Hele argumentet for i det hele taget at kaste sig ud i at gennemføre en skattereformen var, at det bedre 'skulle kunne betale sig at arbejde', som det hedder. Det er nemlig for svært at kommunikere, at 'de rige skal have massive skattelettelser' for at få gang i arbejdsudbuddet, da de heraf følgende skatteindtægter, reelt vil neutralisere det i begyndelsen mistede skatteprovenu. Det sker som følge af det, som også kaldes 'dynamiske effekter'.
Det er meget svært for store dele af befolkningen at fatte, at dem der betaler meget i skat, faktisk også er dem, der så også får mest ud af en skattereform, der netop fjerner skat på arbejdet.
Trods dette indlysende faktum, så er det alligevel for Ekstra Bladet, fagbevægelsen DF, S, SF, Enhedslisten og indimellem selv for Venstre alfa og omega, at de lavestlønnede og folk uden for arbejdsmarkedet skal mærke skattereformen positivt i form af mærkbare skattelettelser.
Det er bare pudsigt, for skattereformens rationale er netop, at de IKKE skal have skattelettelser. For lavere skattelettelser til lavestlønnede, pensionister og andre uden for arbejdsmarkedet giver ingen samfundsøkonomiske gevinster. Man kan hævde det, men det kan ikke hente støtte i sagkundskaben.
Det er imidlertid ingen politikere, der tør sige, at de fattige ikke skal have noget ud af en skattereform. For så vil vælgerne fravælge dem. Vælgerne reagerer ud fra hvad de opfatter som mest fordelingsmæssigt retfærdigt '“ ikke ud fra, hvad der er mest samfundsøkonomisk optimalt eller fornuftigt. De har som oftest ingen indsigt i nationaløkonomiske sammenhænge, ja det rager dem vel nærmest en høstblomst. Det, der tæller, det er, hvad de selv '“ hver især '“ i sidste ende får ud af en skattereform.
Pia Kjærsgaard kæmper lige nu for at fjerne de sølle 1,5 procent i fjernelse af topskatten, som regeringen ellers har spillet ud med. Det er i hendes optik DFs pris for at “æde”, at hele mellemskatten til gengæld forsvinder. Det er imidlertid en sænkning af topskatten, der vil have størst effekt på arbejdsudbuddet. Men sagkundskaben har efter Skattekommisionen har afleveret sit forslag nu intet at skulle have sagt, der kan påvirke forhandlingerne på Christiansborg. DF føler sig helt tydeligt presset af S, SF og fagbevægelsens million-kampagne mod 'rigmandsreformen' og 'rødvinsreformen', som giver mindelser til de glade dage da Hardy Hansen var SID-formand.
I øvrigt så vil det være umuligt for SF alene at rulle en skattereform tilbage på topskatten, hvis VK-regeringen mister regeringsmagten efter næste valg. For både S og de radikale anerkender reelt præmissen, at de topskatten er for høj. De vil bare ikke tage ansvaret for det, fordi det er upopulært blandt lavindkomst-vælgere. Så det vi er vidne til er ligeledes en gang hykleri og egnsteater fra disse partiers partiledere. De vil med garanti ikke rulle øge topskatten igen efter et valg. De ved jo, at det er rent gakkelak, hvis man vil have folk til at arbejde mere.
Det bliver sandelig spændende, at se om Lars Løkke Rasmussen kan levere på dette område. Liberale har i mere end syv år tørstet efter, at der nu endeligt kommer en sænkning af topskatten, og det vil være et umanerligt dårligt signal at sende fra ham til borgerlige vælgere, hvis det igen ender med at hensynet til DF '“ igen '“ vejer tungest.
Det er i øvrigt underligt, at Kristian Thulesen Dahl tidligere signalerede imødekommenhed overfor regeringens udspil '“ også hvad angik en sænkning af topskatten – blot skulle der ses på forslaget “sociale profil” mv. Pludselig sprang Pia Kjærsgaard ind på banen og strammede DFs retorik, sådan at topskatten-sænkningen nu skulle helt væk. Det kunne derfor tyde på, at “Tulle” blev underkendt en smule af 'mor'. Pia Kjærsgaards politiske instinkt vil altid veje tungere, end at Tulle er blevet lullet ind i økonomisk sagkundskab og politiske realiteter. Derfor er skattereform-forhandlingerne reelt blevet en armlægning mellem Pia Kjærsgaard og den evt. kommende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Fjernelsen af topskattelettelsen er dog ikke “ultimativ” for DF.
Det er desuden interessant at se, hvor lavt de konservative ligger i denne sag mht profilering. De vil ikke provokere Kjærsgaard, som man så det skete i sensommeren 2007. Løkke har desuden det argument overfor DF, at de skylder for de kuldsejlede velfærdsreform-forhandlinger i efteråret. Den statsminister, som DF støtter, vil dermed stå fuldstændigt afklædt overfor sine egne vælgere, hvis ikke han kan levere noget på topskatten. Derfor vil han naturligvis appellere til DF, at de giver ham lidt hjælp denne gang. Om det gør indtryk på Pia Kjærsgaard, ja det er det åbne spørgsmål. Og det er også interessant, hvad forhandlingernes forløb får af konsekvenser mellem den evt. kommende statsminister og DFs magtfulde leder.
Lørdag eftermiddag i programmet 'Politisk Debat' på P1 diskuterer Kristeligt Dagblads politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen og min ringhed skattestoppet og dets betydning i dansk politik. Programmets vært er Radioavisens Jens Ringberg
Hør programmet her.
Update: Lørdag aften. Berlingske skriver, at Liberal Alliance forlader skatteforhandlingerne, fordi regeringen nu har opgivet at sænke topskatten. Pia Kjærsgaard har dermed tilsyneladende vundet slaget. LA betyder intet, men hatten af for Anders Samuelsen for at trække en streg i sandet. Dette kunne måske være sagen, som gav utilfredse VK-vælgere et sted at gå hen.
Det er da et eller andet i VKOs drejebog, der er kikset. Er der ikke?
STØT JARLS BLOG her.