Kategorier

Endelig et konservativt lederskifte

Endelig! Bendt Bendtsen går af af som konservativ partileder. Det erfarede TV2 News fra morgenstunden. Han skal være konservativ spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget. Ny formand og partileder bliver justitsminister Lene Espersen. Det vil Bendtsen meddele på det konservative gruppemøde i dag tirsdag kl. 9.00

Skiftet er glimrende timet i forhold til det konservative landsråd, der finder sted senere på måneden. Her kan Lene Espersen klappes ind, og så kan man vælge Bendtsen som EP-spidskandidat. Havde Bendtsen ventet havde muligheden for et skifte til europæisk politik været forpasset.

Anders Fogh Rasmussen kan godt begynde at lægge en ny kabale til en regeringsomdannelse. Det er utænkeligt, at en økonomi- og erhvervsminister kan sidde i flere måneder som en “lame duck”, så der vil ske en udskiftning her. Snart. Ifølge Politiken går han allerede nu af som minister.

Mit bud er også, at Per Stig Møller, som er fyldt 65 nu eller senere, trækker sig som udenrigsminister til fordel for Connie Hedegaard. Måske får hun en ministerpost, der kombineret udenrigs-og klimaministerposten. På den måde vil de to kvinder kunne “dele rovet”. Indtil videre går meldingerne på, at Per Stig Møller bliver som udenrigsminister.

Der har længe netop været rygter om en skuffeplan hos K, der indebar en magtdeling mellem de to kronprinsesser. Måske er det netop denne plan, der nu bliver aktiveret.

For Anders Fogh kan en regeringsrokade nu give lidt luft. Hvis statsministeren bruger magtskiftet hos K til en regeringsrokade, hvor han slipper af med en besværlig og katastrofal minister, Birthe Rønn Hornbech, og derved kan han vinde dyrebar tid for at få afklaret sagen om udlændingepolitikkens kollision med EU osv.

Lene Espersen har også brug for et nyt ministerium. Der går ikke en dag for øjeblikket, der udstiller problemerne med den politireform, som hun har ansvaret for. Der går ikke en dag uden knivstikkerier og skudepisoder. Det efterlader indtryk af en justitsminister, som IKKE har styr på sagerne. Jeg gætter på, at Lene E næppe kan vente på, at overtage Bendtsens erhvervsministerium. Det bliver et konservativt krav, at der sker ændringer i regeringen. NU! Berlingske skriver at Lene Espersen overtager Bendsens ministerium og at Brian Mikkelsen bliver ny justitisminister. Ny kulturminister bliver Lars Barfoed, som får comeback.

Senest var den tidligere konservative trafikminister Flemming Hansen i forbindelsen med udgivelsen af hans erindringer ude med en udmelding om, at Lene Espersen skulle overtage roret efter Bendtsen.

Læs også Peter Mogensens kommentar.

STØT JARLS BLOG her.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

54 kommentarer til “Endelig et konservativt lederskifte”

Hvor, hvornår og hvordan kommer Lebech ind i billedet? Han er efter min mening langt bedre kvalificeret end Lene Espersen, som aldrig vil kunne få mig til at stemme på de konservative.

Jarl – hvad er oddsene på, at Rønn Hornbech ryger ved en regeringsrokade?

Fogh er jo kendt for ikke at fyre ministre, selvom de kvajer sig og sætter deres troværdighed over styr, og hvis han skifter Rønn ud vil det ligne en indrømmelse af, at hendes udnævnelse var en fejl – og at han er bekymret for ombudsmandens undersøgelse af hende. Kan han leve med det?

Der må da være sorg hos LA idag – nu er det pludseligt dem, der har Danmarks mest elendige partileder.

Spændende!

Jeg kan heller ikke se, hvordan Fogh kan fyre Birte Rønn efter den utvetydige støtte han har givet hende. Det skulle i så fald være en “fyring efter gensidig overenskomst” (dvs. Rønn selv trækker stikket med en halvdårlig “mere tid til familien og memoirer”-forklaring). Det kan selvfølgelig godt ske.

Men vil en helt ny minister på posten ikke blot FORLÆNGE den tid en løsning på EU-udfordringen af den danske udlændingepolitik vil tage?

Bliver Lebech den nye mand i kabalen? Hvis Mikkelsen tager justits-, bliver kulturministeriet ledig. Her kunne man ikke så godt forestille sig Lebech; men måske han og K kunne få en modydelse hvis Venstre sætter en ung kvinde som Trane Nørby ind på den post?

Timingen minder i øvrigt om McCains udnævnelse af Palin dagen efter Demokraternes konvent. På denne her måde kan regeringen nok for en dag eller to få ro for udlændingesag og samtidig går den socialdemokratiske kongres endnu hurtigere i glemmebogen.

1. Jeg tror Lebech bliver på Frederiksberg. Hvis han gerne vil være minister, så skal han sørge for at en ny borgmester er kørt i stilling. Og det er ikke sket endnu.

2. Løhmann i 4. har en pointe. Det er svært at fyre en minister, som man lige har bakket op om. Men alt kan jo ske. Jeg vil give det 25 procent chance for en fyring.

hej jarl

tror du virkelig, der også kommer rokade på V’s ministerposter? Jeg ville gætte på en isoleret K-rokade (hvilket vel på ingen måde vil være “underligt” i denne situation). Uenig?

Hvis og såfremt AFR regner med at forlade piosten inden næste valg, er det vel mest ret og rimeligt at overlade det til sin efterfølger at lave “the big one”..

– bræstrup

@Jarl:
Du har nok ret med Lebech, men er de Konservative virkelig i stand til at tabe Frederiksberg? Der er lidt under halvandet år til næste kommunalvalg, og så vidt jeg husker er der faktisk historiske fortilfælde i det Konservative Folkeparti for, at en borgmester samtidig (i en kortere periode) også beklædte en ministerpost. Så hvis Lebech springer til som minister nu, begynder (i god tid før KV09) at forberede afløseren på opgaven, så er scenariet vel ikke umuligt?

I øvrigt: Hvem ville turde at tage imod integrationsministerposten efter de seneste par måneder? Det virker ikke som noget karrierepolitikere ville overveje et eneste sekund.

7. Jeg er meget usikker.

Fogh afviste det ikke her kl. 9.23 på Tv2 News:

“Det har vi ikke taget stilling til”, sagde han.

Jeg kan sige, at Venstrefolkene (minus Fogh) bestemt ikke er glade for, at K har lavet en intern rokade uden at inddrage regeringspartneren. De er mildest talt rasende.

@Bræstrup, 7:
Det kan der være noget om, men det ville i så fald betyde, at de konservative enten skal slå ressortområderne for to konservative ministerier sammen eller hente en ny person ind.

Hvis vi antager, at kabalen hidtil er:
– Espersen overtager økonomi-, erhvers- og vicestatsministerposten fra Bendtsen.
– Mikkelsen overtager justitsministerposten fra Espersen.

efterlader det kulturministeriet.

De konservatives kulturordfører er “none other” end den skandaliserede ex-minister Henriette Kjær. Er hun blevet tilstrækkeligt rehabiliteret til at igen at være minister?

Behnke passer klart bedre til justitsressorten end kulturressorten.

Dyremose har vel diskvalificeret sig selv med hestestrigling og topskatteforslag?

Helge Adam? Nej, det var ligeså pudsig en sammensætning som med Behnke. Per Stig? Det kunne faktisk være interessant at have denne Dr. Phil. som kulturminister – det efterlader også meget behændigt udenrigsressorten til Connie Hedegaard.

Helle Sjelle? Er hun virkelig blevet kørt i stilling? Det har jeg lidt svært ved at se.

8. Det var Aksel Møller i 1950’erne dvs. i en anden tid – og han døde bogstaveligt talt af sliddet.

Lebech er et fornuftigt menneske, som ikke gør noget uovervejet. Jeg tror ikke på en ministerpost til ham i denne omgang, selvom at han ville være fremragende til det.

Hvem der vil være integrationsminister? Ja det er et RIGTIGT godt spørgsmål. Det skal være en af de gamle garvede, som har fremtiden bag sig og som tør risikere deres eftermæle. Claus Hjort måske.
Alle de unge – uden undtagelser vil betakke sig. Det tør jeg godt love. Rikke Hvilshøjs vanskæbne kaster lange lange skygger.

10, 12

Jeg er faktisk enig. Henriette Kjær er storfavorit som ny kulturministern.

Hun er tilpas langt oppe i hierakiet og har udstået sin “karantæne” fra 2005, hvor hun gik af som familie og integrationsminister. Det er kort sagt hendes tur.

Jeg gætter på, at Lars Barfoed i så fald herefter bliver ny politisk ordfører.

Mon ikke det ender med enten Henriette Kjær eller Lars Barfoed…? Henriette Kjær er vel efterhånden klar til at prøve sig af som minister igen.

Eller som Peter Løhmann skyder på, i tilfælde af at Connie Hedegaard bliver Udenrigsminster. Så ser vi nok Per Stig som kulturminister.

@Jarl
Hvad med Per Stig som kulturminister i en retrætepost, så Connie kan få udenrigsressorten?

Hvorfor i alverden er V ikke taget med på råd? Det virker som bevidst provokation fra K…

Brian som Justitsminister svarer vel i omegnen af at sætte Fætter Guf til at passe på Bjørnebanden.

Hvem Hvemsens afgang bliver vist kun et mindre skvulp i den linde strøm af informationssamfundets uendelige ligegyldigheder.

Hvad nu hvis V ser uriasposten som integrationsminister som noget for de konservative? Ville en Tom Behnke eller Helge Adam ikke passe ind i Vs kram, fordi de ikke er blandt “slapperne” hos de konservative, men netop står last og bram med Vs linje i udlændingepolitikken?

Vs medlemmer af integrationsudvalget er Karsten Lauritzen, Karen Ellemann, Eyvind Vesselbo og Troels Christensen. Først- og sidstnævnte er uinteressante, og de to midterste er vel mildest talt ikke at regne som “strammere” efter de senere måneders udmeldinger?

@15
Per S vil stoppe på toppen – som udenrigsminister. Jeg gætter på at Connie får posten, når klimaministeriet har udspillet sin rolle efter klimatopmødet til efteråret. Ingen grund til at sparke manden ud før da.

Det kan så passende ske samtidig med en større V-rokade, når Fogh siger farvel (forår 09?) – sammen med Bertel, Karen J, Rønn, og hvem der ellers måtte være af mere eller mindre paneionsmodne V-ministre (sander, hvis man er heldig).

Så kan den nye statsminister stille et helt nyt hold, der skal kæmpe næste valg.

Jeg forventer at klimaministeriet nedlægges som led i denne rokade, hvor man i øvrigt også skal have fundet en ny EU-kommissær

@Flash
Det lyder realistisk.

Men pensionere Karen Jespersen? Hun er 61. Per Stig er 66, Bertel Haarder 64, Birte Rønn 65 om en måned. Mon ikke Karen Jespersen får en rotation mere som “regeringens sociale ansigt” i hendes superministerium?

Foghs afgang må, hvis man da skal tro spåmændene, finde sted i forbindelse med en international toppost. Efter problemerne med EU-politikken er det som oftest NATO der nævnes. Men NATO forlængede, så vidt jeg kan se, perioden for deres generalsekretær i januar 2007 og skriver på deres hjemmeside at udnævnelsen “enable[s] him to prepare and preside over the events marking the 60th anniversary of the Alliance in 2009” (http://www.nato.int/docu/update/2007/01-january/e0110a.htm).

Så Fogh kan vel først køres i stilling til den post EFTER 2009?

News erfarer at Lars Barfoed bliver ny kulturminister.

Det lukker nok endegyldigt for den store rokade!

Det er en stor dag for K.

Presset må stige på Fogh for, at han også trækker sig.

jeg tror dette bliver en begrænset intern konservativ rokade, med lene som ny erhvers og økonomiminister, brian mikkelsen som ny justitsminister og enten henriette kjær eller lars barfoed som ny kulturminister. En større rokade kan måske komme efter afviklingen af klima konferencen, hvor man kan forestille sig at Per Stig pensioneres.

Lars Barfoed? Så har Henriette Kjær vel umiddelbart bedre forudsætninger for at overtage kulturministeriet?

Hvis Hjort skal være integrationsminister (hvad der lyder som et realistisk scenarie, som det her bliver stillet op), hvem skal så have posten som beskæftigelsesminister? Eller bliver de to ressortområder blot slået sammen?

Umiddelbart kunne kommende arbejdsmarkedsreformer godt kalde på en rutineret hånd. Det ville i al fald være noget af en ilddåb for en yngre, mere uerfaren politiker.

Detmå jo betyde, at Henriette Kjær ikke er tilgivet, enten i De Konservative rækker, eller i regeringstoppen – Regeringen kunne da ellers godt trænge til nogle flere kvinder.

Det er måske ellers meget godt at få Barfod ind i folden igen, så han ikke går rundt og kommer med bombastiske udmeldinger om alt og ingenting.

Det er givetvist fordi jeg ikke er konservativ – men jeg kan simpelthen ikke forstå hvad det er folk ser i Lene E.

Jeg vil til enhver tid foretrække enten Mads Lebech eller Connie Hedegaard. Men LE – hvornår har hun produceret godt politisk håndværk? Eller holdt sin sti ren? Hun er jo ikke anderledes end Henriette Kjær med hensyn til de personlige skandaler og manglende evne til at skelne mellem dit og mit??

Det må være en eller anden forskydning i bevidstheden hos de småborgelige vælgere – ønsket om en kernesund svigerdatter – der gør at de peger på hende.

Men i venstre kan man da glæde sig – ingen trusler fra den borgerlige konkurrent. Lebech må være skræmmebilledet for venstre – han ville for alvor kunne rykke de konservative fremad. Som det er nu får vi vel en videreførsel af bendtsens visionsløse konservative politik.

Det enseste interessante i rokaden er vel barfoed – som sikkert skal signalere en skarpere kant til DF.

Hmm, regeringen mister en lame duck i Bendtsen og får et fjols i Lars Barfoed – Det bliver spændende at følge hvad der sker nu.

I øvrigt, fra “Fantastiske Bendtsen” (http://jarlcordua.dk/2008/09/03/fantastiske-bendtsen/):
“Ralf Pittelkow skrev forleden om den (efterhånden ret gamle) idé, at Bendtsen skal være de konservatives spidskandidat til Europa-parlamentet. Det har nok krænket Bendtsens selvforståelse. Han går snarere efter at blive Danmarks næste EU-kommissær eller at blive Folketingets næste formand. *Også selv om at ingen af delene i øvrigt synes inden for Bendtsens rækkevidde.*”

Og i øvrigt, så lyder det næsten til at en ex-statsminister trækker mere i trådene end hvad man ellers hører om:
http://jarlcordua.dk/2007/10/27/bendtsen-som-ep-kandidat/

er der nogen, der har kunnet udlede, om Bendtsen også med det samme trækker sig fra Folketinget – eller om han bliver der frem til sommerferien ’09?

32. Forklaringen er vel, at Bendtsen til sidst indså at der ikke var andre muligheder, hvis han skulle videre.

33. På pressemødet sagde han, at han bliver i folketingsgruppen frem til EP-valget.

Jarl,

Har du ikke glemt at fryde dig over, at Bendt Bendtsen vil gøre det sværere for Jens Rohde i EP-valgkampen?

35. Jeg har svært ved at vurdere om det gør nogen forskel.

K får sikkert et ok-valg med Bendtsen, men jeg tror ikke på at han trækker på samme måde som en Schlüter i 94 eller Nyrup i 04. Men han skal nok blive valgt med acceptabelt pæne stemmetal.

26. hej jarl. Ja helt enig i at muligheden er til stede, men jeg tror bare ikke rigtigt på at det er Foghs stil at gennemføre en ministerrokade, der også involverer V’s ministre, under en slags pres – eller ihvertfald i en situation, hvor han ikke selv har afstedkommet rokaden. Hvorfor skulle han? Lederskiftet hos K berører vel ikke V andet end at man vil sige at de vil arbejde sammen med den til enhver tid siddende K leder. Jeg tror Fogh helst selv vil sætte scenen til en evt kommende større rokade, og ikke som en reaktion på lederskiftet i K. Hvilke ministre skulle iøvrigt udskiftes? Alle peger på BRH. Hvis Fogh gerne ville af med BRH (hvilket han sikkert gerne vil), ville en sådan fyring nu blive set som en på alle måder defensiv handling. Dels er det en indrømmelse af at det var en fejl i det hele taget at udnævne hende, og dels er der ikke nogen speciel logik i, at skiftet skulle ske netop nu. Jeg tror snarere han vil vente til efter klima topmødet, og der tage en større rokade, som vil berøre både K og V ministre.

Lene Espersen er et blålys. Alle de store reformer og love, hun står bag, har vist sig at munde ud i det rene ingenting: Politireformen, de højere straffe, samarbejdet om den grænseoverskridende kriminalitet etc.
Heldigvis for Espersen har hun en fantastisk gennemslagskraft i medierne, se blot, hvordan hun fuldstændig satte Jens-Olaf Jersild til vægs for nylig i Jersild Live.
M.h.t. en ny integrationsminister, så er det vel ikke helt utænkeligt, at Karen Jespersen bliver Rønn Hornbechs afløser. Hendes styrke har altid været netop udlændingeområdet, og mon ikke det fra starten har været Foghs plan, at hun på et tidspunkt skulle have den post?
I øvrigt kan jeg nu se, at der er flertal af kvindelige ledere blandt partierne i Folketinget: Kun tre partier har en mand i spidsen, mens fire ledes af kvinder (fem, hvis man tæller Line Barfod fra Enhedslisten med). Derfor mener jeg nu, det må være på sin plads at indføre kvoter, så vi mænd igen får ligestilling på det område.

Hej Jarl,

Som et lille kuriosum: Der er en afstemning på Ekstra Bladets hjemmeside, hvor man kan stemme om hvem man helst vil have som ny statsminister: Lars Løkke, Lene E eller en helt tredje. PT har Lars Løkke 16%, Lene E 47% og en helt tredje 37%. Afstemningen er næppe særligt retvisende, men det er alligevel interessant, at forskellen på LE og LLR er så stor. Samtidig er det morsomt at EB laver afstemningen mellem Lene og Lars L – og altså slet ikke regner Fogh med. Der skal nok komme rigeligt af rigtige meningsmålinger af samme karakter i den kommende tid. Det bliver interessant at følge.

Jarl (38)

Hvis jeg ikke husker meget galt, giver politisk ordfører et tillæg, så lønnen i alt svarer til en ministerpost. Så spørgsmålet er, om det ikke har været for let for HK at sige nej tak? Men jeg havde nu personligt hellere set Barfoed på den post, frem for som – ak og ve – kulturminister! (ser at der er spekulationer i Barfoed som justitsminister, men mon ikke det er en and?)

Nu vi er igang med rokaderne, så står vel ikke mejslet i bornholmsk granit, at justitsministeren absolut skal være konservativ. Hvad med Søren Pind på den post? Det ville give ham chancen for at put his money where his mouth is.

Blot en tanke.

@43
jeg tror simpelthen ikke på en større rokade før Løkke/fogh-spørgsmålet er helt afklaret (og at bytte poster mellem V og K kommer først på tale ved en STOR rokade)

Det skal være den V-leder, der skal tage valgkampen (nok i løbet af 2010), der skal have lov til at sætte holdet. Og det nye hold skal ikke sættes for tidligt, så de er trætte ved valget.

Så alt det der må vente til forår-sommer 09

i øvrigt er mit gæt – stadig – at Fogh som sidste udvej (hvis Nato-posten glipper) sender sig selv til Bruxelles som afløser for Marianne F-B i kommissionen midt i 09.

@Mikael, 43
Kunne Pind, efter den devise, ikke også være en mulighed som integrationsminister? Som Rønn har han vel opbygget “street cred” på Christiansborgs gange som principfast og talende råt for usødet (Rønns karakteristik den dag hun blev valgt som minister). Samtidig har han, siden han stoppede i Borgerrepræsentationen, arbejdet loyalt for Venstre.

Hvad siger du, Jarl, hvad er odds på Søren Pind som integrationsminister?

Peter Løhmann, det er fuldstændig udelukket. Søren Pind går jo ind for, at Danmark skal ignorere EF-domstolens kendelse i den såkaldte Metock-sag, og det er ikke just Foghs strategi på et tidspunkt, hvor han har brug for støtte i netop EU-systemet for at få en international toppost.
Jeg kunne derimod tænke mig at spørge dig, Jarl, om du mener, det er realistisk, Pind vil forlade Venstre? Som jeg læser hans kommentarer på hans blog og i medierne, er han MEGET frustreret over tilstandene i sit eget parti og regeringen. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis han forlod Venstre om en uge, men det kan også være, han først tager skridtet om to år. Sikkert er det dog, at han er frustreret. Se også: http://kortlink.dk/5rcx

46.

0 pct. Han vil ikke påtage sig den uriaspost. Det ville være politisk selvmord – og Pind angler ikke efter en ministerpost, der kun giver ballade, og som vil slide enhver op. Spørgsmålet er iøvrigt også om V-toppen mener at han er den rigtige mand til det job. Der kan jeg nok have min tvivl.

47. Søren Pind er venstremand. Han skifter ikke sit medlemskort ud bare sådan uden videre. Det svarer til at skifte konen (eller ægtemanden) ud. Det skal der – normalt – være tungtvejende årsager til. Hvis Pind gik fra V for at blive løsgænger, så ville han fra den ene dag til den anden blive stort set ligeså uinteressant som Pia Christmas-Møller. Jeg vil ikke ofre den spekulation mere end to sekunder. Som jeg kender Søren, så er det ikke værd at spille tid på. Sagt med al respekt! 🙂

Jarl, du kender Søren Pind personligt, så din vurdering har selvsagt meget mere vægt end min, men det er et faktum, at Pind i udlændinge-, rets-og til dels EU-politikken har taget et skarpt højresving de sidste par år, så han nu er på linje med Dansk Folkeparti på de områder.
M.h.t., hvor meget det betyder for Pind at være Venstremand, så talte man jo også om, at Naser Khader aldrig ville forlade De Radikale, fordi medlemsskabet hos partiet for ham var at sidestille med hans danske statsborgerskab. Få måneder senere stiftede han, Samuelsen og Seeberg Ny Alliance…

49. Jeg er ikke uenig i den observation, men jeg tror nok at Søren Pind ser en større fremtid for sig selv i Venstres folketingsgruppe end Naser Khader gjorde i sin tid hos de radikale.

Fair nok, Jarl. Hvis det er okay, vil jeg blive ved de vilde spekulationsscenarier: Hvis Liberal Alliance kommer ind næste gang og får afgørende mandater (med den EU-kritiske holdning, som Saxo Bank har lagt op til), kunne tilværelsen udenfor Venstre så være mere interessant for Søren Pind?

Lukket for kommentarer.