Kategorier

Jarls Blog lader sig prostituere og medvirker i S-kandidats mediestunt

Der har længe været snakket i krogene om det, men nu er det sikkert. Jarls Blog lader sig prostituere ved at medvirke i et vaskeægte kampagnestunt for Bo Sandberg – socialdemokratisk folketingskandidat i København med pæne chancer for valg. Jeg er dog glad for at kunne hjælpe en gammel studiekammerat og har sagt ja-tak til invitationen om at blogge fra Islands Brygge kl 10.30.

Sandberg skriver i sin pressemeddelelse, at han blandt andet vil kæmpe for at hovedstaden får ét stort gratis internet-hotspot.

Under overskriften “Kendte politiske bloggere med på jomfrurejsen”, så er jeg også blevet smigret til at stille op!

For at demonstrere, at det faktisk kan lade sig gøre at være online i den københavnske trafik, har Sandberg i den sidste uge af valgkampen fået installeret en såkaldt Moovbox i sin kampagnebil. Moovboxen er stillet til rådighed af Network Zone Relations.

Læs mere om Bo Sandberg her.

Update Kl 10.58. Det fungerer upåklageligt. Tænk engang. En lille boks og så kan man få hurtigt “gratis” trådløst Internet i busser, biler Metro U name it.

Kategorier

Valgrapporten nr. 9 tirsdag den 6. november 2007

Venstre
Tendens: Ned
Vi var en del, der mente, at Fogh vandt duellen i DR søndag klart på saglighed. En Megafon-måling i går viste dog noget helt andet. Helle Thorning vandt, vurderer et flertal i befolkningen. 45 procent synes, at S-lederen var bedst mod 40 procent til Fogh. Måske var den holdning præget af det vellykkede S-spin, hvor man effektivt fik markedsført påstanden om 'Foghs løgn' om det almennyttige boligbyggeri. Måske er målingen også udtryk for, at et flertal i befolkningen er ved at være træt af Fogh. Tænk, hvis han havde stillet op i en halvduel. Det havde jo været forfærdeligt, så havde han fået endnu flere tæsk. Det var en rigtig beslutning af Venstrefolkene, at lade debatten foregå på TV.
Men havde man sagt for et halvt år siden, at Helle Thorning ville mule Fogh i en TV-debat, så havde alle skreget 'get out off a here!'
Foghs humør er næppe på vej op, efter at Politiken og Nyhedsavisen har taget fat på historien om, at patienter ligger på gangene på hospitalerne. Det er også en udløber af søndagens duel, hvor Thorning angreb Fogh på spørgsmålet, men underligt tamt ikke selv kunne svare på, hvor det faktisk foregik. Nu har aviserne taget fat på spørgsmålet '“ og de får sikkert god hjælp af 'Brutalis' a.k.a. Regionsborgmester Vibeke Storm Rasmussen (S). Storm er i øvrigt også gerådet ud i et personligt og spektakulært skænderi med Lars Løkke Rasmussen, som hun beskylder for kun at ville bygge hospitaler i sin valgkreds. Omvendt mener Løkke, at Storm er uden visioner for hospitalssystemet ved kun at ville lappe på gamle sygehuse, der ligger på alfarvej.
Samtidigt viger Venstres flanker. Asylpolitikken er under pres, og undergraves af udmeldingerne fra det ny flertal til venstre (det må Fogh kunne udnytte meget bedre) mens kommunerne '“ af den samme opposition – åbenbart skal have lov at slippe for at have rendt fra deres økonomiske aftale med regeringen. Populismen har lige nu helt overtaget i dansk politik.

Socialdemokraterne
Tendens: Uændret
Helle Thorning-Schmidt tabte efter min mening duellen forleden med Fogh. Et lille flertal af vælgerne og halvdelen af eksperterne var uenige. Anyway, Thorning kan være yderst tilfreds med sin egen præstation. Forventningerne var små, da valgkampen startede, men nu er S-lederen trådt ud af Foghs skygge. Thorning kan ikke slå Fogh på tirsdag, men måske kan hun lige akkurat hive S over sidste fantastisk elendige valgresultat. For hver dag der går i valgkampen, fremstår oppositionen mere og mere sammentømret. Thorning er ved at erobre afgørende dagsordener på klima, miljø, sundhed, kommunernes økonomi osv. Men med fare for at gentage mig selv. Hvorfor ser man det ikke i meningsmålingerne? Gennemskuer vælgerne, at Helle Thornings synspunkter formentlig er nogle hun måske har til lejligheden, og skal man derfor have den ægte vare '“ så er Villy det eneste reelle alternativ? Det er jo ikke mange år siden, at Thorning ville afskaffe efterlønnen og sætte marginalskatten ned.
I hvert fald har regeringspartierne held med at udstille at socialdemokraterne ikke i alle udmeldinger på især skat og asylområdet har været konsekvent entydige under hele valgkampen.

Konservative
Tendens: Op
De konservative står i nogle målinger til at ligge på niveauet for sidste valgresultat. I enkelte ligger de nu et mandat over. Hatten af for at et dygtig kollektiv bestående af Brian Mikkelsen, Connie Hedegaard, Lene Espersen – og ikke mindst Bendt Bendtsen er ved at nå et overraskende rimeligt valgresultat for partiet. Bendtsen har hurtigt været ude og banke tåbelige partifæller på plads. Vi er ikke meget for det, men ros til ham, Doktor Korsholm og de andre spinfolk for at have været gode til at lukke sagerne hurtigt ned. Bendtsen klarede sig godt mod Helle Thorning i en valgduel forleden i Odense. Det kunne være, at det i stedet var ham, regeringen skulle have sat op mod hende i valgduellen i stedet for Fogh? Connie Hedegaard har været ganske meget i medierne og tale om klima mv. En dagsorden hun mestrer.
Senest har Per Stig Møller markeret sig med et angreb på Naser Khader, der også udstiller, at Ny Alliances Mellemøst-politik er Israel-fjendtlig og som minimum meget USA-skeptisk. Ny Alliances udenrigspolitik ligger faktisk tættere på socialdemokraternes og de radikales. Per Stig Møllers angreb er hårdt, fordi det inddrager Khaders personlige ven filminstruktør Christoffer Guldbrandsen, der dels laver dokumentarfilm om Ny Alliance '“ og dels antydes det '“ har fået overtalt Khader til at grave den gamle sag om 'Den Hemmelige Krig' op, så alle filmens påstande om danske soldaters ageren i sagen om udlevering af krigsfanger til USA, kan blive endevendt. Khader inddrager også forsvarsminister Søren Gades spindoktor Jacob Winther. Sidstnævnte var på forsiden af fagbladet 'Journalisten' for noget tid siden, hvor han forklarede lidt om, hvordan han og Michael Ulveman havde “lukket den sag ned”. I stedet for at lade Guldbrandsen køre rundt med regeringens ministre, havde spindoktorerne – naturligvis det er deres arbejde – forsøgt at styre processen. Det er Guldbrandsen blevet meget fornærmet over, for normalt har myndighederne m.v. at danse efter hans pibe og lade sig bruge fuldstændigt, som han vil i hans dokumentarfilm. Alt andet er enten udemokratisk eller spin. For Guldbrandsen og hans mange venner herunder Naser Khader mfl. har det åbenbart været en torn i øjet – ja nærmest en provokation, at Winther triumferede i “Journalisten” over, at han og 'ulven' havde tørret filminstruktøren. Nu bliver Khader kongemager og på listen over ting, han skal have gennemført for at give Fogh regeringsmagten er åbenbart at få denne sag belyst endnu engang. Per Stig Møller lader os forstå, at Guldbrandsen er en 'mand med en sag' og at Khader nu lader sig misbruge af sin gode ven Guldbrandsen. Khaders modargument er, at han hele tiden har ment, at forholdene omkring 'Den Hemmelige krig' ikke har været tilstrækkeligt undersøgt.

Ny Alliance
Tendens: Ned
Ny Alliance har fået meget dårlig presse i den seneste uge, og det skyldes en kampagne, mener Naser Khader. Måske er der tale om en velorganiseret konspiratorisk 'Naser-skal-nakkes'-kampagne, der står bag? Khader har tidligere hævdet over for andre indvandrerpolitikere, at de er for meget optaget af 'mellemøstlige konspirationsteorier'. Selv er han på ivrig jagt efter dem, der står bag 'kampagnen' imod ham. Forestil dem, kære læser, et kommandorum et eller andet sted ude i byen fyldt op med telefoner og computere fuldt bemandet med usynlige spinfolk, som kun arbejder ud fra den ene målsætning, at 'nakke Khader'. Accepterer man præmisen, kan man sige, at det er gået over al forventning. Først lykkedes det 'kampagnen' at overtale alle Ny Alliances kandidater til at falde over hinanden med at stille det ene fjollede forslag efter det andet. Toppen rendte fra deres EU-politik, og de nye folk insisterer stadig på synspunktet om, at de kke nødvendigvis gider sidde i folketinget, hvis det viser sig at blive for kedeligt. Det er også lykkedes for kampagnen at overtale en ukendt håndværker i Michael Jeppesens firma til at kontakte netop Henrik Qvortrup '“ af alle og på dette tidspunkt Khaders ven '“ og fortælle historien om tilblivelsen af hans plankeværk. Kampagnens største succes var dog, da den lykkedes med at overtale partilederen til at erklære, at 'han (Qvortrup) er et svin' til TV2 News. Ja og sådan kan man blive ved. Skuffer Ny Alliance på tirsdag, så er det helt sikkert 'kampagnen' mod Naser Khader, der får skylden for det. At udstille sin barnagtige paranoia på den måde bidrager efter min mening heller ikke ligefrem til et billede af en politiker i balance. Men hvad? For jeg er sikkert også en del af konspirationen mod Khader! “Ny Alliance – mere balance”, lyder en strofe i partiets kampagnesang. Mon?

Dansk Folkeparti
Tendens: uændret
Pia Kjærsgaard forsvinder lidt ud af søgelyset efter, at tyngdepunktet i dansk politik nu ligger et sted mellem Ny alliance, VK, S og De radikale. Partiets synspunkter rummer ikke rigtig nogle nyheder, og pressen har erkendt at VKO-flertallet er død og borte. Det er derfor ikke længere på samme måde interessant, hvad Kjærsgaard mener om dit og dat. Det bliver det, når valgkampen er overstået, og VK-regeringen forsøger at fortsætte. Dansk Folkeparti skal til at affinde sig med, at de lever i en helt ny tid. Ellers som Søren Pind bemærkede forleden 'studere hvad der skete med Fremskridtspartiet, da de væltede en borgerlig regering i 1984'. Pinds pointe er, at firkløveret ved dette valg fik flertal alene med de radikale, mens 'skridterne' blev straffet af vælgerne for aktionen.

De radikale
Tendens: op
Asylansøgerne skal ud i samfundet og bo og arbejde, mener de radikale. Margrethe Vestager er i hård konkurrence om de bløde borgerlige stemmer med Naser Khader. Hvem kan være flinkest ved flygtningene? Og hvordan kan Ny Alliance få gennemført sin politik med VKO? Vestager har nu endegyldigt udelukket et samarbejde med VK, men rækker hånden ud til Ny Alliance, men gør det nok mest for at udstille partiet. De radikale ligger ikke og imponerer i meningsmålingerne, så der skal ske noget.

SF
Tendens: Op
Villy Søvndal er for længst blevet tilgivet af medierne og vælgerne for sin 'Stoltenberg med hel skrue'. Alle andre partiledere ville været blevet slagtet. Men SFs står til det bedste valgresultat i 20 år. Medierne er ikke længere fikserede på at fortælle dårlige historier om SF. Tværtimod så dominerer alle de positive historier om de unge, smukke og kloge, der stemmer på SF. Kvinderne elsker Villy. Men succes'en er ikke ufortjent. SF har aldrig ført så god og professionel en kampagne. For de borgerlige er den gode nyhed, at medierne på et eller andet tidspunkt må tage fat i SFs politik for at se om den hænger sammen. Den dårlige nyhed er, at det sker næppe på denne side af valget. Man vil ikke ødelægge festen for Villy, kvinderne og de unge. Der bliver medvind hos medierne hele vejen hjem.

Enhedslisten
Tendens: Op
Flere målinger viser at 'de forenede dødsboer' faktisk kommer ind. Fogh var i går på McDonalds der ikke betaler skat i Danmark. Besøget blev af Ekstra Bladet udlagt som et mediestunt af Fogh. Det er en kendt sag, at Ekstra Bladets chefredaktion har for vane, at de allerede før valget begynder har besluttet, hvem de holder med. Under denne valgkamp holder de på Thorning, og derfor får Fogh nærmest konsekvent kun dårlig presse, mens Thorning – stort set – kun får medløb.
Frank Aaen kunne endelig lade de røde blafre, da han triumferende kunne bemærke at statsministeren sendte et dårligt signal ved at spise på en restaurantkæde, der ikke har betalt skat i 26 år. Mere af den slags populisme og mindre Asmaa. Så skal det nok gå, Frank!

Kategorier

Dårligt forberedte duellanter

Blogklumme bragt i Nyhedsavisen tirsdag den 6. november 2007.

Duellen på DR søndag aften mellem Anders Fogh og Helle Thorning-Schmidt afslørede det, de fleste med indsigt ved, at der stadigt er langt mellem de hjemlige amatørtilstande til 'rigtige' professionelle valgkampe som i USA. Når kampagneapparaterne i begge lejre kan sende deres partiledere på TV uden at have orienteret dem om banale, men vigtige nøgletal, så er det langt igen til professionelle forhold. Thorning rev statsministeren i næsen, at det almennyttige boligbyggeri var 'gået fuldstændigt i stå' i Foghs regeringstid. Det passer ikke, sagde Fogh, der var bygget 10.000. Tal fra Socialministeriet viser, at der er bygget små 8000 boliger. Fogh 'løj', mente socialdemokraterne. Da Fogh er statsminister, så lugtede medierne blod og hoppede med på spinnet. 1-0. Thornings eget tal var 0 boliger, hvilket jo ikke engang er i nærheden af 8000. Men S-formanden løj ikke, hun var bare tydeligvis uvidende om omfanget af boligbyggeriet. 1-1. Helt ærligt, i en debat om boligpolitik, må man da kunne forvente af begge partiledere, at de kender et så afgørende tal! Brændet bør falde ned over partiernes to kampagnestabe for at have forberedt toppolitikerne for dårligt. Thorning anklagede også Fogh for, at han lod patienter ligge på hospitalsgangene. Fogh fyrede tilbage og spurgte på hvilke hospitaler? Socialdemokraternes formand havde intet svar. Det er simpelthen for ringe. 2-1 til Fogh.