil hun dog aldrig stige helt til tops i S.