Kategorier

Arvefølgen på plads i Venstre

Lars Løkke kan ikke længere skjule sin glæde over, at Fogh undervejs i valgkampen så entydigt pegede på ham som sin efterfølger som Venstres formand og landets statsminister. I forbindelse med Venstres landsmøde her i weekenden interviewede DR Lars Løkke, som synligt strålede, som var han en lykkens pamfilius.

Løkkes afvæbnende charme kunne dog ikke parere spørgsmålene fra DRs Anja Westphal om den kommende finansministers fremtidsudsigter som partiformand, så han måtte naturligvis med et stort smil fortrække ud af kameravinklen. Nu gælder det jo også om ikke at dumme sig, for chefen er tilsyneladende ved at blive lidt småirriteret over, at pressen så tidligt efter valget allerede er begyndt at spekulere i hans afgang. Så man forstår Løkkes retræte.

Den anden tidligere tronprætendent Kristian Jensen fandt åbenbart landsmødet som den rigtige anledning til at kaste håndklædet endeligt ind i ringen og opgive kampen om at blive Foghs efterfølger. Det skete, da skatteministeren erklærede til Berlingske Tidende:

– Han er en dygtig politiker, der formulerer flotte liberale visioner for Danmarks fremtid. Jeg synes, at han er en god politiker. Derfor synes jeg også, at det vil være godt for Venstre at have Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

To år i dansk politik er lang tid, og meget kan nå at ske, inden Fogh takker af. Men Løkke har tydeligvis fået et løfte fra Fogh om, at han får overrakt stafetten, nåt tiden er inde. Kristian Jensen har derfor indset, at Løkke får lov at overtage “butikken”, medmindre at et eller andet uforudset ændrer situationen radikalt.

Tilbage udestår så kampen om næstformandsposten. Den har regionsborgmester Carl Holst sidste år via en klar udtalelse til 'Der Nordschleswiger' allerede lagt billet ind på. Det var set i bakspejlet nok en lidt forhastet udmelding. For alle andre end Venstreorganisationsfolk er det ikke indlysende, hvad Carl Holst skal på den post. Han spiller i dag ingen større rolle i landspolitik. Hvis Holst skal gøre sig forhåbninger om at komme ind i næstformandskampen, må han derfor stille op til næste folketingsvalg og lade sig vælge ind i Folketinget. Det vil han i øvrigt få ret let ved, hvis han vil.

Spørgsmålet er dog, om Lars Løkke er særlig vild med at få Carl Holst som sin næstformand. Holsts ego er legendarisk højt. Det når faktisk Per Stig Møllerske højder, hvilket ikke siger så lidt. Med udsigt til Holst som næstformand får Løkke en politiker til at ånde sig i nakken, og som egentlig selv synes, at han burde være “kalif i stedet for kaliffen”. Holst vil også til stadighed minde Løkke om, at det netop var ham, der var drivkraften bag den kampagne, som fik Løkke valgt til næstformand foran blandt andre Peter Brixtofte i 1998. (Undertegnede bidrog i øvrigt også til kampagnen om end i et beskedent omfang).

Skulle Løkke vælge mellem en driftsikker Kristian Jensen '“ som vil kende sin plads og loyalt vente på sin egen chance '“ eller en Carl Holst som uden tvivl vil intrigere fra dag 1 som folketingsmedlem, så tror jeg faktisk ikke, at valget bliver så svært. Løkke vil foretrække Kristian Jensen som næstformand.

Kategorier

Den første blandt ligemænd

Blogklumme bragt i Nyhedsavisen den 17. november 2007

Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen var statsministre i næsten 10 år, men deres tid på posten løb ud inden, at de selv gik af. Begge endte deres politiske karriere som medlemmer af Europa-Parlamentet eller rettere: På elefantkirkegården i Bruxelles. Måske en standsmæssig beskæftigelse, men ikke voldsomt udfordrende, når man så længe har stået i spidsen for sit lands regering.
Anders Fogh vil gøre alt for at undgå den samme ydmygelse, som der overgik hans forgængere, der blev tvunget bort fra taburetterne. Efter at have enten vundet eller overlevet tre folketingsvalg i træk, så skal statsministerens rekord derfor ikke ødelægges ved, at han løbe risikoen for et rende ind i nederlag ved næste valg. Derfor vil Fogh selv vælge, hvornår han går af.
Spekulationerne går derfor på, at Fogh trækker sig på et gunstigt tidspunkt mit i denne valgperiode, men han mangler en god anledning til at gøre en elegant sortie ud af dansk politik.
Foghs ambition er, at få det internationale politiske topjob, som hverken Schlüter eller Nyrup nogensinde var på tale til og som glippede for Uffe Ellemann-Jensen.
Jobbet som EU-kommissionsformand bliver ledigt i 2009, og selvom Fogh vil afvise alle spekulationer herom, så er han naturligvis interesseret i sådan en kæmpe udfordring.
Skulle Fogh ende med at blive EU-kommissionsformand, så bliver han den største statsminister i sin tid. Dermed vil han ophøjes i historiebøgerne til det, som de gamle romere kaldte for 'Primus Inter Pares' dvs. først blandt sine ligemænd.

Kategorier

Thor P ny formand for Folketinget

Thor Pedersen bliver ny formand for Folketinget.

Det oplyser Venstres gruppeformand Hans Chr. Schmidt

Lars Løkke Rasmussen bliver ny finansminister, oplyser TV2.

———————————————-

Dermed er generationsskiftet i Venstre i gang. Lars Løkke er nu ubestridt Venstres kommende formand, og hvis Venstre kan fastholde regeringsmagten og landets næste statsminister.

Spørgsmålet er, om Claus Hjort Frederiksen, Bertel Haarder m.fl også går af i de kommende dage eller om Anders Fogh vil fastholde dem i regeringen for at sikre den erfaring.

DF vil ingen problemer have med at pege på Thor Pedersen, men det kan undre, for han er ikke et logisk valg til den post. Thor P er ikke ligefrem kendt på Christiansborg som verdens største parlamentariker dvs. at udtrykke holdninger om “respekten for folkestyret”, “demokratiet”, “andres synspunkter” og den dur. Han er tværtimod en “damptromle”, der kører over alt og alle, der står i vejen.

Så jo, jeg er ovenud overrasket over Foghs valg, måske det kan hænge sammen med DFs præferencer.

Thor Pedersen mener, at det bliver “fantastisk spændende at opleve den anden del af det parlamentariske arbejde.”

Yeah right! Helt ærligt, hvem tror på det? 😀

Thor Pedersen får lov at slutte sin politiske karriere på landets fineste politiske post. Hvem skulle dog have troet det? Fogh siger dermed pænt tak til Thor P. for en superloyal indsats igennem seks år.

Helge Adam Møller afviser, at han er blevet handlet af undervejs med et ben eller to. Men det får vi at se i de kommende dage! Mon ikke at han kan komme i præsidiet i det mindste.

I hvertfald står VKO bag Thor Pedersens kandidatur. S er tilsyneladende også blevet handlet af med en stribe udvalgsformandsposter. Kun de radikales Morten Østergaard kalder Thor P som Folketingets formand for “en ommer”. Det er faktisk lidt usædvanligt at RV kritiserer en kandidat som Folketingets formand med “Gamle Ninn”, som eneste undtagelse.

Nu afviser Foghs spindoktor Michael Ulveman TV2s oplysninger om, at Løkke skal være finansminister. Det lyder ærligt talt underligt. TV2 siger de har oplysninger fra regeringskilder. Der er da slet ikke styr på lækagerne. Ved Ulveman hvad der sker eller spinner regeringsmedlemmer? Hvorfor skulle de gøre det? Fogh bliver vel nødt til at udtale sig nu. Det er uholdbart, det der foregår.