Måned: maj 2011

De radikales overraskende forbliven ved forhandlingsbordet om en velfærdsreform har sat gang i valgrygterne.

Får vi valg nu her inden sommerferien?

Måske, men det afhænger af, at:

1. Der bliver en aftale mellem VKO og de Radikale. Parterne tror stadig på det. “Det går i den retning, men intet er sikkert”, lyder det gennemgående, både når man spørger i regeringslejren eller hos de radikale. Og foruden de radikale kan også DF forpurre et forlig, hvis det passer i deres kram.

2. Målinger i kølvandet af en velfærdsaftale skal helst ikke rykke ved denne weekends billede mht meningsmålingerne. Hvis fagforeningerne og S-SF igen får held til at få udstillet forliget som det mest asociale, der nogensinde er sket nord for Alperne, så vil kampagnen måske påvirke vigtige vælgergrupper i rød bloks favør. Under alle omstændigheder skal Lars Løkke Rasmussen '“ efter en aftale er indgået '“ selv tro på, at han kan vinde valget nu. I modsat fald venter han. Og henset til at Løkke ved et par andre muligvis tidligere gunstige lejligheder har tøvet med at udskrive valg, så vil det ikke overraske denne blogger, hvis han trækker den yderligere. Men er målingerne i orden for blå blok, så sker det. Måske.

Der er selvsagt rigtig mange ubekendte i denne ligning. Jeg vurderer lige nu chancen for en aftale mellem VKOR til 60 pct. sandsynlighed, og for at et valg bliver udskrevet i næste uge til 40 pct.

Overlever Løkke på stasministertaburetten? Jeg vurderer sandsynligheden nu til 30 pct. (op fra 20)

Så alle holder selvsagt øje med enhver meningsmåling. Både de almindelige, og dem, der måler vælgernes vurdering af en evt. indgået aftale.

Og imens så er det formentlig sandsynligt, at partierne forhandler uden for pressens søgelys. Det kunne fx. ske pr. telefon eller natlige møder i Finansministeriet eller på hemmelige adresser ude i byen. Så selv om at der er lukket ned i Finansminister Claus Hjort Frederiksens mødekontor i “Den Røde Bygning” på Slotspladsen, så kan forhandlingerne sagtens pågå. Det gør de utvivlsomt i et eller andet omfang.

Den røde plan skulle være færdig, men der er visse “beregninger”, der skal være på plads først før, at planen ligger klar, messer socialdemokraterne.

Pjat. Det er naturligvis rene taktiske hensyn, der ligger bag begrundelsen. Eller også er der en anden forklaring?

For tør man stille det kætterske spørgsmål? Eksisterer der i det hele taget en ny rød “plan”? Er der lavet beregninger, der udgør det for en plan? Hvad er det mon for idéer, som S-SF skulle have liggende i skuffen eller udtænkt i hjernetrusten hos den studerende nogle og tyveårige SF-næstformand Thor Möger Pedersen og den indtil for ganske nyligt ret ukendte cand.scient.pol. og derfor ikke økonom Bjarne Corydon, hvis akademiske meritter efter min bedste vurdering næppe berettiger ham til at være i klasse med hverken 'Vismændene', universiteternes eller Finansministeriets økonomer. Han er utvivlsomt fix til tal, men han er næppe en økonomisk troldmand. Og hvem påstår, at Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov, Villy Søvndal, Ole Sohn eller Helle Thorning-Schmidt skulle have fundet de vises sten mht. at føre dansk økonomi ud af ubalancernes farvand? Uden reformer der gør ondt på nogensomhelst? I gamle dage havde S i det mindste kompetente økonomer som Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft i spidsen for foretagendet. Nu har man kun en flok venstrepopulister fanget i deres fuldkommen urealistiske løfter til fagbevægelsen, som de radikale ikke længere tager alvorligt. Thank God!

På lederplads efterspørger selv aviser med klare sympatier for rød blok så som Ekstra Bladet, Politiken og Information, at S-SF nu kommer på banen med deres plan.

Jeg vover svaret. 'Planen' bliver allerhøjst en justering af 'Fair Løsning' (som heller ikke er en plan, men et katalog – mest over ubrugelige forslag), men stadigvæk renset for forslag, der kan genere fagbevægelsen og kernevælgerne. Man kan ikke forestille sig, fx at efterlønnen bliver afskaffet. Hvorfor? Fordi Thorning har lovet LO-formand Harald Børsting, at efterlønnen er fredet. Så vi får næppe pludselige indrømmelser fra S-SF med en ny plan (hvis den overhovedet eksisterer), simpelthen fordi rød bloks strateger formentlig vurderer, at det vil ødelægge deres stemmemaksimeringsstrategi. Og det er åbenbart blevet for meget for de radikale på et tidspunkt, hvor DF åbenlyst satser på, at udstille splittelsen i rød blok.

De radikales selvfølelse er gået fra noget nær nul til 100 på ganske få måneder. Og ifølge Weekendavisens Arne Hardis, så meddelte de radikale den socialdemokratiske top i onsdags, at man agter at indgå en aftale om en tilbagetrækningsreform.

Panikken lyste ud af SFs Ole Sohn, da han samme aften advarede de radikale om, at partiet ikke kunne komme med i en ny rød regering, fordi den kun har én økonomisk politik. Analysen er rigtig, men angrebet viser også, at man ikke aner sine levende råd i SF. For hvad nu hvis der bliver indgået en aftale, som de radikale i valgkampen insisterer på, at de vil holde efter et valg? Efter et valg med et nyt rødt flertal, så er det de radikale, som bestemmer om de vil i regering eller ej. Partiet kan fx i en dronningerunde anbefale dronningen, at de støtter Thorning som forhandlingsleder dvs. statsminister, men kun, hvis det bliver med dem selv i regeringen eller uden SF. SF kan næppe holde til at vælte fx en socialdemokratisk mindretalsregering. Og Thorning kan ikke danne en regering med SF, hvis de radikale har givet den klausul i deres anbefaling til majestæten. Thorning vil naturligvis være presset til at danne regering under alle omstændigheder – og så står SF tilbage på perronen.

De radikale kan yderligere stive sig af med et par målinger både i Børsen, der viser at 60 pct. af deres vælgere bakker op om deres kurs og 2/3 af partiets kredsformænd foretrækker i Berlingske forlig med de borgerlige om reformer frem for ministertaburetter.

Så det er forståeligt, at panikken er ved at brede sig hos SF og fagbevægelsen.

Nu skal et forlig først i hus før, at S-SF kan opgøre krigsskade-omkostningerne. Og derfor glattede Ole Sohn klogt ud allerede dagen efter på TV2 News. Men tilsyneladende fortsætter striden mellem de radikale og Ole Sohn – nu om udlændingestramninger.

Men lige nu er S-SF og deres venner i fagbevægelsen reduceret til tilskuere i et politisk spil, hvor hele scenen er overtaget af Margrethe Vestager og hendes væbner Morten Østergaard. Og med Børsens måling i dag, hvor liste B igen får fremgang, så vil de radikale forsøge at fastholde den position længe. De borgerlige '“ inklusive DF '“ har på samme måde al mulig grund til at fastholde de radikale i denne position, så længe det kan bruges til at udstille, at 'enigheden' i rød bloks økonomiske politik er blæst til atomer. Netop det kan VKO naturligvis bruge i deres agitation ved den kommende valgkamp. Spørgsmålet er dog, hvor effektivt det er. Men hvad har man at tabe?

Hvor er det længe siden, at dansk politik har været så spændende og uforudsigelig!

Dansk politik kan netop nu koges ned til ét spørgsmål.

Vil de radikale ende med at lave en aftale med VKO om velfærdsreformer herunder efterløn?

Niels Krause-Kjær skriver i dag, 'at det er overordentligt usandsynligt'.

Det er bare ikke de signaler, som kommer p.t. fra de radikale både, når man spørger dem direkte og “til baggrund”.

I går i 'Tirsdagsanalysen' på TV2 News vurderede Peter Mogensen og Michael Kristiansen begge, at det 'lå lige nu til at de radikale gik med i en aftale'. De to herrer tog forbehold, men de så det som sandsynligt. Måske Kristiansen en knivspids mere optimistisk end Mogensen.

Mogensen mente i øvrigt at vide, at socialdemokraterne selv er opmærksomme på, at der er en alvorlig risiko '“ andre ville sige chance '“ for at RV går med.

Jeg er på linje med de to herrer. Indtil i sidste uge regnede jeg det også for sikkert, at de radikale ville følge S ud af forhandlingslokalet. Men efter at have 'sonderet terrænet' blev jeg klar over, at de radikale tilsyneladende mener det alvorligt mht. at indgå en aftale 'under de rette forudsætninger', som det hedder. Og dybden i de radikales forligsvilje gik i øvrigt også op for regeringen og DF i sidste uge. Formentlig samtidigt med at socialdemokraterne fornemmede, at Margrethe Vestager og co. ville blive siddende.

Hvor længe går der så? Tjah. Alle har vældig god tid. Regeringen vil gerne se S-SFs 2020-plan, som pressen ustandseligt render og spørger efter, og Løkke vil med de forhåndenværende målinger først at udskrive valget efter sommerferien. Medmindre at der pludselig åbenbarer sig yderligere to meningsmålinger, der viser dødt løb mellem blokkene. Sandsynligheden for, at det sker, er ikke stor.

SF har landsmøde i weekenden den 14-15. maj, så mon ikke vi skal forbi den dato, før vi ser et evt. resultat? For dermed at undgå, at Villy Søvndal får noget konkret, som han kan skyde på.

Kristiansen vurderede dog i går, at en aftale skal hurtigt på plads. Går der for lang tid så bliver den ikke til noget.

For man kan vel forvente, at centrum-venstre meningsmagere, medier, fagforeninger, politikere begynder at røre på sig og begynder at lægge pres på de radikale for IKKE at indgå en aftale, og dermed bringe det røde regeringsprojekt i fare. Det bliver uhyre spændende at se, om de kan modstå presset. Og det bliver interessant at se, hvem af 'deres venner' i rød blok der har mindst is i maven og begynder at rakke de radikale ned i offentligheden. Indtil videre forholder alle sig i ro, men hvor længe?

Men det kan såmænd også være, at Krause ender med at få ret, at det hele bryder sammen inden så længe, sådan at VKO må stemme det hjem.

Mht. andre kommentatorer, så er det vist de færreste, der som Krause tør lægge hovedet på bloggen og afvise, at de radikale – for nu at sige det lidt på fransk – 'boller udenom' i forhold til rød blok.

Min prognose: Fifty-fifty for en aftale. It's a toss-up, som de siger på den anden side af dammen.

P.s. VKO mangler som bekendt det 90. mandat for at få en aftale på plads. Det kan leveres af KD’eren Per Ørum Jørgensen og/eller den anden frafaldne konservative Pia Christmas-Møller. Sidstnævnte har tilsyneladende siden Lars Barfoed tog over i partiet været parat til at komme tilbage. Bla. har hun skullet være særligt interesseret i Henriette Kjærs kreds, der imidlertid ikke længere er ledig. Snakken går så i krogene om, at Christmas måske skulle overtage Helle Sjelles ledige kreds i København. Imidlertid så har det projekt mødt en del modstand fra partiets tidligere leder Lene Espersen, der var den egentlige årsag til, at Christmas forlod partiet. Espersen – fortæller en kilde i partiet – skulle angiveligt være i besiddelse af en række gamle mails fra Christmas til hende, som på en eller anden led skulle være så kontroversielle, at udenrigsministeren på de indre linjer har truet med at lade dem sive til medierne, hvis ikke Christmas holder sig væk.

Jo det er hyggeligt.